Читать книгу De umulige born og det ordentlige menneske - Laura Gilliam - Страница 33

Selvom det er tydeligt, at skolen kommer bestemte grupper til gode, mener jeg, at skolen først og fremmest tjener statens interesse i et effektivt ordnet samfund, som et sådan så forstås ud fra givne kulturelle forudsætninger.⁷ Jeg anser dermed ikke skolen for at være en intentionel reproduktionsmaskine, men en institution, hvis formål og praksis betyder, at den har skabt sine egne logikker og dynamikker, der bidrager til etableringen af et kulturelt hegemoni, som giver de dominerende klasser deres legitime dominans og virker selvopretholdende. Som vi vil se i de følgende kapitler, er Bourdieu og Passerons nu aldrende studie relevant for denne analyse, fordi de formår at kaste lys på de forståelser, der stadig tages for givet i skolen, og de praksisser i skolen, som får betydning i det større sociale rum. Ikke desto mindre er det også relevant at se på den danske folkeskole med et blik for den rolle, klasseforskelle spiller for dens praksis og de identiteter, børn her tilskrives og erhverver. Som vi vil se, gives de sociale og økonomiske forskelle, der findes i Danmark, nemlig social og kulturel betydning af en klasseagtig karakter, således at klassetilhørsforhold faktisk får en rolle at spille i børns skolegang og identitetsforståelse i den ellers så lighedsorienterede danske folkeskole.

Blandt menigmand synes det ikke at være ‘comme il faut’ at tale om eksistensen af klasser i Danmark. Klassediskursen synes ude af takt med det postindustrielle og relativt lige danske samfund. På den anden side kan alle tilslutte sig ideen om middelklassen – den kender vi, og den kan vi acceptere som kategori, for den vil vi alle tilhøre. Denne afstandtagen fra klassebegrebet og omfavnelse af middelklassekategorien finder den amerikanske antropolog Sherry Ortner også hos amerikanerne (Ortner 1992:169). Men som Ortner gør rede for, betyder den manglende diskurs om ‘klasse’ ikke, at klasse ikke har kulturel relevans. I stedet kan fraværet af klassebegrebet i den hegemoniske amerikanske kultur forklares med den ideologi, der er omkring muligheder for social mobilitet, der lægger vægt på individets agens og dermed også de individuelle forklaringer på manglende mobilitet. Ikke desto mindre er klasseopdelinger helt centrale for det amerikanske samfundsliv, men udtrykkes blot gennem andre kategorier, der kan placere forklaringerne i individet, såsom etnicitet, race, køn og sexualitet (Ortner 1992:164-177, 1998:8-9).

Fraværet af klassebegrebet i det danske diskursive rum synes på sin side at være begrundet af den ideologi, der er omkring social lighed og kulturel homogenitet i Danmark. Man ved godt, at der er økonomiske og sociale forskelle i det danske samfund, men de opleves ikke som klasseforskelle, og man formoder ikke, at de skaber alvorlig antagonisme, diskrimination, arrogance eller egentlige kulturelle forskelle. Ikke desto mindre synes der at være bagvedliggende klassekategoriseringer, der, på trods af klassebegrebets manglende legitimitet som kategori, er af stor betydning i det danske samfund og spiller en central rolle i den danske folkeskole.

Det er vigtigt at slå fast, at jeg med klasse ikke blot mener inddelingen af en befolkning i økonomiske grupperinger eller et socialt hierarki baseret på rent objektive kriterier. I tråd med Bourdieus anvendelse af klassebegrebet, som igen er inspireret af Weber, bruger jeg ikke kun begrebet til at beskrive objektive økonomiske positioner, men også til at beskrive de grupper af agenter, som indtager ens positioner og dermed med stor sandsynlighed vil udvikle samme slags habitus og livsstil. Disse klasser defineres og konstrueres kulturelt igennem deres ofte modsætningsfyldte interne relationer (Bourdieu 1987). Således er der forskel på den objektive (teoretiske) klasse vurderet på objektive kriterier og den subjektive (konstruerede) klasse, som konstruerer sig selv omkring disse objektive kriterier og forskellige tilskrevne betydninger. Hvad angår de objektive klasser, inddeler sociologen Erik Jørgen Hansen det danske samfund i tre hovedklasser på baggrund af arbejdsstilling: Den særligt »privilegerede klasse«, »småborgerskabet« og »arbejderklassen« (Hansen 1995). Selvom disse kunne yderligere underinddeles, vil jeg ikke argumentere imod Hansens empiriske belæg for denne inddeling.⁸

Den objektive klasse behøver ikke at være sammenfaldende med eller overlappe en subjektiv klasse – en klasse for sig selv (jf. Marx refereret i Wilkes 1990:112-114): »What exists is a social space, a space of differences, in which classes exist in some sense in a state of virtuality, not as something given, but as something to be done« (Bourdieu 2001:12). Således er klassen som et fællesskab, man identificerer sig med, noget, der skal skabes, og som konstrueres og markeres symbolsk gennem de »distinktioner«, der blev beskrevet i kapitel 1: kendetegn, der associeres med og konstrueres som forskelle på forskellige positioner i det sociale rum, det være sig smag i mad og tøj, interesser, adfærdsformer og materielle objekter (Bourdieu 2001, 2004).

Her ses tydeligt parallellen til den kulturelle konstruktion, der sker omkring grænsen mellem og kontraidentifikationen mellem etniske grupper (se kapitel 1). Idet objektive klasser på samme tid objektiveres sprogligt som sociale grupperinger og har modsætningsfyldte relationer og intern strid om specifikke felters kapital, bliver de da også ofte grupperinger, man identificerer sig hhv. med og i modsætning til. Og da de dertil udgør grupper af folk med fælles livsvilkår, positioner og erfaringer, har de objektive klasser også potentialet til at udgøre subjektivt erfarede kulturelle fællesskaber – praksisog erfaringsfællesskaber – som reproduceres og forandres i relation til hinanden og kan dele en række kulturelle forståelser og praksisser (se kapitel 1).

Også i Danmark giver sociale og økonomiske forskelle folk tilhørsforhold til forskellige kulturelle grupperinger, som står i en konstant relation til og udveksling med hinanden. Som fraværet af klassediskursen også antyder, defineres klasserne netop ikke entydigt, og de er åbne for en vis forhandling, mobilitet og gensidig positionering. Men folk er habile til at aflæse andres livsstil, forbrugsmønstre, adfærdsformer, sprog, bopæl, erhverv og uddannelse og derigennem bestemme disses sociale position og de betydninger, som de er tildelt i den kulturelle konstruktion af det sociale rum. Folk anvender alle disse distinktionstegn til at kommunikere og navigere taktisk i forhold til den sociale, økonomiske og kulturelle kapital, som er på spil i de felter, de indgår i. Således er sociale og økonomiske positioner af central betydning i Danmark og måske de primære kulturelle grupperinger i den etnisk danske befolkning, der i øvrigt betragtes og præsenteres som en relativ homogen gruppe. Disse grupperinger behøver ikke at blive defineret som de objektive klasser. Folk har forskellige forståelser af, hvem der omfattes af hvilke klassebegreber, og bruger ofte termer, der i stedet refererer til forskellige grader af ressourcer eller kapital, såsom ‘de velbjærgede’ eller ‘de ressourcesvage’.

Her er det heller ikke tilfældigt, at middelklassen er så bredt defineret i Danmark, at den som subjektiv klasse indeholder alt fra, hvad man kan kalde ‘overklasse’, til den lavere middelklasse og de økonomisk velstillede arbejdere, som ud fra objektive kriterier er placeret i arbejderklassen. Og det er heller ikke underligt, at såvel lavere som højere klassekategorier undgås. At folk oftest anbringer sig selv i middelklassen, synes ikke blot at afspejle social velstand, men at middelklassekategorien har den kulturelle legitimitet og er blevet indbegrebet af de gode værdier og det gode liv. Således er stræben efter middelklasseidentiteten et udtryk for den almindelige opadstræben efter positioner med mere kapital og legitimitet.

Inden for denne bredt definerede middelklasse findes der dog sociale og kulturelle forskelle. Dels findes der flere forskellige grupperinger såsom højere og lavere middelklasse, dels tilskriver folk sig den subjektive middelklassekategori, selvom de ud fra objektive kriterier hører til andre klassepositioner. Her er det vigtigt at fastslå, at klasseposition ikke blot kan vælges gennem livsform, men netop er et spørgsmål om erhvervelsen af det, Bourdieu kalder en »klassehabitus«, igennem opvækst og livsspor (»trajectories«) omkring objektive positioner i det sociale rum. Man kan dog godt efterstræbe en klasseposition og en klassehabitus for sig selv og sine børn gennem den aktive styring af sine livsspor og brug af de kulturelle ressourcer, der associeres med positionen.

Den store tilstrømning til den subjektive middelklassekategori i Danmark er udtryk for den strid om kulturel kapital, der foregår i det sociale rum og i andre homologe felter, en strid som i bund og grund er baseret på et ønske om middelklassepositionen. Det understreger, hvordan klassepositionering ikke blot er årsagen til eller udfaldet af striden om kapital, men er en af de strategier, der bruges til at erhverve kapital, til at opnå en bedre position og en af de attråværdige identiteter. Dette er et eksempel på brug af kulturelle ressourcer i positions- og identitetsskabelse. Selvom klasse ikke kan vælges frit, kan man skabe mobilitet gennem tilegnelse af kulturel kapital og aktiv dannelse af habitus. Det er, jf. Bourdieu, en del af den »praktiske fornuft« at forme sig i middelklassens billede. Til dette anvender folk kulturelle ressourcer, såsom adfærdsformer, sprog og diskurser, som symbolske tegn i deres forsøg på at tilegne sig kulturel kapital og opnå autencitet omkring deres mobilitetsambitioner og identitetsbestræbelser.

Hvad man gerne ser, er, at den dominerende klasse synes at tage patent på de adfærds- og livsstilsformer, der generelt er positivt vurderede (Bourdieu 2004). Som tidligere pointeret bliver modsætninger mellem kategorier ofte skabt ved, at det uønskede udelukkes fra den umarkerede kategori, der kan kræve førstehed, og skubbes over i ‘den anden’ markerede kategori. Især den højere middelklasse er således ikke blot privilegeret ved at kunne definere sin livsstil og kulturelle former som legitime. Gennem sin symbolske kapital, sin definitionsmagt, har den højere middelklasse mulighed for at positionere sig selv positivt ved at associere sin egen position med det almindelige, det legitime, det ideale eller blot med det, der generelt anses for det positive, og markere folk med lavere social baggrund negativt ved at associere problematiske og belastede kulturelle former med ‘social ressourcesvaghed’.

Denne dikotomi fastholdes blot af det faktum, at en person af lavere klasse, der opfører sig ‘pænt’ – det vil sige i overensstemmelse med det, der præsenteres som middelklassenormer – straks bliver forstået som opadstræbende eller som havende en middelklasselivsstil. Altså styrkes middelklassens privilegerede position af, at adfærdsformer beskrives som klassespecifikke og definerer klassetilhørsforhold eller -ambitioner. Dette gør det umuligt at forklare, hvad der kom først – legitimeringen af en vis klassehabitus eller den privilegerede klasses legitime habituskonstruktion.