Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 15

Denne gensidige konstruktion af identitet og person er altid afhængig af de forskellige kontekster, den foregår i. Den er dels afhængig af vores position i det sociale rum, dels af de forskellige mere kontekstspecifikke positioner, vi har i skiftende og midlertidige sammenhænge. De identiteter, der konstrueres i disse to forskellige slags kontekster, præger identitetsforståelser på forskellig måde.

Ser vi først på de mere varige sociale positioner, kan de belyses af sociologen Pierre Bourdieus praksisteori. Denne teori hævder, at det sociale rum udgøres af flere felter, som virker uafhængige af hinanden, men reelt er internt forbundne og relateret til strukturen i det større sociale rum (Bourdieu & Wacquant 1992:97, 105-106). Felter er ikke fysiske rum, men en slags sociale mikrokosmer, der består af en række sociale positioner, som konkrete folk indtager. I felterne er forskellige kapitalformer på spil, såsom økonomisk, social eller kulturel kapital. F.eks. er det i det økonomiske felt den økonomiske kapital, altså penge, spillet drejer sig om, hvor det i uddannelsesfeltet er den kulturelle kapital, i form af eksempelvis manerer, viden og akademiske kvalifikationer, der er den dominerende kapital.

Ethvert felt er et socialt magtfelt, hvor der foregår en strid om feltets anerkendte kapitalformer og definitionen af disse. F.eks. er der i uddannelsesfeltet en konstant bestræbelse på at erhverve kulturel kapital, i form af uddannelser, eksaminer, grader, kulturelle objekter såsom bøger og billeder, samt viden, fortrolighed med litteratur og musik, kultiverede måder at tale, skrive og føre sig på. Men der er samtidig en konstant forhandling af, hvad der anerkendes som de mest prestigiøse grader, objekter, adfærds- eller vidensformer (Bourdieu 1986:242, Broady 1998:6). Det er i høj grad denne strid eller dette spil – der blandt andet handler om identiteter – som motiverer deltagernes handlinger (Bourdieu 1987:10-11, Bourdieu & Wacquant 1992:101). Det vil sige, at deltagerne, uden at handle efter bestemte regler, har en fælles oplevelse af, hvad ‘det gælder om’, hvad der har værdi, og dermed f.eks. hvilken praksis, hvilke besiddelser, livsformer, positioner og dermed identiteter der er efterstræbelsesværdige. De deler den samme ‘illusio’, som Bourdieu kalder det, dvs. den samme kulturelle konstruktion af virkeligheden, og dermed deler de en stærk interesse og investering i feltets praksis og spil om kapital (Bourdieu 2001:76-77).

Alle deltagere har dog ikke de samme forudsætninger for at erhverve den anerkendte kapital. Feltet er en struktur af positioner med mere eller mindre økonomisk, social og kulturel kapital, og dermed af forskelligt distribueret magt. Deltagerne optager forskellige sociale positioner i feltet, som er defineret af deres relative besiddelse af de anerkendte kapitalformer. Det betyder, at man har forskellige muligheder for at opnå kapital og derigennem bestemme og forhandle definitionen af kapital samt bedømme andres kapital. F.eks. er ens sociale klasseposition af stor betydning for, hvorvidt man kan opnå kulturel kapital i uddannelsesfeltet, men også for, hvorvidt man kan sætte sin vurdering af andres kulturelle kapital igennem. Spillet om kapital føres først og fremmest gennem symbolske selvrepræsentationer: Forbrug af og smag i tøj, mad og indretning, sprogformer og måder at føre kroppen bruges symbolsk til at skabe ‘distinktioner’ – altså som en slags identitetsmarkører, til at markere grænser, forskelle og overlegenhed i forhold til andre positioner og fællesskaber (Bourdieu 2001:1-14, 2004).

Felter er da også de kontekster, hvor den mest grundlæggende konstruktion af personen og dennes identitet foregår. Feltets positioner er sociale positioner, som har en objektiveret karakter. Det betyder, at de er socialt og historisk konstrueret over tid, men er objektive i den forstand, at de eksisterer før, efter og uden for det enkelte individ, ofte refererer til materielle besiddelser og fysiske kendetegn og er virkelige i deres sociale konsekvenser (Bourdieu & Wacquant 1992:11, 97). I Bourdieus øjne er de sociale positioner oftest socioøkonomiske positioner, idet den økonomiske kapital er den grundlæggende kapitalform, som alle andre kapitalformer kan vises tilbage til og oftest også konverteres til (Bourdieu 1986:252, 2001:88). Også andre konstruktioner såsom køn, etnicitet og generationer er dog positioner, der har fået en objektiveret karakter over tid, dels fordi de genkendes i kropstegn og indlejres i krop og sind og derfra får en – konstrueret – karakter af essens (Reay 2004:436-437, Prieur 2002:5), dels fordi disse positioner kan tilskrives samme ‘grad’ af kapital på tværs af felter, således at personer af samme køn, etnicitet og alder, og bestemte krydsninger af disse – såsom unge etniske minoritetsdrenge – optager ens positioner i forskellige felter.

Det er gennem erfaringer fra en specifik position og dens placering i striden om kapital, at man bliver til som person. Igennem positionerede erfaringer med praksis i feltet internaliseres det sociale – de materielle, økonomiske, symbolske strukturer, såsom klassifikationssystemer og diskurser – og omdannes til subjektive strukturer, til det Bourdieu kalder »habitus«. Igennem disse erfaringer indlejres feltets mønstre, logik og fornuft – samt ens egen relative position i feltets strid om kapital – i krop og sind og konstruerer dermed en selv som person (Bourdieu 1977a:79, 2001:81, Mahar et al. 1990:140). Idet feltets mønstre og logik i stort omfang læres uden om bevidstheden gennem deltagelse i praksis og gennem sprogets kategorier, tager internaliseringen ofte form af en kropslig og mental indlejring, således at man snarere end at lære eksplicitte regler og forståelser, tillærer sig en form for praktisk sans for deltagelse i feltet og konstruerer en selvforståelse, som man mere eller mindre ubevidst handler efter. Et barn behøver således ikke at lære, hvilken adfærd der giver anerkendelse i skolen, som en eksplicit regel, men blot at internalisere en nærmest kropslig fornemmelse for dette.

Ikke desto mindre er habitus ikke mekanisk og determinerer ikke praksis, ligesom feltet ikke er uforanderligt, men ændres gennem folks handlinger. Habitus giver mere eller mindre implicitte dispositioner for, hvordan vi skal handle, hvilket betyder, at praksis ikke er forudbestemt, men altid er et spørgsmål om situationel improvisation og aktiv navigation i et felt, som ikke er statisk, men altid i bevægelse (Vigh 2006). Netop denne samtidige habituering af praksisser og aktive navigation vil vi se kendetegne de etniske minoritetsbørn i 4.a/6.a, som på en og samme gang handler i forhold til, hvilken adfærd de mere eller mindre ureflekteret har erfaret som fornuftig ud fra deres position i uddannelsesfeltet, og samtidig synes bevidste om, hvorledes de kan forbedre deres position i klasserummet.

Processen indebærer dog, at det enkelte menneske ofte vil opleve en overensstemmelse mellem den ydre verden og sine egne forståelser og mentale kategorier. Denne overensstemmelse, som Bourdieu kalder »doxa«, er det, der gør, at vi oplever verden selvfølgelig og naturlig, og som ofte bevirker, at folk igennem deres handlinger bidrager til at reproducere verden i den form, de erfarer (Bourdieu 1977a:164, 2001:56-57). Når vi f.eks. har erfaret, at verden er opdelt i børn og voksne, og at disse tilskrives forskellige karakteristika, bidrager vi gennem vores adfærd som enten børn eller voksne, og igennem vores adfærd over for andre, der opfattes som børn eller voksne, til opretholdelsen og reproduktionen af disse kategorier og deres karakteristika. Som en slags ‘historie i personen’ betyder habitus, at mennesket bærer sin egen historie, sit fællesskabs historie, men også feltets historisk konstruerede strukturer og logik med sig ind i nutiden, og habitus bliver derigennem et medium for historiens konstruktion af nutiden såvel som af fremtiden (Bourdieu 1977a:82, Codd 1990:140, Holland et al. 1998:128). Som vi vil se, kan det være med til at forklare, hvorfor etniske minoritetsdrenge selv bidrager til reproduktionen af deres stigmatiserede position i det danske samfund.