Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 21

Eksistensen af forskellige kulturelle verdener, hvor vi er positionerede på forskellig vis, viser, at vi ved at vælge at indgå i bestemte kontekster har et vist handlerum i forhold til vores position og de identiteter, vi tilskrives. På samme måde viser striden om kapital den mulighed, vi har for aktivt at påvirke andres forståelse af os og vores forståelse af os selv. Kulturelle former, som sprog og diskurser, har således ikke kun determinerende og formativ kraft, ligesom de ikke kun fungerer på et ubevidst niveau, men fungerer også på et bevidst niveau, hvor de kan bruges som redskaber til at forandre.

En stor del af menneskers praksis og valg er baseret på ikke-bevidste kropsligt indlejrede dispositioner for handling og dermed baseret på ureflekteret tro, rutiner, habituelle valg og strategier i forbindelse med deltagelse i feltets spil, hvilket betyder, at vi ofte ikke vil gribe disse muligheder for forandring (Bourdieu & Wacquant 1992:121, Codd 1990:141). Gennem implicitte erfaringer har børn f.eks. ofte lært, hvordan de skal opføre sig som piger og drenge, og de tager derfor sjældent bevidste valg, der kan føre til, at folks opfattelser af piger og drenge udfordres. Men når heterodoxien bryder doxa – som da de traditionelle kønsopfattelser blev udfordret af feminismen – får man gerne en bevidsthed om flere forståelser, handlemuligheder og kapitalforståelser, der kan give anledning til splittelse, fragmentering, improvisation og mere aktive valg. Dette giver viden om andre mulige liv, andre verdener og andre positioner at optage og en bevidsthed om mange diskurser, som repræsenterer virkeligheden forskelligt (Bourdieu & Wacquant 1992:101, 127, se eks. Appadurai 1991).

Bakhtin beskriver denne heterodoxi som ‘heteroglossia’, dvs. en eksistens af mange forskellige sociale sprog (hvad jeg har kaldt diskurser) og stemmer, som vi møder på et socialt plan og internaliserer til en indre tale (Bakhtin 1981:288-292, Holquist 1990:69). Disse sprog og stemmer forbindes ofte med de konkrete personer, som anvender dem, og internaliseres som stemmer i ens indre tale, som man forsøger at orkestrere og anvende i ens ‘selvforfattelse’. Dette kan vise os, at når en identitet, man tilskrives af andre, får betydning for ens identitetsforståelse, er det ikke kun et spørgsmål om accept eller internalisering af andres definition. Der er ikke nogen faxproces fra andres kategorisering til selvidentifikation, men en aktiv dialog med andre allerede etablerede stemmer i den indre tale. Disse stemmer er en del af vores internaliserede erfaringer, vores ‘historie i personen’, og lyder mere eller mindre overbevisende for os. Det viser, hvordan personens identitet er begrænset af de autoritative stemmer, han er underlagt, der f.eks. fortæller ham, hvilken slags elev han er i skolen. Men identiteten er foranderlig på grund af muligheden for at orkestrere disse stemmer i forhold til andre stemmer, som beskriver én anderledes, og som man bruger til at forfatte sig selv for sig selv (Holquist 1990:28, Holland et al.1998:182).

Dette er en af de måder, hvor kulturelle former – såsom internaliserede stemmer, kategorier, symboler, diskurser, praksisser og produkter – ikke kun virker determinerende, men også kan bruges til at forhandle kapital, ændre sin position og i en vis forstand frigøre sig fra det habituelle (Vygotsky 1978:57, Holland et al. 1998:35, 62-64). Ved hjælp af de kulturelle ressourcer kan folk udfordre veletablerede forståelser og plante små eller store ændringer, der forplanter sig igennem den gensidige konstruktion af subjektive og objektive strukturer. Hvis man er usikker, kan man genkalde sig en vens stemme i den indre dialog og finde hjælp i hans anerkendelse. Som vi vil se de etniske minoritetsbørn i 4.a/6.a gøre, kan man søge andre kulturelle verdener eller blot vække repræsentationen af en anden kulturel verden til live, hvor man er bedre positioneret, og dermed styrke sin selvforståelse. Man kan forsøge at indtage en ønsket position ved at udføre de handlinger og anvende de rekvisitter, der tilskrives en sådan position.

Folk kan ligeledes styrke deres fælles identiteter ved at anvende kulturelle former som diskurser og narrativer, der beskriver deres fællesskab positivt eller udtrykker deres modstand mod undertrykkende positionering. Det ser man ofte, når minoritetsgrupperinger, som katalanere i Spanien, samer i Norge eller kurdere i Irak, samles om deres etniske identitet og positive fremstillinger af denne. Folk laver også aktivt identitetsarbejde ved hjælp af rekvisitter som beklædning, materielle produkter, talemåder og adfærdsformer (Goffman 1990). Sådanne rekvisitter markerer på en gang ens selvforståelse og distinktion til andre. De er kulturelle ressourcer, der fungerer som redskaber for folks identitetskonstruktion. Folk agerer, klæder sig og stiliserer sig, narrativiserer deres livshistorie, taler i bestemte diskurser og med bestemte accenter for at påvirke deres positionering i felter og ikke mindst deres selvforståelse.

En sådan selvpræsentation er en del af indsatsen i spillet om feltets symbolske kapital og om værdisættelsen af positioners forskellige symbolske værdi. I denne dramatisering af sig selv finder man det agentive element i identitetskonstruktion, hvor man ‘gør’ og performer’ en identitet og her bevidst eller ubevidst trækker på kulturelle ressourcer for sin praksis og selvpræsentation. Gennem denne performance kan man få adgang til praksisfællesskaber og kulturelle verdener, hvor ens identitet og selv kan formes gennem deltagelse i praksis. Det er dette, vi vil se ske, når de etniske minoritetsdrenge bliver en del af et fællesskab omkring det at være muslimsk indvandrerdreng i klassen. Ved hjælp af medierende redskaber, der påvirker os selv og de folk, man interagerer med mentalt og følelsesmæssigt, kan man således udføre en form for agens i forhold til sin konstruktion af identitet.