Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 18

Identitet spiller en væsentlig rolle for konstruktionen af kulturelle ligheder og forskelle generelt, men særligt i de fællesskaber, som ofte fremstiller sig som kulturelle fællesskaber, såsom etniske grupper eller nationer. Man kan sige, at en identitet, eller identifikationen med et fællesskab såvel som med en social kategori, fungerer som en krumtap, der initierer en række sociale dynamikker, der har konsekvenser for folks praksis og selvkonstruktion, og dermed for kulturkonstruktion. Således kan netop identifikationen med et fællesskab, f.eks. en etnisk gruppe eller en nation, og følelsen af fællesskab inden for dette, bidrage til konstruktionen af kulturelle ligheder internt i fællesskabet og af kulturelle forskelle i forhold til andre grupper, idet identifikationen kan føre til, at man vælger at engagere sig i dette fællesskab frem for andre og her får fælles erfaringer med folk af samme etnicitet/nationalitet. Som vi vil se, er det bl.a. denne rolle, identitet spiller for de etniske minoritetsbørns praksis og kulturelle former i skolen og for deres tilknytning til fællesskaber deri.

En fælles identitet henviser til en forståelse af at være af ‘samme slags’ i den større sociale kategorisering af mennesker. Når det således ofte er den etniske gruppe eller nationen – og ikke andre sociale distinktioner eller fællesskaber omkring andre sociale positioner, som den sociale verden er fuld af – der bliver det ‘forestillede fællesskab’, som er i fokus for disse fælles identiteter, er det bl.a. på grund af den etniske og nationale diskurs’ dominans. Diskurserne om etnicitet og nation har spillet en væsentlig rolle i konstruktionen af nationalstater og nationale grænser i det fysiske rum, men også i nedtoningen af de mangfoldige sociale fællesskaber, der har eksisteret og eksisterer på tværs af nationale og etniske grænser. Begge diskurser er baseret på en forståelse af fælles oprindelse, hvad enten den er af historisk, territoriel, kulturel eller fysisk art, og beskriver den etniske og nationale identitet og kulturelle særegenhed som nærmest nedarvet gennem slægten. Således bygger den nationale identitet på en ide om, at nationalitet er forudbestemt af jord og blod: af at være født et bestemt sted og ind i en bestemt slægt, der kan føres tilbage til denne oprindelse (Bauman 1992:684). I forhold hertil beskriver ideen om etnicitet, at den etniske gruppe deler kultur, og indebærer, at ens personligt indlejrede kulturelle former gælder for hele kollektivet, der præsenteres som et ‘folk’ med en fælles oprindelse. Dertil knytter ideen den etniske identitet til nogle fysiske markører, der ikke lader sig vælge, såsom hud- og hårfarve (Prieur 2002:11).

På grund af de biologiske og fysiske kriterier, bliver etnicitet og nationalitet ofte racialiserede identiteter – det vil sige identiteter, der bygger på en social konstruktion af fælles ‘race’ – som genkendes i udseende og i sprog, accent og adfærd.⁴ I sin etniske eller nationale form refererer en fælles identitet dermed ikke kun til en følelse af kulturelt fællesskab, men forstærkes af, at den kulturelle lighed kombineres med biologisk slægtskab og forbindes med et fysisk sted. Som Bauman påpeger, er nationalisme en af mange »wetalks«, som deler verden op i venner og fjender og giver den enkelte følelsen af »belonging«: at høre til blandt nogen, at være inkluderet, at være af samme slags (Bauman 1992:678, 698).

Såvel nationer og etniske grupper er dog bedst at forstå som »forestillede fællesskaber«, det vil sige fællesskaber, hvis medlemmer aldrig vil kende alle eller blot de fleste af de andre medlemmer, men ikke desto mindre vil have en forestilling om fællesskab (Anderson 1983:15). Således er etniske og nationale identiteter ofte baseret på repræsentation af fællesskab, omend skabt gennem konstruktionen af grænser omkring fællesskabet ved hjælp af markering af forskelle mellem dem, der tilhører fællesskabet, og dem, der ikke gør (Cohen 1985, Barth 1994:175, Amit-Talai 1995, Baumann 1996, 1999, Hall 1997a). De forskelle, der konstruerer den fælles identitet, skabes i grænsedragningen til ‘de andre’, ofte i dikotomier, der definerer gruppens kulturelle særegenhed. I tråd hermed definerer de etniske minoritetsbørn i 4.a/6.a kendetegnene ved deres etnicitet som modsætning til de kendetegn, de tilskriver danskere. Således gælder altså den samme udgrænsning gennem modsætning for konstruktionen af fælles identiteter, som jeg beskrev for konstruktionen af individuelle identiteter.

Det er vigtigt at se, at nationale, etniske og andre fælles identiteter dog ikke kun skabes på grænsen imellem dem, men er skabt i en dialektik mellem grænsedragning og kulturelt indhold. Identifikation med et fællesskab medfører nemlig ofte fysisk og social nærhed, og dermed en lighed, i form af fælles erfaringer, som igen skaber fælles kulturelle forståelser og praksisser. Disse fælles forståelser og praksisser bliver med tiden gerne rutiniseret, hvilket vil sige, at de bliver den måde, hvorpå man gør ting og altid har gjort ting. Det vil sige, at de bliver institutioner og får deres eget liv og en form for selvreproducerende kraft (Berger & Luckmann 1967). Og når kulturelle praksisser rutiniseres og institutionaliseres, såsom i sprog, sociale institutioner og traditioner, bliver de en del af de objektiverede strukturer, som danner grundlag for fællesskabets, såsom den etniske eller nationale gruppes, fælles erfaringer.

Dette viser os, at adskillelsen mellem kulturel form og kulturelt indhold er kunstig. På et niveau har grænsedragning karakter af repræsentation eller ‘form’. På et andet niveau får den – gennem de sociale dynamikker, den rutinisering og habituering, den sætter i gang – betydning for det kulturelle ‘indhold’, som medlemmer dels får fælles erfaringer med, dels identificerer sig med, identificeres med og bruger som grænsesymbolik. Hvad der lægges vægt på i denne konstruktion af kulturelt indhold, er dog ikke tilfældigt, men netop, som antropologen Frederik Barth påviste, ofte skabt i modsætningen til andre etniske grupper. I et fleretnisk samfund kan en etnisk gruppe ikke opretholde sin fordring på etnisk egenart og identitet som gruppe, hvis de ikke udviser forskelle i adfærd, altså i kulturelle former (Barth 1998:15-19, se også Cohen 1985). Derfor har ‘fælles identiteter’, som etniske eller nationale identiteter, tendens til at informere medlemmernes adfærd og derved igen skabe indtryk af og erfaring med kulturelle forskelle.

Man ser her en stærk centrifugal tendens, hvor en markeret forskel mellem grupper fører til modidentifikation og forstærkelse af kulturelle forskelle. Grænsedragning kan tilsvarende omvendt bringe centripetale bevægelser med sig, idet medlemmer i fællesskabet over tid rutiniserer og habituerer de kulturelle praksisser og forståelser, som symbolsk repræsenterer deres egenart. På denne måde virker kulturelle repræsentationer formative, og forestillingen om etnisk identitet virkeliggør sig selv. Som vi vil se i 4.a/6.a, kan identiteter som nationale og etniske identiteter derfor ses som ‘vi-identiteter’, der bygger på en ofte selvopfyldende forestilling om et fællesskab og dettes fælles og distinkte kultur. Her ser vi igen, hvordan identitet spiller en central rolle for den sociale konstruktion af virkeligheden og folks individuelle kulturelle forståelser og praksisser.