Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 16

Mennesket indgår altså i et vist reproducerende forhold til sin sociale verden, men også til sig selv. Relationen mellem felt og person viser os, at selvom identitet ikke refererer til nogen indefrakommende statisk essens i personen på tværs af kontekster, refererer en del af identiteten til en internalisering og habituering af ens sociale position, som er sedimenteret over tid. Ofte vil vores identitetsforståelse derfor være med til at reproducere vores sociale position. Idet positionen stemmer overens med vores selvforståelse, og den derfor synes naturlig, udfordrer vi den ikke, men handler i overensstemmelse med den. Således kan vi selv opleve, at vores identitet som f.eks. ‘barn’, ‘voksen’, ‘dansker’, ‘kvinde’, ‘mand’, ‘middelklasse’ refererer til en essens, eller vi kan i hvert fald genkende os selv i identiteten, fordi vi over tid har erhvervet de kendetegn, de egenskaber, den kropsførelse, de relationer til andre, der hører til den position, som identiteten refererer til.

Men vores forståelse af vores selv, af vores kendetegn og position i forhold til andre og den anerkendte kapital, er også en del af det, der internaliseres gennem erfaringer med de felter, vi handler i, således at vores identitetsforståelser integreres som en del af habitus. At vores habitus er konstrueret på tværs af flere felter, udfordrer ofte ikke oplevelsen af en essentiel identitet, fordi felternes interne forbindelse betyder, at vores position som ‘barn’, ‘voksen’, ‘dansker’, ‘kvinde’ eller ‘mand’ ofte tilskrives parallelle betydninger i disse. F.eks. opfattes børn på tværs af felter som uerfarne, behovsorienterede og omsorgskrævende aktører. En sådan kontinuitet mellem felter styrkes blot af, at vi ofte selv, støttet af den udbredte psykologiske model af identitet som essens, forsøger at skabe en kontinuitet i vores selvforståelse igennem livshistorier og andet aktivt selvarbejde (Erikson 1980, Bourdieu 2000).

Relationen mellem felt og selvet viser os dertil, at identiteter refererer til en nær relation mellem person, position og felt og dermed feltets spil og logik. Når man identificerer sig med en identitet, såsom en ‘dansk pige i 4. kl.’, tilskriver man sig ikke blot en neutral kategori, men en relativ position i feltet, her uddannelsesfeltet. På samme måde positionerer andre en person i feltet, når de tilskriver ham en identitet, såsom ‘tosproget elev’, og angiver dermed for ham og andre, hvordan han er placeret i striden om kulturel kapital og i forhold til andre. En del af denne betydningstilskrivning ligger i sprogets kategorier og i det, man i diskursteoretiske termer kalder diskursive ‘subjektpositioner’. Sprog og diskurser præsenterer folk for forskellige sociale kategorier og dermed navngivne positioner, som subjektet kan optage. F.eks. beskrives de børn, jeg har fulgt i 4.a/6.a, med kategorier som ‘indvandrere’, ‘udlændinge’, ‘tosprogede’ og ‘perkere’. Disse kategorier er en del af de kulturelle former, de ydre strukturer, som børnene internaliserer til det subjektive plan, og som bliver en del af de mentale kategorier, de tænker med, kategoriserer sig selv og andre med og handler i forhold til. Internaliseringen betyder, at disse kategorier synes naturlige, legitime og selvfølgelige, når børnene møder dem i sproget og i samtaler. Samtidigt er de med til at konstruere deres handlinger, krop og sind, således at de ofte vil genkende sig selv i kategorien og dermed acceptere den identitet, andre tilskriver dem.

Igennem denne proces erkender man ofte ikke den magt, der ligger i identitetstilskrivelsen. Netop individets doxiske erfaring af, at sprogets kategorier og den diskursive beskrivelse af positioner passer med ens egne kategoriseringsprincipper og med den virkelighed, man erfarer i sig selv og i mødet med andre, betyder, at man naturaliserer den vilkårlighed og magt, ethvert felt bygger på. Doxa, dvs. overensstemmelsen mellem den ydre og ens indre verden, er således bedst at forstå som den dominerendes synspunkt og kategoriseringsform, der repræsenterer sig selv som universelt gældende, men strukturerer den ydre og indre verden gennem en dialektisk proces (Bourdieu 2001:57). På denne måde er magten internaliseret i den enkelte – ligegyldigt om man indtager en domineret eller en dominerende position – og konstruerer en som subjekt, fordi de diskurser, der fremstiller sig selv som ‘viden’ om subjektet, bestemmer, hvordan man forstår sig selv. I denne sin mest effektive form tager vidensmagt form af selvdisciplinering, fordi vi selv strukturerer og begrænser vores forståelse af os selv, vores behov, muligheder og relationer til andre på baggrund af den dermed magtfulde viden, vi bl.a. trækker fra de forskellige videnskaber, der fortæller os om sociale kategorier og om menneskets biologi, psykologi og sociale kapacitet (Foucault 1972:156, 1995:30).

Dog er der nogle personer, som f.eks. voksne i forhold til børn, eller etniske danskere i forhold til etniske minoriteter – der optager mere ‘kapitalstærke’ positioner og derigennem er placeret i mere privilegerede, dominerende positioner, der derfor får det, Bourdieu kalder ‘symbolsk kapital’. Det vil sige, at de får autoritet og legitimitet til at definere virkeligheden, til at sætte deres forståelser igennem som det normale og det universelle og til at repræsentere, kategorisere og navngive, bedømme sig selv og især andre som f.eks. ‘uvidende børn’ eller ‘utilpassede indvandrere’ (Bourdieu & Wacquant 1992:119, Mahar et al. 1990:13).

Symbolske systemer, i form af sprog, kategoriseringer og diskurser, som anvendes inden for felter, er således ikke blot instrumenter for viden, men er medskabere af virkeligheden og menneskers identiteter. De er dominansinstrumenter, som besidder konstituerende virkning (Bourdieu & Wacquant 1992:12, 47, Butler 1993:39; Youdell 2003:86). Dette gør de bl.a. ved at definere kendetegnene ved forskellige sociale kategorier, men ikke mindst ved at definere for os, hvad de udelukker. Idet identitet beskriver, hvem man er lig med, og dermed også, hvem man er forskellig fra, er både lighed og forskel centrale elementer i identitetsforståelser (Jenkins 2004:3-4). Identiteter skabes gennem opdelinger og kategoriseringer af det sociale rum, og gennem relationer og modsætninger til andre identiteter – til noget ‘andet’. Dvs. at dette ‘andet’ skubbes ud af identiteten og er med til at skabe den gennem sin definerende modsætning. F.eks. defineres det mandlige og kvindelige køn af det, der beskrives som deres interne modsætninger, ligesom deres karakteristika kun kan fremstilles som modsætninger ved den gensidige udelukkelse af, hvad de faktisk deler, som når kvinder tilskrives emotionalitet og svaghed, og mænd rationalitet og styrke (Rattansi & Phoenix 1997:127-128, Hall 1996:3).

Modsætningen tager dog oftest form af et magtskabt hierarki, hvor den ene pol – den første og umarkede, dvs. det, der beskrives som normaliteten (f.eks. den voksne, manden) – defineres ved at udelukke det, der udfordrer den og ikke ønskes inkluderet. Den anden pol – den anden og markerede, dvs. det afvigende (f.eks. barnet, kvinden) – reduceres til gengæld til at defineres af det hermed udelukkede (Derrida i Hall 1997b:235, Laclau 1997:126-128). Eksempelvis behandles den voksne identitet som normen, mens barneidentiteten, ‘barnlighed’ og børns hierarkisk lavere status defineres af alt det, der ikke ønskes i den voksne identitet – f.eks. uforstand, uerfarenhed, skrøbelighed, emotionalitet, egocentrisme og svaghed(de Castro 2004:470). Forskellen, der definerer identiteten, er ikke bare en neutral modsætning, men ofte en værdiladet opposition, der kan komme til udtryk i diskrimination eller andre artikulationer af første- og andethed – normalitet og afvigelse. Det viser os, at konstruktionen af identiteter aldrig er magtfri, men en proces, hvor magt i form af sprog og viden definerer, hvilke identiteter der er normale, dvs. får ‘førstehed’ og tilskrives privilegier, og konstruerer såvel dominerende som dominerede subjekter (Foucault 1972:156, 1980:93).

Når man vokser op og erfarer verden fra en position, der blandt andet er konstrueret omkring disse forståelser af modsætninger, er de erfaringer, der konstruerer ens habitus, i høj grad præget af de diskursive præsentationer af ens position, idet de internaliseres gennem sproget og påvirker, hvordan man mødes af folk og samfundsinstitutioner. Børnene i 4.a/6.a er gode eksempler på dette, da de allerede er formet af forskellige erfaringer omkring positioner, der defineres af deres interne modsætning, såsom ‘piger’ og ‘drenge’, og ‘danskere’ og ‘indvandrere’, men også mødes forskelligt i skoleinstitutionen qua deres forskellige køn og etnicitet.

Dette leder os til den anden proces, igennem hvilken symbolsystemer får konstituerende virkning, nemlig gennem andres kategoriseringer eller diskursive positioneringer af personen. Ifølge antropologen Richard Jenkins er kategoriseringen af en person eller gruppe ikke blot en neutral kategorisering, men en intervention i disses liv og verden. Andres eksterne kategorisering kan ikke blot påvirke vores interne identifikation, men også de forventninger, de har til os, og den måde, de opfører sig på over for os (Jenkins 1997: 53-54, 71-72). Det betyder ofte en selvforstærkende cirkelbevægelse mellem andres kategoriseringer og individets muligheder, handlinger og selvforståelser. Der initieres en social, materiel og psykologisk cirkeleffekt, der i sidste ende understøtter kategoriseringen, således at en tilskreven identitet bliver en »selvopfyldende profeti« (Merton 1957).

Som vi vil se i de følgende analyser, har en stigmatiserende diskurs f.eks. ofte en selvopfyldende karakter, fordi den gerne resulterer i, at de stigmatiserede personer, såsom de etniske minoritetsdrenge i 4.a/6.a, behandles i overensstemmelse med deres stigma som inkompetente og aggressive og dermed begrænses i deres muligheder og udvikling af de evner og den selvforståelse, som kunne ændre selv samme stigmatisering. På samme måde sætter privilegerede positioner ofte folk i positive privilegie-akkumulerende cirkler, fordi de gennem disse positioner f.eks. har tillært sig de anerkendte måder at tale og opføre sig på og dermed får lettere adgang til uddannelse, vellønnede jobs og sociale netværk og altså den anerkendte kapital.