Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 11

Idet min interesse er forholdet mellem børn og institution, og hvorledes disse to påvirker hinanden, placerer studiet sig mellem forskningsfelterne børneantropologi og uddannelsesantropologi. I tråd med nyere børneantropologi og -sociologi vil analysen fokusere på de sociale og kulturelle vilkår for børns liv og praksis, som sættes af samfundets strukturer og diskurser, såvel som hvordan børns praksis er med til at forme deres egne og andres liv og er med til at opretholde og ændre samfundets sociale og kulturelle strukturer (Hardman 1973, Jenks 1982, Corsaro 1985, 2005, Richards & Light 1986, La Fontaine 1986, Qvortrup 1987, Alanen 1988, Prout & James 1990). Grundantagelsen for dette studie er også en central børneantropologisk pointe: nemlig at børns praksis og forståelser skal forstås ud fra den kontekst, de indgår i, og undersøges i denne (Gulløv 1999, Gulløv & Højlund 2003). Skolen har en betydning for børns identitetsforståelser, og denne betydning skal studeres blandt børn i skolen.

Bogen er desuden et bidrag til uddannelsesantropologien og den pædagogiske antropologi, da skoleinstitutionen og børns konstruktion af identitet og muligheder for læring heri, er det centrale objekt for min analyse. I min diskussion af skoleinstitutionen trækker jeg også på uddannelsessociologiske studier, der kan vise, hvorledes skolen strukturerer børns sociale liv og selvforståelser. I tråd med det centrale fokus i en del nyere sociologisk og antropologisk uddannelsesforskning er det dertil min interesse at se på børns og unges deltagelse i og bidrag til den sociale og kulturelle produktion og reproduktion af skolen og dens sociale strukturer (Levinson & Holland 1996, Erickson 1996, Fordham & Ogbu 1986, Eckert 1989, Foley 1991, McDermott 1993, 1997, Levinson 1999).