Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 9

Nogle religiøse tekster forekommer mere hellige end andre, hvilket synes at hænge sammen med spørgsmålet om afsenderen af tekstens tale. En tekst foreligger jo som en diskurs, en skriftligt fikseret tale, hvormed nogen meddeler sig. Dog aldrig i eget navn, men som talerør for den Anden, der garanterer for talens sociokulturelle forståelighed og plausibilitet: Videnskaben, Sandheden, Visdommen eller Gud. Ligesom Jerusalems tempel var opdelt i rum og gårde med aftagende hellighed i forhold til det Allerhelligste, således kan religiøs tale forstås inden for en diskursiv arkitektur, hvor den guddommelige tale udgør det hellige centrum. Tekster, hvori guddommen selv taler – gennem sine profeters hellige mund – er mere hellige end tekster, som citerer denne tale, og disse er igen mere hellige end tekster, der forklarer og udlægger denne tale.

Nu gives der som nævnt ingen guddommelig tale, som ikke er fremsat af et menneske, hvilket rejser fundamentale spørgsmål om denne tales troværdighed. Problemet skærpes, når den guddommelige tale alene kendes fra en hellig tekst, som er undfanget og forfattet af en forgængelig digter. Hvad er forskellen mellem profeti og poesi? Der er her ikke først tale om en moderne, kritisk problematisering, for de hellige tekster afslører selv, at deres forfattere er opmærksomme på vanskelighederne: Hvordan kan menneskeskabt litteratur formidle guddommens åbenbarende tale om den yderste og skjulte virkelighed? Hvilken status har sådanne religiøse udsagn? Hvorfra henter de deres overbevisningskraft, og hvordan formår de at indfatte læseren i en tydning af dennes aktuelle virkelighed? Religiøse diskurser er tendentielt autoritære i deres intimidering og forførelse, når de henviser til guddommens almægtighed. Derfor er det væsentligt at diskutere forholdet mellem magt og autoritet til en afklaring af den rette omgang med det hellige.