Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 31

I folkeskolens formål ligger der et implicit ønske om at forme børnenes identitet i en dansk national retning. Som de refererede ordførertaler viser, ses skolen som en institution, der skal sikre den nationale selvforståelse. På samme måde ses det også i lovgivningen, at der ligger en implicit forventning om, at skolens elever skal forme deres danske identitet igennem skolen. Det beskrives først og fremmest i formålet for dansk under »Bekendtgørelsen for undervisning i folkeskolens fag nr. 571«: »Formålet med undervisningen i dansk er at fremme elevernes oplevelse af sproget som en kilde til udvikling af personlig og kulturel identitet, der bygger på æstetisk, etisk og historisk forståelse« (Undervisningsministeriet 2003a). Ligeledes finder man i ‘Faghæfte 1-Dansk’, at eleverne skal »opleve og forstå, at sproget, teksterne og de andre udtryksformer har betydning for den personlige, sociale og kulturelle identitet« (Fælles Mål 2003:10).

Selvom der ikke beskrives, hvilken personlig eller kulturel identitet der udvikles gennem undervisningen i dansk, ligger dette i »sproget« som »kilden til udviklingen«, som i sagens natur er det danske sprog. Det danske sprog fremstilles i diskurser omkring dansk nationalitet som selve pulsåren i den danske kultur og har, som vi vil se, tilsyneladende samme funktion i den danske skole: Det præsenteres som en kilde, hvorfra man synes at kunne tappe dansk identitet. Identitetens udvikling bygger altså endvidere på en »forståelse« – hvilket vil sige erkendelse af hvad der forstås som det objektivt givne – af det æstetiske, etiske og historiske grundlag for ens identitet, som formidles gennem danskundervisningen.

Det ligger således mellem linjerne, at det er en ‘dansk’ identitet, der forventes udviklet. Dette er ikke begrænset til danskundervisningen. I tekster fra musik, hjemkundskab, kristendom og natur/teknik reproduceres national identitet også gennem brug af en national diskurs (Milner 2003:147-148). Således har det da også lige fra den første folkeskolelov i 1814 været formålet med den danske skole at udbrede forestillingen om det nationale fællesskab og identifikationen med dette, ligesom nationalismen – om end siden anden verdenskrig en underforstået nationalisme – stadig ligger implicit i undervisningen og uddannelseslovgivningen (Gitz-Johansen 2006:32-33).

At den danske folkeskole har mere eller mindre implicitte nationalistiske træk, kan synes åbenbart i en tid, hvor disse ekspliciteres fra politisk side gennem fokus på, at folkeskolen skal være en dansk skole, som viderebringer den danske kulturarv i form af det danske sprog, den danske litteratur, den danske historie og det, der beskrives som de danske værdier. Det er interessant her, fordi det har vigtige konsekvenser for, hvilke identiteter skoleinstitutionen promoverer og gør relevante. På grund af skolens enhedskulturelle, nationale integrationsprojekt er den danske folkeskole i høj grad en kontekst, hvor nationale identiteter har relevans, hvor den danske nationalitet er dominerende, hvor et dansk fællesskab forventes og ønskes reproduceret, og hvor der sker en mere eller mindre implicit konstruktion og forhandling af denne danskhed og børns danske nationalitet.

På samme måde er der nationalitet og danskhed ‘på spil’ i hele det danske uddannelsesfelt, men folkeskolen synes særligt præget af dette, fordi den udgør det danske samfunds basisuddannelse. Det vil sige, at den hovedsageligt er optaget af den grundlæggende dannelse og den homogeniserende og integrerende del af kulturoverføring, i modsætning til den specialiserende og differentierende del, som varetages af ungdoms- og videreuddannelser. Nationalitet og samfundsmedlemskab er dermed en af de objektiverede positioner, der får vigtighed i den danske folkeskole, og dér, som vi vil se, får sine egne kontekstspecifikke betydninger.