Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 6

Enrico og Hamid spiller ‘Twister’ mod Casper og Rasmus i et frikvarter. Drengene står på en stor spilleplade af plastik og skal flytte hænderne og fødderne rundt mellem forskellige farvede felter, så de kommer til at stå i helt akavede stillinger. Hvis de vælter, er de ude af spillet. Merdzan kommer ind i klassen, hopper op på et bord og sætter sig til at se på, mens han dingler med benene: »Jah, det er araberne mod danskerne!« Jeg spørger ham, hvem han holder med: »Med perkerne selvfølgelig, de skal vinde over danskerne, de sorte skal vinde.« Merdzan afbryder sig selv, fordi Casper vælter: »Jaah, nu røg en dansker ud!«

(frikvarter i 6. kl.)

Denne bog handler om etniske minoritetsbørns identitetserfaringer og identitetsforståelser i folkeskolen. På baggrund af syv måneders feltarbejde blandt børn og deres lærere i en klasse på Sønderskolen, ser jeg på de identitetskonstruktioner, der finder sted i skolen, og dermed på, hvilken betydning skolen har for etniske minoritetsbørns forståelser af sig selv og for deres tilknytning til forskellige fællesskaber. Skolens betydning for etniske minoritetsbørn understreges af skolefolk og ikke mindst fra politisk side: Skolen er den centrale samfundsintegrerende institution, og alle børn, men især børn, der står uden for det danske fællesskab, må gennem den for at kunne indgå produktivt samt socialt og kulturelt integreret i det danske samfund.

Bogen her vil lægge en anden vinkel på skolens betydning for de etniske minoritetsbørn. Mit argument er, at disse børns erfaringer i skolen er af afgørende betydning for deres identitetskonstruktion; det vil sige for, hvorledes de forstår deres individuelle kendetegn, evner og potentialer, deres position i skolen og det danske samfund og deres tilhørsforhold til sociale kategorier og fællesskaber. Denne vinkel kan være med til at forklare, hvad nationale undersøgelser har påpeget, nemlig at etniske minoritetselever generelt klarer sig dårligere i den danske folkeskole end etnisk danske elever. Forklaringerne har stået i kø fra skolens og politikernes side: De etniske minoritetsbørn mangler danskkundskaber, når de starter i skolen, der er en kulturkløft mellem skolen og børnenes hjem, disse hjem bakker ikke op om børnenes skolegang eller kan ikke give deres børn den nødvendige støtte, og især drengene har ikke respekt for lærerne eller for skolens regler.

Jeg vil her argumentere for, at en vigtig del af forklaringen på etniske minoritetsbørns ringe skoleudbytte ligger i de identitetserfaringer, de gør sig under deres skolegang. Hvad jeg dertil vil vise, er, at disse identitetserfaringer spiller en central rolle for de etniske minoritetsbørns forhold til det danske samfund. Ser man på børnenes identitetserfaringer, kan man se, at skolen og skolegangen ikke altid tjener sit formål om at integrere og dygtiggøre de etniske minoritetsbørn, men at disse børns, men også deres etnisk danske klassekammeraters, erfaringer i skolen kan resultere i en række forståelser, som modarbejder disse gode intentioner.

Klassen 4.a/6.a i Sønderskolen kan netop vise dette.¹ Skønt 4.a/6.a bliver opfattet som en velintegreret klasse, er der blandt børnene en udbredt opfattelse af, at skolen er delt op i en gruppe af danskere og en gruppe, som børnene kalder indvandrere, udlændinge, perkere, arabere eller muslimer, og at disse to grupper står i en form for opposition til hinanden. Selvom opdelingen ikke altid er relevant, er den, som Merdzan viser i det indledende citat, en opdeling, som ofte bliver anvendt i børnenes sociale interaktioner. I situationen citeret ovenfor ser Merdzan således ikke bare Enrico, Hamid, Rasmus og Casper spille Twister, men nogle børn, han kategoriserer som danskere, arabere, perkere og sorte. Ligesom Merdzan bruger også de andre børn i 4.a/6.a dagligt forskellige kategorier til at betegne sig selv og hinanden, og dermed tilskriver de sig selv og andre identiteter. De tillægger dertil disse identiteter en række normative betydninger, som strider stik imod skolens ønske om at sikre tolerance og positiv selvudvikling hos børnene. Såvel klassens etniske minoritetsbørn som de etnisk danske børn taler således om, at udlændinge, muslimer, perkere, indvandrere eller arabere, og især drengene blandt disse, er dårlige elever, der laver ballade og er aggressive, men at danskere er dygtige elever, som opfører sig pænt. Spørgsmålet er, hvor børnene i 4.a/6.a har disse forståelser fra, og hvorfor etniske og religiøse identiteter får relevans og disse betydninger i skolen, men også hvorfor indvandrerdrenge eller muslimske drenge ender i kategorien dårlige elever og ballademagere – og kategoriseres som skolens umulige børn.

I bogen her vil jeg vise, at dette ikke blot kan forklares med de typiske henvisninger til fordomme, problematiske kulturmøder eller dårlig opdragelse. Klassens lærere bruger ikke etniske eller religiøse identitetskategorier over for børnene, og de har et stærkt ønske om ikke at markere etniske skel, men opdrage børnene til tolerance. Sønderskolen arbejder ud fra et ‘positivt kultursyn’, og ét af den danske folkeskoles grundprincipper er at udligne skel og behandle alle elever lige. Og sidst, men ikke mindst, kommer klassens etniske minoritetsbørn fra så forskellige hjem og fra så forskellige etniske baggrunde, at man ikke på nogen måde kan tale om, at de bliver opdraget på samme måde, eller at deres forældre har en fælles kultur eller tilgang til skolen. Igennem en analyse af skoleinstitutionen, af læreres praksis og forståelser og af børns erfaringer, strategier og relationer til hinanden og til lærere i skolen, vil denne bog vise, at man ikke blot kan placere skylden hos enten forældrene, børnene eller lærerne. Selvom børn kommer til skolen formet af deres tidligere erfaringer og sociale positioner i samfundet, må man også se på de sociale processer i skolen og se, at skolens »umulige børn« og dens ideal om »det ordentlige menneske« får bestemte køn, etniske og religiøse identiteter i et komplekst samspil mellem børn og lærere, der er irammesat af skoleinstitutionen og dens institutionelle logikker.