Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 17

De sociale positioner og relaterede identiteter, jeg har beskrevet ovenfor, er ikke blot individuelle, men tager ofte form af kollektive positioner og identiteter. Folk, og også de etniske minoritetsbørn i 4.a/6.a, deler positioner i felter og oplever, at de deler deres identiteter med andre. Disse fællesidentiteter er baseret på identifikation med andre, med en kategori, en gruppe, et fællesskab, og på en følelse af at være af ‘samme slags’ som disse: at man deler noget, har samme position, oprindelse, baggrund, forståelser og praksisser, og altså hvad der forstås som de samme kulturelle former. Jeg vil her beskrive kultur og kulturelle former netop som et resultat af den gensidige konstruktion mellem personen og den sociale verden, han eller hun bebor, hvilket jeg har diskuteret ovenfor.

Kulturbegrebet har været igennem en vigtig dekonstruktion og er blandt andet blevet kritiseret for at være essentialistisk og statisk (se gennemgang i Gilliam 2006, og Clifford & Marcus 1986, Clifford 1988, Abu-Lughod 1991, Kuper 1999, Wikan 1999, 2002, Grillo 2003). Jeg vil dog holde fast i begrebet, fordi det i ét begreb kan indfange netop den gensidige konstruktion mellem de subjektive og de objektiverede strukturer – hvad Berger og Luckmann (1967) beskriver som »den sociale konstruktion af virkeligheden« – og vise den formative kraft, som erfaringer med symbolske systemer – kulturelle repræsentationer – kan have for konstruktionen af vores selv og for det, vi forstår som den objektive fysiske virkelighed (Bauman 1999). I forhold til forståelsen af identitet kan kulturbegrebet, som jeg vil komme tilbage til, vise, hvorledes symbolsystemer ikke kun determinerer forståelser af en selv og andre, men i form af narrativer, diskurser og andre symboler, også fungerer som ressourcer for aktiv og mere eller mindre bevidst reproduktion, nyproduktion og forandring af identiteter. Her er styrken ved kulturbegrebet én af dets dobbeltheder, nemlig at kulturelle former både virker determinerende og giver ressourcerne til agens: til at skabe og handle i verden.

‘Kultur’ eller rettere ‘kulturelle former’, såsom kulturelle forståelser, praksisser eller institutioner, beskriver det, der sker og skabes, når folk giver fænomener i deres sociale verdener specifikke betydninger og, igennem social praksis og interaktioner, dels giver disse fænomener en objektiv form, som transcenderer de enkelte individer i tid og rum, dels internaliserer disse betydninger til en subjektiv form. Som sådan eksisterer kulturelle former i to former, der står i en konstant udveksling: nemlig mellem mennesker og i mennesket, eller, som beskrevet ovenfor i Bourdieus termer, i en objektiveret – rutiniseret – social form og en subjektiv – habitueret – individuel form.

Når jeg anvender begrebet ‘kultur’, betyder det ikke, at jeg mener, at der eksisterer homogene ‘kulturer’, i form af fælles sprog, værdier, tankemåder og praksisser, som alle i en etnisk gruppe, i en nation eller i et samfund deler og er begrænset til. I forhold til denne traditionelle og udbredte forståelse af kultur kan relationen mellem felt, position og person give et vigtigt korrektiv. Hvad vi har set, er, at det afgørende for en persons indlejring – kropsliggørelse – af kulturelle former er hendes positionerede erfaringer – hvilke erfaringer hun gør sig fra sin specifikke position. Dette fokus på ‘positionerede erfaringer’ viser, at to menneskers kulturelle forståelser og praksisser aldrig vil være identiske, men kan samtidigt forklare, hvorfor de ofte synes ens. Tilgangen kan således på en gang fjerne forestillingen om, at folk af samme etnicitet eller nationalitet, såsom børnene af samme etnicitet i 4.a/6.a, automatisk har en fælles kultur, og forklare de kulturelle ligheder, der kan være imellem dem som et resultat af fælles positioner, erfaringer og inddragelse i illusio i de samme felter og fællesskaber.

Man kan således sige, at hvis folk deler kulturelle forståelser og praksisser inden for nationer og etniske grupper, er det, fordi deres tilknytning til etniske grupper eller liv inden for nationalstater betyder, at disse folk deler erfaringer. F.eks. kan man sige, at ‘danskere’ deler sprog og klassifikationssystem og i en vis grad har fælles erfaringer med sociale strukturer, symbolske og materielle objekter, med fælles love, institutioner og ritualer, og har været igennem de samme samfundsordinerede dannelses- og uddannelsesinstitutioner, såsom skolen.

Det skal dog samtidigt understreges, at den kulturelle homogenitet, som kommer heraf, kun eksisterer som et resultat af doxa og dermed af hegemoni. Det vil sige, at bestemte diskurser, virkelighedsversioner og praksisser får dominans f.eks. i institutioner, sprog og lovgivning, og igennem folks erfaringer med disse internaliseres, således at de og de dominerende kategoriseringsformer, kapital- og autoritetsforståelser tages for givet, fremstår gyldige og ikke udfordres af andre forståelser (Ortner 1984:149, Nader 1997:720-721, Wright 1998:9). I denne situation er kulturelle former, som egentligt er socialt og historisk konstruerede fra specifikke positioner, blevet en del af det, Bourdieu kalder »the universe of the undiscussed«. Det vil sige, at de ikke betragtes som noget, der kan være forskellige opfattelser af, men som den rene skære objektive virkelighed (Bourdieu 1977a:168). Fælles kulturelle former, som f.eks. forståelsen af ‘viden’ eller af ‘ordentlig opførsel’ i skolen, er således ofte resultat af dominans – af dominerende positioner og diskurser, der har autoritet til at definere virkeligheden, sandheden og normer for praksis.

Folk, der vokser op i samme land eller tilskriver sig samme etnicitet, behøver dog ikke at dele kulturelle former. Blot indenfor Danmark indtager folk forskellige socioøkonomiske positioner, og er forskelligt positioneret i forhold til den kapital, der er på spil i de felter, de deltager i, og får derfor forskellige erfaringer fra disse. Ydermere deltager folk, i langt de fleste højt differentierede samfund, i forskellige felter, som kun udgør dele af eller går på tværs af nationer og etniske grupper. Folks habitus formes forskelligt på tværs af disse forskellige felter – deres livsspor fører dem forskellige veje, til forskelligt arbejde, udlandsophold, fritidsinteresser – hvilket også betyder, at de bidrager forskelligt til verden. Således er der stor kulturel diversitet inden for de samfund, nationer og etniske grupper, man ellers fremstiller som kulturelle enheder, men også i det enkelte menneske, idet folk må være »multikulturelle« for at kunne klare sig i de mange forskellige kontekster, som de deltager i (Amit-Talai 1995:139).

Men erfaringen med andre felter, hvor helt andre kapitalformer og diskurser er dominerende, betyder også, at doxa på visse områder udfordres af ‘heterodoxi’, nemlig en bevidsthed om andre praksisser, opfattelser og kapitalforståelser (Bourdieu & Wacquant 1992:101, 127, Mahar et al. 1990:17). Dette kendetegner ikke mindst etniske minoritetsbørn, som på grund af deres liv i det danske samfund, i indvandrerfællesskaber i samme samfund og ophold i deres families oprindelsessamfund, ofte har erfaringer fra mange meget forskellige felter. I en tid med stadig mere komplekse globale og medietransmitterede forbindelser mellem livsverdener, f.eks. af materielle produkter, ideer og ideologier og en deraf følgende høj grad af deterritorialisering af kulturelle former, såsom forbrug, adfærdsformer og forståelser, er den heterodoxi, som også børn møder, tilmed mangfoldig og højlydt (Appadurai 1991). Dette betyder, at de, hvad jeg vil komme tilbage til, får andre muligheder for og redskaber til at handle aktivt i forhold til deres identitetskonstruktion.