Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 29

Etableringen af mere formaliseret uddannelse og deciderede statsinstitutioner som skoler, der på et givet tidspunkt i barnets liv bidrager til familiens og lokalsamfundets socialiserende funktion, kan fortolkes som udtryk for det bredere samfunds behov for at sikre reproduktionen af fællesskabet og en vis målrettet formning af sine samfundsborgere. Som påpeget af sociologen Emile Durkheim kan fællesskabet i ethvert samfund, og staten i statssamfund, således ikke risikere at blande sig uden om børns opdragelse. For at opretholde den sociale orden og samfundets kulturelle fundament er fællesskabet afhængigt af den nye generations reproduktion af de bestående strukturer og af samfundet som integreret fællesskab og må derfor engagere sig i dens opdragelse og uddannelse (Durkheim 1975:40, 49).

Denne forståelse af samfundets interesse i skolen synes at operere med et generaliseret ‘samfund’, som fremstår som en homogen enhed, der dels forudsætter en sjælden social konsensus, dels giver ‘samfundet’ en selvstændig agens og interesser, som ophøjer det til en form for omniaktør. Det er vigtigt at se, at enhver institution ville svinde hen, hvis den ikke videreførtes af individuelle aktører. Men det er dog også vigtigt som Durkheim at se fællesskabets potens, der netop kommer til udtryk i institutioner som skolen. Institutionaliseringens objektivering af en praksis er således et eksempel på, hvordan samfundet er mere end dets enkelte dele (Durkheim 1997). De enkelte aktører gør netop den fælles indsats, der er nødvendig for institutionens virke og opretholdelse, fordi institutionen producerer sin egen legitimitet, har fået sit eget liv og fungerer som en objektiv virkelig instans, der indkalder aktørerne til det, der opfattes som et legitimt projekt.

Det særlige ved en institution som skolen er dermed, at den ikke behøver at tjene bestemte aktørers formulerede interesser, men reproducerer og udbreder en interesse, der ligger indlejret i selve institutionen. Man kan sige, at ligesom ‘magten’, ifølge Foucault, ikke er til at personificere (Foucault 1972:156), er ‘interessen’ det ofte heller ikke, men findes og skabes i institutionaliseringen og dermed i den hegemoniske legitimisering af en bestemt praksis, der tjener nogen eller noget, såsom opretholdelsen af en bestemt social orden. Det er heri samfundet som omniaktør findes. Det er denne institutionaliseringsskabte omniaktør, som jeg henviser til med begreberne ‘samfundet’, ‘fællesskabet’ og ‘staten’, når jeg i det følgende omtaler disse, men også ‘skolen’ som en slags aktører. At ‘interessen’ i og værdien af uddannelse og socialisering tillige virker så dominerende, er dertil begrundet i, at den ligger i uddannelsesfeltets illusio og dermed i feltets symbolske kapital, den kulturelle kapital. Denne materialiseres i de rette kvalifikationer og eksamensbeviser samt indlejres i kroppen gennem den uddannede habitus og forhandles i feltets diskurser om dannelse og læring, om børn og barndom, om skolens formål og samfundets behov.

På trods af interne forskelle udfører forældre en del af den kulturelle reproduktion selv, men uddannelsesinstitutionen udgør et langt mere effektivt redskab til kulturoverføring, idet man her kan strukturere uddannelsen af mængder af børn i forhold til samfundets behov og ‘interesse’. Således er det uddannelsens opgave at virkeliggøre det ideal, som den førnævnte omniaktør –’samfundet’ – sætter for sine medlemmer, og her oftest det, der i ethvert samfund bliver opfattet som »den uddannede person« – det kultiverede menneske (Levinson og Holland 1996:2). Uddannelsen skal dertil sikre de forskelle og specialiseringer, som samfundets struktur og arbejdsdeling kræver. Derfor vil samfundets karakter afspejles i dets uddannelsessystem, og samfundsmæssige ændringer vil betyde relaterede ændringer i uddannelsesinstitutionerne og i de idealer, de sætter op for de enkelte mennesker (Durkheim 1975:40, Morrow & Torres 1995:49). Ikke desto mindre vil der, på trods af disse nærmest funktionelle relationer, på ethvert tidspunkt være en forhandling af den samfundsborger, skolen skal skabe. Parallelt med enigheden om uddannelsens nødvendighed og ønskværdigheden af social og kulturel reproduktion, vil der således altid være forskellige interesser i uddannelsens specifikke indhold og udformning hos uddannelsesfeltets mange aktører.