Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 4

Ole Davidsen

Hvad enten man studerer religion eller litteratur, er spørgsmålet om litteraturen og det hellige et betydningsfuldt tema. Inden for religionens verden indtager litteratur i forskellige former en central plads, og inden for litteraturens verden udgør religiøse tanker og fænomener ofte et væsentligt motiv. Religionsvidenskab, teologi og litteraturvidenskab mødes i studiet af den religiøse litteratur og spørgsmålet om det hellige.

Dette møde er kendetegnet ved en dobbeltbevægelse, der tydeligst kan iagttages inden for vestlig religion og litteratur. På den ene side er den vestlige litteratur præget af Bibelen og den jødisk-kristne teksttraditions virkningshistorie. På den anden side er den vestlige kulturs opfattelse af den kristne teksttradition i høj grad formidlet gennem litteraturen. Dels gennem værker, hvis mytologiske/teologiske/ideologiske univers tematiserer og fortolker menneskets eksistentielle situation i verden i dialog med traditionerne, dels gennem litteraturteoriernes kritiske indsigter om litteraturen og dens formende funktion i den fortsatte kulturelle selvfortolkning.

Den religiøse fortolkning af mennesket i verden er i sig selv åben for forskellige tydninger, men fremtræder i et videnskabeligt perspektiv som et kulturelt fænomen: De religiøse tekster er frembragt af mennesker, uagtet at nogle af disse tekster fremstiller sig selv som et resultat af guddommelig handling. Der findes ingen udsagn om Gud eller det hellige, der ikke er fremsat af et menneske, og sådanne sociokulturelle udsagn om Gud og det hellige er skriftligt forankret i religiøse tekster. Men netop denne opfattelse rejser et særligt spørgsmål: Når de religiøse tekster fremstår som litteratur, som et produkt af en både religiøst og litterært inspireret menneskelig bevidsthed – og ikke af en guddommelig intervention – hvordan skal vi så forklare, at visse af kulturens litterære tekster tilkendes en særlig status af hellige tekster, og at så mange andre tekster er relateret til disse i medspil og modspil? Mere generelt kan vi spørge: Hvordan er forholdet egentlig mellem litteraturen og det hellige?

Hvis man under betegnelsen »den religiøse litteratur« samler al litteratur, der på den ene eller den anden måde forholder sig til det hellige, så kan denne litteratur indledningsvis inddeles i tre grundkategorier:

Kanonisk tekst – Liturgisk tekst – Skønlitterær tekst.

På den ene side står den kanoniske tekst, der rejser spørgsmålet om de hellige urteksters særlige væsen og status: Hvad er en hellig tekst? Er tekstens hellighed en iboende kvalitet i kraft af emner og temaer, eller er autoritet og normativitet knyttet til sproghandling, kommunikation og institution? Fortolker den kanoniske tekst selv sit anliggende og sin funktion, eller er den overvejende bestemt af sin receptive sociale kontekst?

På den anden side står den religiøse skønlitteratur, dvs. religiøs litteratur i form af novelle, roman, drama og film, der kan bestemmes som religiøs i mere eller mindre udtalt grad. Også her er spørgsmålet, om den religiøse tekst skal bestemmes som sådan ud fra sit tema, sin kommunikation eller sin reception og brug. Desuden: Hvis alle hellige tekster er religiøse, er alle religiøse tekster så også hellige, eller er det meningsfuldt at skelne mellem hellig tekst og religiøs tekst?

Mellem den kanoniske tekst og den religiøse skønlitterære tekst står den liturgiske tekst, dels ritualtekster, dels salme, bøn og prædiken, der udmærker sig ved at indgå i en særlig institutionsbestemt brugssituation, hvor tekst og performance er nøje forbundet.

Den liturgiske tekst synliggør umiddelbart en anden væsentlig treklang mellem forskellige aspekter af de religiøse teksters status og virke:

Urtekst – Intertekst – Kontekst.

Den liturgiske tekst indgår gerne i en udtalt intertekstuel relation til den kanoniske urtekst og opnår som sådan semi-kanonisk status af autoriseret helligtekst. Den Danske Salmebog, der er autoriseret af Hendes Majestæt Dronning Margrethe II til brug ved gudstjeneste i Den Danske Folkekirke, er et godt eksempel på religiøs litteratur med liturgisk funktion og næsten kanonisk stilling. Men det er uklart, om den især henter sin status fra den intertekstuelle forbindelse til urteksten, i dette tilfælde Bibelen, eller fra sin institutionelle forankring i den kirkelige og statslige kontekst.

De nævnte kategorier står imidlertid til diskussion, bl.a. fordi de dukker op på tværs af de ofte svævende grænser. Kanoniske tekster fungerer også som liturgiske tekster og læses desuden undertiden som religiøs skønlitteratur. Liturgiske tekster som salmer og faste bønner opnår gerne status på linje med kanoniske tekster, skønt de er forfattet af kendte skønlitterære digtere med egennavn. Skønlitterære tekster, hvis religiøse status er mere eller mindre udtalt, kan få optagelse i en litterær kanon og gøres til genstand for andagtsfuld brug, fra opbyggelig individuel læsning til fællesskabsstiftende social kult.

Kategorien urtekst er tilsvarende en relativ størrelse, eftersom f.eks. de bibelske urtekster indgår i et intertekstuelt samspil med andre fortidige tekster og er præget af deres oprindelige kontekst, deres tilblivelse og brug. Samtidig fungerer urteksten som intertekst for både liturgiske og skønlitterære tekster. Dette spil mellem forskellige religiøse tekster – kanoniske, liturgiske og skønlitterære – rejser spørgsmålet om de enkelte teksters omgang med det hellige, om deres grad af hellighed, og især, om det hellige er en egenskab ved teksten, dens intertekstuelle bestemmelser, dens reception og brug og/eller institutionelle forankring i sociale magtrelationer.

Eksegeterne, som fortrinsvis arbejder med urteksterne, henter væsentlig inspiration fra forskellige litteraturkritiske tilgange og er i stigende grad optaget af, hvordan disse urtekster fungerer og reciperes i nutidige liturgiske og skønlitterære tekster. På dette punkt deler eksegeterne interesse med homiletikere og hymnologer. I deres arbejde med de skønlitterære tekster støder litteraterne på deres side igen og igen på spørgsmål om, hvordan den religiøse litteratur indgår i et intertekstuelt samspil med urteksterne og deres kontekstuelt bestemte receptionshistorie.

Litteraturen står således centralt i kulturens selvfortolkning af det hellige, ikke mindst i spørgsmålet om forståelsen af og omgangen med dens hellige tekster. Dette er vel egentlig ikke overraskende i en skriftreligiøs kultur som vores, domineret af den jødisk-kristne tradition. Det er dog bemærkelsesværdigt, hvorledes litteraturens domæne har fået betydning for opfattelsen af det religiøse i det offentlige samtalerum. På den ene side ser vi, hvorledes religionen og det hellige skildres i litteraturen, og hvordan valg af stof, genre, motiv, tema og stil præges af traditionens anskuelser og værdibegreber – selv hvor det kommer til et kritisk selvopgør, eller forfatteren tror sig fri af sine intertekstuelle forudsætninger. Her på litteraturens scene reflekteres og udspilles livtaget med det hellige – undertiden som overlagt blasfemisk travesti. På den anden side ser vi, hvorledes teoretiske indsigter fra litteraturforskningen spiller en stadig større rolle for vores opfattelse af den religiøse og hellige tekst og dermed for vores forståelse af den religiøse livstydnings status. Det gælder såvel alment kulturelt som inden for både den teoretiske og den praktiske teologi og har særlig betydning for det æstetisk-teologiske skriftsyn, der kritisk former sig som et modsvar på udfordringen fra henholdsvis fundamentalismens nidkære bibeltro og modernismens afvisning af den religiøse dimensions betydning for individuel og kollektiv identitetsdannelse.

Studiet af litteraturen og det hellige er således et vægtigt bidrag til afklaring af, hvordan vi tænker og omgås det hellige. En lang række fælles problemer står i den forbindelse til diskussion, hvilket er et godt grundlag for en kreativ og frugtbar udveksling af ideer og tanker mellem religionsforskere, teologer og litterater. Den foreliggende samling af artikler er et bidrag til denne diskussion om litteraturen og det hellige. Den prætenderer på ingen måde at dække alle relevante aspekter af dette centrale emne, men udkaster en første skitse til en mulig systematisering af et temmelig sammensat og endnu lidet opdyrket forskningsfelt. Bogens 27 artikler er opdelt i fem grupper, selv om de enkelte artikler ofte berører flere af følgende hovedtemaer: