Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 22

Processerne omkring identitetskonstruktion, som jeg har gennemgået, angår både børn og voksne, men børns identiteter har også nogle særlige konstruktionsbetingelser, som jeg her vil diskutere.

Børns erfaringer er primært anderledes end voksnes, fordi disse erfaringer er blandt de første – altså ikke bygger videre på en stor, men en lille fond af tidligere erfaringer. Men også fordi de er bestemt af børns specifikke position i den generationelle og sociale orden, hvis betydning er konstrueret af forståelsen af, hvad de som børn har brug for, kan klare, skal lære, skal opleve og ikke opleve, har lov til og har godt af. Børn er først og fremmest en domineret gruppe, fordi de betragtes som skrøbelige, umodne og uciviliserede og derfor skal beskyttes/begrænses (Qvortrup & Christoffersen 1991:8, Gulløv 1998:7-8, James et al. 1998:38, Olwig & Gulløv 2003:2, Gilliam 2003:40). For at beskytte/begrænse dem er de placeret på særlige steder: i hjemmet, institutioner, legepladser og forskellige forlystelses- og lærerum. Disse er struktureret efter deres behov og kompetencer, som de forstås af de voksne, der har til opgave at passe på dem, opdrage dem, civilisere dem, drage omsorg for og forstå dem – deres forældre, voksne i familien og en række børneeksperter som pædagoger, lærere, psykologer, læger, sundhedsplejersker og børnekyndige forskere (jf. Foucaults »vidensproducenter«, Heede 2002:25, Olwig & Gulløv 2003:2, 10).

De fleste børn har i virkeligheden ret store berøringsflader med andre kulturelle verdener og ‘no-go-places’ for børn, f.eks. gennem fællesskaber med andre og større børn, gennem medier og sprækker i deres tilskrevne børnerum. Men det er ikke desto mindre et centralt vilkår for børn, at deres erfaringer er begrænsede, strukturerede og medierede af voksne og deres intentioner med børn, som James et al. udtrykker det: »Erected by a gerontocratic hegemony and policed by discipline, the boundaries are legitimized through ideologies of care, protection and privacy« (James et al. 1998:38). Man kan sige, at det også understøtter opfattelsen af børn som umodne og ufærdige, svage og skrøbelige, at man har indrettet samfundet sådan, at børns erfaringer bliver begrænsede, og at de er helt afhængige af de voksne for at lære og for at overleve. Forståelser af og postulater om børns karakter og børns behov er på den måde tautologiske og skabes i den gensidige konstruktion af mennesker og deres sociale verden. De kulturelle praksisser, diskurser og ritualer, der manifesterer og artikulerer forholdet mellem børn og voksne – såsom generationskategorier, normer omkring børns og voksnes interaktion, betydnings- og magttilskrivning af børn- og voksenkategorier – bidrager alle til en forståelse og kropslig indlejring, i barnet og den voksne, af den adfærd, kropslige holdning og diskursive praksis, som er passende for dem hver især. Herigennem skabes de dispositioner, som får barnet til at opføre sig ‘som et barn’ og på forskellig vis håndtere det imperativ, der ligger i den kulturelle børneopfattelse om at stræbe efter at være et passende barn og om progression og udvikling mod det voksne stadie. På samme måde kan det skabe den forventede respekt for de ældre hos barnet, at de voksne besidder viden og dermed den symbolske magt i relation til barnet. Børnene lærer hermed at opføre sig passende for deres position, genkender derfor deres børneidentitet som autentisk og reproducerer dermed dens forudsætninger.

En af intentionerne med begrænsningen af børns erfaringer synes at være, at de forbliver børn. I børneinstitutioners pædagogiske hensigter, i læreplaner, fagplaner i skolen og i de udbredte folkeforståelser af børn synes der at ligge en opfattelse af, at børns uskyldighed skal fastholdes og forlænges. Ligeledes skal de ikke erhverve kompetencer eller stilles over for krav, der ikke er ‘alderssvarende’, idet dette kan forkorte barndommen og skabe en usund – upassende – voksenhed i barnet. Børn skal dermed også opretholde deres børneidentitet, som bl.a. foreskriver at de er lærlinge, inkompetente og afhængige af de voksnes hjælp og viden. Og derfra skal de langsomt indlemmes i den voksne verden og kun gradvist udvikles til fuldgyldige deltagere i det voksne praksisfællesskab. Danske børneinstitutioner og læreplaner er da også organiseret derefter: Børn skal have viden i mindre doser, der passer til deres alder og forforståelse og til ideer om, hvilken viden det er relevant for dem at få.

Konsekvensen af disse forskellige struktureringer af børns position og identitet er, at børn internaliserer deres dominerede position således, at de forstår sig selv som manglende kompetencer og kapital, som underlegne og uvidende i forhold til voksne. De oplever, at der er ‘viden om virkeligheden’ at få, og at voksne som regel er kilderne dertil, at de er autoriteter på viden. Det gerontokratiske hegemoni, som den generationelle orden er organiseret efter, giver dermed de voksne symbolsk magt over børn – de voksne er virkelighedseksperter. Selvom man genfinder voksnes dominans i de fleste samfund, er det interessant at se, at børn i hvert fald historisk set ikke altid har været betragtet som inkompetente, uskyldige og skrøbelige, eller sågar som en særskilt kategori, men i vestlige samfund før industrialiseringen blev anset som små voksne fra de var 7-8 år, hvor hele verden lå dem åben (Ariès 1965).