Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 39

Skolen kommunikerer dog ikke kun en forskel på børn og voksne, men også mellem børn. Foucault har vist, at arkitekturen i disciplineringsinstitutioner bidrager til at disciplinere massen af subjekter ved at opdele den fysisk og i kategorier. Konstruktionen af institutioner har til hensigt at muliggøre overvågning, men også at kategorisere massen og dermed individualisere dem som subjekter, analysere dem og tildele dem rang og kategori (Foucault 1980:141-146). Gennem de diskurser og de kategorier, der benyttes i skolekonteksten, objektiveres flokken af børn, og de tildeles subjektpositioner – hvad jeg her kalder kategorier – som beskriver deres identitet for dem selv og andre: De er lig nogle og adskiller sig fra andre med hensyn til kendetegn og status. I det omfang dette sker, foregår den stærkeste disciplinering: Vidensmagten når helt ind og former individernes sjæle og deres selvforståelser (se kapitel 1). Denne institutionslogiske disciplinerende kategorisering af børn er en af institutionaliseringens væsentligste konsekvenser for børns liv.

Disciplinering gennem tildeling af subjektpositioner, Foucaults vidensmagt, er dog ikke en magt, der anvendes bevidst, med strategiske mål af lærerne, men er en i institutionen indbygget differentierings- og sorteringslogik. Kategorisering synes uundgåelig, fordi opdeling af børnene er nødvendig, for at institutionens praksis – undervisningen – kan gennemføres, og kategoriseringens subjektivering af børn – den disciplinerende kategoritilskrivning, som opdelingen og kategoriseringen medfører – er et uundgåeligt biprodukt. Men institutionaliseringen af børn gør nogle identiteter helt centrale for disse, som næppe ville have været centrale identiteter i et skoleløst samfund.