Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 10

Det skal understreges, at mange klasser med etniske minoritetselever, er mere velfungerende end 4.a/6.a. Men kan 4.a/6.a på Sønderskolen, der har ry for at være en umulig klasse, der er plaget af ballade og nogle svære børn, da fortælle os noget om andre danske skoleklasser med etniske minoritetsbørn? Hvad jeg vil vise er, at klassens dårlige ry for børnene selv og for skolens lærere hænger sammen med, at der er mange etniske minoritetsbørn i klassen, og dertil hovedsageligt henviser til de syv etniske minoritetsdrenge i klassen. Man skal heller ikke kende meget til debatten om ‘tosprogede drenge’ i den danske folkeskole for at lægge mærke til denne kategoris generelle association til ballade og problematiske elever. 4.a/6.a er derfor en særlig velegnet case for studiet af associationen mellem ‘tosprogede elever’ og problemer og ballade, og dens konsekvenser for de involverede børns skolegang og identitetsforståelser.

Men 4.a/6.a er også en velegnet case, fordi det er en klasse med en progressiv og idealistisk lærer, der med fuld opbakning fra forældre og skoleledelse ønsker at fremme – og tilsyneladende også har etableret – et tolerant forhold mellem etnisk danske børn og etniske minoritetsbørn og en undervisningsform, der skaber ro i klassen. Dermed giver 4.a/6.a mulighed for at undersøge, hvorfor børnene i en sådan klasse har ry for at være blandt skolens værste klasser, og hvorfor børnene her alligevel deler sig op i etniske og religiøse grupperinger og udtrykker de ovenfor beskrevne forståelser af disse grupper. Netop 4.a/6.a som case kan vise, at man ikke bare kan skyde skylden på fordomsfulde lærere eller heller ikke, som jeg vil vise, på de etniske minoritetsbørns hjem og opdragelse, men i stedet må se på de komplekse sociale dynamikker mellem børn og mellem børn og lærere i skoleinstitutionen.