Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 15

En kristen tekstforståelse er afgørende præget af inkarnationstanken. At Gud blev menneske i Jesus, betyder, at han gik ind i historien og delte historiens vilkår. Men historien er mangetydig. Den består af handlinger og begivenheder, som tolkes. Der findes ingen objektiv tolkning. Det, der er sket, viderebringes til os gennem andre menneskers tolkninger, og det betyder, at det ikke er muligt at besvare spørgsmålet »wie es eigentlich gewesen ist«. Tolkningen er præget af situation og miljø.

Først kom tolkningen; senere blev teksten til. Historiens mangetydighed illustreres af de mange tolkninger af Jesus-historien i Det Nye Testamente. Hvert evangelium har sin særlige synsvinkel, sit særlige perspektiv. Hver tekst har sin historiske kontekst, sin ‘da’-kontekst, og teksten afspejler erfaringer og spørgsmål i konteksten. Det går ikke an at læse et nytestamentligt skrift uden at være bevidst om grundlæggende træk i konteksten. Man finder ikke frem til Guds ord ved at se bort fra teksterne som historie. Tværtimod er det kun ved at tage historien helt alvorligt, at man har en mulighed for at høre Guds ord (Hammar, 13-16).

I sin bog Skriften i verkligheten spørger Henry Cöster, hvordan det kan være, at skriften fik en så central placering i en livsforståelse, der med sin oprindelse i Jesu forkyndelse egentlig slet ikke er en skriftreligion. Ganske vist synes både jødedom, kristendom og islam tidligt at være blevet opfattet som skriftcentrerede religioner, og bogen har spillet en central og normerende rolle i de tre religioner. Men det er alligevel ikke uden betydning, at man i beskrivelsen af de tre religioner undertiden har kaldt dem for »historiske religioner« – til forskel fra de religioner, der som normerende udgangspunkt har åbenbarede sandheder af evig karakter. De historiske religioner er ikke historiske, fordi de er gamle. Tværtimod synes de at være yngre end de fleste andre. Men de er historiske, fordi de til forskel fra andre ikke placerer virkelighedens egentlige hensigt i evigheden eller i naturen, men lader den blive formet af den historiske sandhed, der netop viser sig som historien, den foranderlige og materielle virkelighed (Cöster, 11-13).

Som historisk religion er kristendommen et fingerpeg om, at det normative måske ikke ligger i den sandhed, der formidles gennem boglige åbenbaringer, men snarere i den historie, som er tilgængelig for alle, der lever deres konkrete og foranderlige liv i historien. Kristendommens centrum er den historisk foranderlige Jesus. Han efterlod sig ikke noget skriftligt. Når han skrev, var det i sand. Hans ord og handlinger er bundne til den foranderlige virkelighed. At han skrev i sand, er ikke en beklagelig mangel i hans fornemmelse for betydningen af historiske dokumenter, men i stedet et bestemt udtryk for, hvad inkarnationen og historisk bundethed egentlig indebærer.

Derfor er der i den kristne forståelse af virkeligheden en særegen spænding mellem skrift og historie. I reformatorisk teologi synes Skriften at være det vigtigste. Al teologi og forkyndelse skal prøves på Skriften som afgørende norm. Vi er vant til at se den reformatoriske teologi sådan, at Skriften naturligvis er Guds ord og forpligtende norm for kirke og teologi. Tankegangen har vokset sig stærk, især siden pietismen og oplysningstiden. Men sagen er ikke så entydig. I Luthers egen forståelse er evangeliet egentlig ikke det, der står i bøger og er nedfældet med bogstaver, men mere den mundtlige prædiken og det levende ord (Cöster, 16). Det guddommelige ord møder vi ikke som tekst, men som skabelse og som Jesu liv (Cöster, 46-47).