Читать книгу Litteraturen og det hellige - Группа авторов - Страница 6

Ved liturgiske tekster menes almindeligvis de tekster, som indgår i en gudstjeneste eller religiøs kulthandling, herunder salme og prædiken. Ritualer er særlige handlinger, der typisk udspiller sig på et helligt sted (f.eks. kirken), i en hellig tid (f.eks. søndag) og under medvirken af en eller flere hellige, dvs. indviede personer (f.eks. præst). Over for disse offentlige handlinger står de private religiøse handlinger som andagt, f.eks. i form af husandagt eller personligt fromhedsliv, der ligeledes er knyttet til tekster af rituel karakter, f.eks. skriftligt fastlagte bønner, og kan udgøre et performativt andagtsprogram. Den religiøse handling tager grundlæggende sigte på etableringen af mødet med det hellige, men udviser en stor kompleksitet og variation i oplevet intensitet. Hovedhandlingens dramatiske forløb er narrativt organiseret, men tilknyttet en flerhed af betydningslag i kraft af arkitekturen i den samlede tekstur, der på en gang udtrykker og fortolker denne akt. Grundspørgsmålet er her, hvorledes tekster, der indgår i religiøse handlinger, er i stand til at formidle denne oplevelse af det helliges nærvær, herunder om tekster kan skabe et liturgisk eller andagtsfuldt rum omkring sig, når de anvendes, til formning og bekræftelse af deltagernes tro, identitet og fællesskab. Kategorien prædiken rejser på sin side særlige spørgsmål. En prædiken er den mest variable teksttype i gudstjenestens samlede tekstkorpus og fjernest i forhold til kultens hellige centrum. Man kan holde såkaldt »liturgisk gudstjeneste« uden prædiken; men kan man også holde prædiken uden gudstjeneste? Kan prædiken løsrive sig fra sin liturgiske forankring og antage karakter af litteratur? Hvad sker der, når en samling af prædikener, som er blevet holdt i en kirke, udgives og læses som opbyggelig andagtslitteratur? Kan man udgive fiktive prædikener, der flytter prædikestolen ud i litteraturens offentlige rum?