Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 19

Skønt etniske og nationale identiteter ofte bliver forstået som de primære kulturelle identiteter, altså fælles identiteter, der refererer til en fælles kultur, konstrueres fælles kulturelle forståelser og praksisser oftere omkring andre positioner og andre fællesskaber. Betragter man kultur som konstrueret gennem positionerede erfaringer, kan man genkende mange identiteter som identiteter, der refererer til et fællesskab omkring fælles positioner og fælles erfaringer, der skaber kulturel lighed mellem folk. Det kan være identiteter baseret på sociale positioner som klasse, køn og alder eller omkring praksisser som arbejde, uddannelse, hobby. Som vi vil se, kan det være identiteter baseret på venskabsgrupper og familier, men det kan også være forskellige fællesskaber i skolen, fællesskaber omkring multietniske positioner eller omkring krydsninger af køn, etnicitet og religion som dem, jeg vil vise, at grupper af de etniske minoritetsbørn i 4.a/6.a deler.

Det afgørende for, hvorvidt disse fællesskaber er formative for fællesidentiteter, er, at de benævnes som sociale kategorier, at deres deltagere identificeres som ens af andre, men vigtigst af alt, at de udgør fællesskaber, der deler praksis og erfaringer. Disse praksis- og erfaringsfællesskaber kan vise os, at nogle af individets identiteter kan skabes i interaktioner og kontekster, som er mere specifikt defineret end feltet, og som ikke omfatter alle agenter i et felt. Et praksis- og erfaringsfællesskab er et fællesskab, der har formet sig omkring en bestemt sociokulturel praksis og den viden, den er afhængig af. Gennem deltagelse i fællesskabets praksis og erhvervelse af den relaterede viden, kan vi få en identitet som deltager i dette fællesskab (Lave & Wenger 2003). Disse implicitte og eksplicitte praksisfællesskaber findes overalt omkring os, i familien, i skolen og på arbejdspladsen.

Identitetskonstruktion initieres ofte med en position som perifer, men legitim deltager i et fællesskab. Fra denne deltagerposition engageres man i en centripetal proces: Igennem deltagelse lærer man fællesskabets praksis og erhverver dets viden, hvilket gør en til en stadig mere komplet deltager. Dette motiverer igen én til deltagelse og giver én en identitet som fuldgyldigt medlem af fællesskabet (Lave & Wenger 2003, Wenger 2003). Eksempelvis oplever en lærer ofte en sådan proces, fra hun starter på seminariet, til hun har arbejdet på en skole over en længere periode. I starten er hun en legitim deltager på seminariet, men identiteten som lærer føles nok lidt kunstig. Gradvist identificerer hun sig dog mere med denne identitet, i takt med at hun engagerer sig mere og mere i lærerfællesskabets praksis, får mere viden om og erfaring med lærerpraksissen og opnår andres anerkendelse af hendes identitet som ‘lærer’.

Det er disse mangeartede praksisfællesskaber omkring bestemte positioner og praksisser, såsom etniske minoritetsdrenges position i skolen, som bliver de erfaringsfællesskaber, der igennem transformerende læring – strukturering af habitus – skaber grundlag for fælles identiteter. Selvom sådanne fællesskaber ofte tager en implicit eller ikke-forestillet form, kan de gennem bevidsthed om fællesskabet omdannes til ‘forestillede fællesskaber’ (Dysthe 1999:62-63). Hermed bliver de selvbevidste fællesskaber, som danner grundlag for identifikation, grænsedragning over for andre grupper og produktion af særegne kulturelle former – og giver folk, hvad Bauman kalder, »the sweet nectar of belonging« (Bauman 1992:699).