Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 7

Etniske minoritetsbørns identitetsforståelser i den danske folkeskole udgør bogens generelle fokus. Og idet Merdzans klasse – 4.a/6.a – er den case, som jeg vil analysere, er det de etniske minoritetsbørns identitetsforståelser i denne klasse, der udgør bogens specifikke fokus. 4.a/6.a går som nævnt på Sønderskolen, som er en middelstor tosporet skole, der ligger i et af de oprindelige københavnske arbejderkvarterer. Skolen er valgt som en ‘ganske almindelig dansk folkeskole’ med en betragtelig andel etniske minoritetselever – ca. 40 %. Med ‘almindelig’ menes, at skolen har et elevoptag og en pædagogik, der ikke skiller sig væsentligt ud fra andre folkeskoler. Jeg beskriver skolen og dens lærere i nærmere detaljer i kapitel 2, men her vil jeg påpege, at skolens leder og de lærere, jeg har interviewet, generelt er positivt indstillet over for tilstedeværelsen af tosprogede elever på skolen. 4.a/6.a er en af skolens mindre klasser, med 21 elever i 4. kl. og kun 18 elever i 6. kl., efter 4 børn er gået ud og en enkelt kommet til. Samtidigt er den blandt de af skolens klasser, som har flest etniske minoritetsbørn. I 4. kl. går der 12 etniske minoritetsbørn og 8 etnisk danske børn i klassen, samt en dreng med en etnisk dansk mor og en etnisk tyrkisk far, og i 6. kl. er der 13 etniske minoritetsbørn i forhold til 5 etnisk danske børn. Men dertil har klassen, som en af dens lærere, Preben, beskriver her, ry for at være en umulig klasse og en af skolens værste klasser:

Nå, du er i dén umulige klasse. Det er den værste klasse på skolen. Der er nok at undersøge – de er umulige hele bundtet! Dem kan du møde foran salen, når jeg har smidt dem ud fra idræt. De kan ikke finde ud af at opføre sig ordentligt, de er ikke opdragede.

(Preben, lærer i 4.a/6.a)

Blandt lærere bliver klassen omtalt som svær, benhård, streng, fræk eller umulig at styre. Under et forældremøde, hvor børnene deltager, udtrykker en af klassens lærere, den i 4. kl. nye matematiklærer, Bent, den samme opfattelse af klassen:

Jeg må sige, jeg har fået kam til mit hår. Hvis bare børnene var sådan her til daglig [børnene sidder pænt og stille ved siden af deres forældre], så ville det være en svir. Drej det 180 grader, så ved I hvordan her er. 60 % af tiden går med at få ro og med disciplinære ting. Så kan I selv regne ud, hvor meget undervisning børnene får!

(Bent, lærer i 4.a/6.a)

Selvom 4.a/6.a’s klasselærer, Dorthe, ser langt mere nuanceret på klassen og påpeger flere positive ting ved eleverne, fortæller hun også, at folk, der har arbejdet med vanskelige børn, siger om flere af 4.a/6.a’s elever, at »det er de børn, vi har på observationshjemmene«. Hun kalder dem selv en »benhård børnegruppe«, hvoraf et stort flertal er »omsorgskrævende« og afhængige af hendes tilstedeværelse, uden hvilken »det går i opløsning for dem«. Klassen har haft et utal af matematiklærere; året før jeg kom, havde klassen 5 forskellige matematiklærere, og atter 3 matematiklærere og vikarer for disse var igennem klassen, fra jeg begyndte mit feltarbejde i midten af 4. kl., til jeg kom tilbage et år efter i starten af 6. kl. De fleste af disse lærere har endda sagt op på skolen, ligesom Bent, der er citeret ovenfor, gør det efter et år i klassen. Klassen er ligeledes berygtet blandt vikarer, hvoraf nogle nægter at have dem. Når noget er ødelagt, noget er stjålet, nogen er kede af det, eller en fodboldbane er blevet overtaget på uautoriseret vis, er det ofte »dem fra 4.a/6.a«. Eller der er i hvert fald en forventning om, at synderen er at finde i denne klasse. Når der lyder klager fra andre lærere, eller et barn står ved lærerværelsets dør, sur eller fortvivlet, og beklager sig, er det ofte »x fra 4.a«.

Klassens elever kender godt deres rygte. Emnet dukker tit og ofte op i samtaler i klassen og bliver beskrevet i de fleste af mine interviews med børnene. Her tager børnene klasseidentiteten på sig og taler om klassen som et ‘vi’: »Vi er helt umulige. Det er kun Dorthe, der kan styre os«, siger de tit, ofte med en vis stolthed i stemmen. Her er det Frederik, der fortæller:

Jeg tror nok, at alle siger … hvis der er vikar, én der skal ned i vores klasse … så når de kommer ned, og så når de kommer op igen på lærerværelset efter timen, så siger de: »Den her klasse vil vi aldrig have mere, for den har simpelthen været for fræk« og sådan. Og vi er altid sådan. Jeg ved ikke hvorfor, men hele klassen er bare altid sådan.

(Frederik 4. kl.)