Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 11

De følgende overvejelser er blevet til gennem et tværfagligt arbejde, men er og bliver et udtryk for en eksegets måde at arbejde med Det Gamle Testamentes tekster.¹ Udgangspunktet er således en konkret tekstsamling, der allerede længe har haft status af Hellig Tekst ikke blot i jødedommen, men også i kristendommen. I stedet for at forsøge at definere, hvad udtrykket Hellig Tekst kan betyde og derefter udlede, hvad det konkret får af konsekvenser, vil jeg i det følgende gå den modsatte vej. Ud fra en foreliggende Hellig Tekst vil jeg forsøge at udlede, hvad der er karakteristisk for denne tekst, og på den måde bidrage til den generelle diskussion af fænomenet Hellig Tekst.

Det første karakteristiske træk, som skal nævnes, er, at Det Gamle Testamente består af mange forskellige skrifter. Der er ikke tale om én tekst, men om en flerhed af tekster, der tilsammen betragtes som Hellig Tekst. Denne konstatering gør det sandsynligt, at prædikatet Hellig Tekst ikke forudsætter, at en sådan tekst er enkel og entydig. Det andet, jeg vil pege på er, at der i Det Gamle Testamente findes en række tekster, som hævdes at gengive ord talt af Israels gud, Jahve. Dette kunne tyde på, at »afsenderen« kunne være et af kriterierne for, hvorvidt en tekst kan kvalificeres som Hellig Tekst. Som det tredje skal det fremhæves, at de jødiske menigheder har anvendt denne tekstsamling i deres religiøse liv, dels i forbindelse med liturgien dels privat. Også brugen af teksterne og tilstedeværelsen af institutioner, som har anerkendt teksten til denne brug, må tages med, når man nærmere skal angive, hvad der kan tænkes at bidrage til, at en tekst får status som Hellig Tekst. Det Gamle Testamente er således en samling af mange tekster, hvis tilblivelse forbindes med Israels Gud, og som af en bestemt gruppe personer bruges og anerkendes som Hellig Tekst.

To af de kriterier, der efter min mening kan bruges, når man skal beskrive, hvad en Hellig Tekst er, er således forbundet med henholdsvis »afsenderen« og »modtageren«. Sagt lidt firkantet kunne man formulere det således: Hellig Tekst er tale, der har en guddommelig afsender, og hvis modtagere anerkender og bruger teksten som hellig. Påstanden om, at »afsenderen« i en eller anden forstand er Gud selv, kræver dog en uddybning, idet der er flere forskellige måder at formulere afsenderrelationen på. Inden for den kristne tradition vil visse grupper understrege det guddommelige i en sådan grad, at den menneskelige formidler af de guddommelige ord reduceres til et redskab. Et sådant bibelsyn kan minde om de gamle billeder af evangelisterne, der sidder og skriver evangelierne, mens en engel dikterer, hvad der skal stå. Andre vil tale om, at forfatterne er under en vis form for inspiration. Denne opfattelse bygger på en tolkning af Andet Timotheusbrev 3,16-17, hvor det hedder: »Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed, så at det menneske, som hører Gud til, kan blive fuldvoksent, udrustet til al god gerning.«

At Gud selv er en form for afsender kan forstås forskelligt. I denne sammenhæng skal blot yderligere nævnes den opfattelse, der er blevet præsenteret af den amerikanske religionsfilosof Nicholas Wolterstorff, der i sin bog, Divine discourse. Philosophical reflections on the claim that God speaks, hævder, at Bibelen som Hellig Tekst først og fremmest må opfattes som en henvendelse fra Gud selv. Det betyder ikke, at Gud har skrevet Bibelen, men at Bibelens ord er talt på Guds vegne af de dertil befuldmægtigede profeter eller evangelister. Bibelen er derfor »divinely appropriated human discourse« (53).

Mens nogle vil fastholde en form for guddommelig »afsender«, vil andre pege på institutionens beslutning om, at netop disse tekster skal være Hellig Tekst, som det afgørende. At en tekst er blevet Hellig Tekst begrundes med forekomsten af en institution, der har taget en beslutning om, at et bestemt antal tekster skal have denne særlige status, hvoraf følger, at andre tekster fra samme kultur netop ikke er Hellig Tekst.

At en Hellig Tekst bl.a. kan karakteriseres ved at have en »guddommelig afsender« støder umiddelbart på den vanskelighed, at det jo ikke er al tale i Det Gamle Testamente, der tilskrives Israels Gud. Så endnu et karakteristikum ved Det Gamle Testamente som Hellig Tekst må medtages, nemlig de mange interne henvisninger, der får som konsekvens, at også udsagn, der ikke er markeret som guddommelige, bliver en del af netværket af hellige tekster. Sammenfattende kan vi derfor sige, at skal vi karakterisere Det Gamle Testamente som Hellig Tekst, så skal såvel »afsenderens« som »modtagernes« rolle medtænkes.

Videre skal det understreges, at de gammeltestamentlige tekster har vist sig egnede til at blive læst og tolket igen og igen. Hvor man måske ville forvente, at en tekst for at få prædikatet Hellig Tekst skulle være entydig, så der ikke kunne opstå tvivl om betydningen af de »guddommelige« ord, viser det sig, at det modsatte faktisk gør sig gældende.² Dels finder vi i disse tekster et væld af interne henvisninger (intertekster), som er med til at åbne for forskellige tolkninger, dels er der ofte tale om et meget billedrigt sprog, der muliggør reinterpretation under nye forhold. Det er således ikke kun spørgsmålet om »afsender« og »modtager«, men også kvaliteter ved teksten som tekst, der er med til at bestemme dens egnethed som Hellig Tekst.

At det ifølge Det Gamle Testamente er Gud selv, der taler gennem sine profeter, har ikke hindret nytolkning. Og det er min påstand, at denne åbenhed for nytolkning ikke kun har skabt vanskeligheder for de institutioner, der har haft Det Gamle Testamente som Hellig Tekst, men også har sikret dem overlevelsen. For uden den fleksibilitet, muligheden for nytolkning skaber, ville religionen være stivnet og med tiden have mistet sin betydning. Fleksibiliteten kommer, som nævnt, dels af de forskellige intertekstualiteter, den enkelte tekst kan læses i, dels af det billedrige sprog, men i forlængelse heraf skal det påpeges, at man inden for bibelfortolkningen, såvel den professionelle som den private, har anvendt metoder, der har givet mulighed for at »metaforisere« ikke-metaforiske udsagn gennem allegorisk eller typologisk læsning.

At det hører med til karakteristikken af Det Gamle Testamente som Hellig Tekst, at man kan postulere en guddommelig afsender, har altså ikke medført, at der dermed gives autoritet til én bestemt tolkning af det bibelske budskab, og det betyder heller ikke, at én bestemt institution herefter har retten til at fremlægge en autoritativ udlægning. Nok kan man tale om Det Gamle Testamente som en autoritet; men samtalen om udlægningen afsluttes ikke. Reinterpretationen er, efter min mening, et grundlæggende vilkår for denne Hellige Tekst.

Hvis vi går ud fra Det Gamle Testamente eller Bibelen som helhed som eksempel på en Hellig Tekst og forsøger at bestemme, hvad der kan menes hermed, ville det være muligt at sige følgende: Bibelen har som karakteristisk træk, at det er en tekstsamling, der har en lang tilblivelseshistorie og en lang tolkningshistorie. Den fungerer som Hellig Tekst i bestemte grupper af tekstlæsere, der mener at finde udsagn af afgørende betydning for deres tilværelse i denne tekstsamling. Disse grupper anvender ofte udtrykket »Guds ord« om Bibelen, men ikke alle med samme betydning af udtrykket. Den enkleste opfattelse er knyttet til afsendermodellen, hvor Gud forstås som den talende, evt. inspirerende til tale, evt. blot den, der har sagt god for det af mennesker talte. Denne opfattelse kan bruges til at fastholde, at alene »afsenderen« har skabt meningen med teksterne, hvorfor enhver læsning må have som sit hovedformål at søge tilbage til den oprindelige afsender, der som den inspirerede modtager af Guds ord også er den, der bedst har givet udtryk for Guds tale. En historisk tilgang vil i et vist omfang (især hvis det kritiske aspekt nedtones) kunne forenes hermed.

Men andre opfattelser er mulige. Tekstens afsender kan være underordnet den institution, der forvalter det budskab, som er det centrale i teksterne. Gud kan så opfattes som den delvist skjulte, delvist åbenbare, og teksterne som de lerkar, hvori skatten er opbevaret. Men institutionen er nødvendig for at afdække/afsløre det budskab, der er med til at gøre teksterne til Hellig Tekst.

Vægten kan yderligere forskydes til den enkelte læser, der med sin egen tolkning af teksten beslutter sig for, hvori Guds ord består. Denne model kan ligeledes forbindes med en religiøs »overbygning«, idet Helligåndsteologien kan knyttes til læserpositionen (den enkelte, gruppen, institutionen). En bestemt tekst, evt. hele Bibelen, bliver i så fald først til Guds ord med Helligåndens bistand, dvs. når Helligånden træder til som talsmanden, der udlægger og forklarer.

Betydningsskabelsen og dermed den stadige reinterpretation, der er nødvendig for at give fællesskabet såvel stabilitet som mulighed for forandring, finder sted i en interaktion mellem læseren og teksten. Når denne proces lykkes, og læseren oplever, at den fortalte verden på overbevisende måde giver mening til hans eller hendes verden, er en af måderne at reagere på at acceptere teksten som Hellig Tekst. At man vælger at betragte teksten som Hellig Tekst og ikke blot som en god og nyttigt tekst (eller som det sker inden for litteraturvidenskaben som en klassiker, fordi den har kunnet skabe en sådan effekt over en meget lang tid) forudsætter, at termen Hellig Tekst i den pågældende læsergruppe er den term, der mest rammende dækker erfaringen af, at teksten er vedkommende. Med til læserreaktionerne hører derfor også anerkendelsen af, at den pågældende tekst adskiller sig afgørende fra andre gode tekster.

Denne særlige status opnår teksten dog ikke alene ud fra gruppens eller den enkelte læsers erfaring, men også ud fra den placering, teksten har i institutionens rituelle brug af Bibelen. At Bibelen ligger på alterbordet, at der læses fra Bibelen på det hellige sted og på det hellige tidspunkt af de dertil udpegede og retteligt ordinerede præster er med til at skabe den ramme, inden for hvilken begrebet Hellig Tekst giver mening. Det er derfor et spørgsmål, om oplæsning uden udlægning ikke også er et element i skabelsen af Hellig Tekst? Og om omvendt den stadige eksegetiske virksomhed er med til at nedbryde netop den form for autoritet, der skabes af den ikke-kommenterede oplæsning ved gudstjenesten? Formentlig er der tale om to aspekter, der begge er nødvendige, dels gentagelsen af den Hellige tekst på rette tid og sted, dels den vedvarende udlægning, der giver mulighed for, at den Hellige Tekst stadig kan forstås som aktuel og meningsfuld.

Sammenfattende må vi sige, at de tre sider, vi normalt beskæftiger os med, når vi arbejder som eksegeter: Afsenderen (dvs. forfatteren), modtageren (dvs. læseren og læserinstitutionerne) og teksten selv indgår som aspekter, når vi skal bestemme Det Gamle Testamente som Hellig Tekst.

Efter disse mere generelle overvejelser, går vi over til Davids Salmer, som et eksempel på Hellig Tekst.