Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 9

4.a er dog ikke kun kendt for at være umulig, men, som nævnt, også for at være en rimeligt velintegreret klasse, hvor etnisk danske og etniske minoritetsbørn kommer godt ud af det med hinanden. Dette tilskriver lærere og ledelse klasselæreren Dorthes integrationsarbejde med klassens etniske minoritetsbørn og etnisk danske børn; et arbejde der bl.a. er baseret på en principiel og moralsk, men tolerant indstilling til de religiøse og kulturelle forskelle, hun oplever mellem børnene. En del af det kodeks, Dorthe indprenter, er således også, at børnene skal være tolerante over for hinanden, ikke drille andre med, hvordan de ser ud, hvilken religion de har, hvad de gør og spiser, og i det hele taget ikke blande sig i, hvordan andre ønsker at leve deres liv.

De etnisk danske børn i 4.a/6.a udtrykker sig da heller ikke diskriminerende over for de etniske minoritetsbørn. Racist er et skældsord for alle i klassen. De etnisk danske børn udtrykker i interviews og under snak i klassen, at de synes, det er »spændende« at gå i en klasse med børn fra »forskellige lande«, de synes, »de lærer meget om muslimer«, og vil foretrække det for en klasse kun med danske elever. De etnisk danske børn siger ligeledes gerne, at det er »lige meget, hvilken religion man har«, udtrykker deres modstand mod nedsættende navne og udviser interesse for de muslimske børns religiøse traditioner og regler og de politiske emner, der optager dem. De etnisk danske piger og de etniske minoritetspiger leger sammen i skoletiden, og de og Frederik taler om deres liv og oplevelser.

Klassens andre to etnisk danske drenge og Deniz, der beskriver sig som »halv dansker, halv tyrker«, er meget gode venner med de etniske minoritetsdrenge. De hjælper hinanden ved ikke at sladre om ballade, tager skylden for hinanden over for lærere og forsvarer hinanden, hvis der er nogen, der er uvenner med andre børn. Hvor der således synes at være et godt forhold mellem etniske minoritetsbørn og etnisk danske børn i klassen, påpeger både børn og lærere, at pigerne og drengene ikke kan sammen – de strides og skændes, og drengene er »strenge« over for pigerne. På trods af dette og på trods af klassens ry for at være umulig at styre, er 4.a/6.a’s ry ikke desto mindre, at den er en klasse, der er nået langt i forhold til den ønskede integration, hjulpet godt på vej af forældres opbakning og en progressiv lærer, som det er lykkedes at skabe et tolerant miljø mellem etnisk danske og etniske minoritetsbørn.