Читать книгу Sprogbrug og sprogfunktioner i to kontekster - Lene Herholdt - Страница 11

Når man i dag taler om sprogfunktioner, tænker mange på den russiske lingvist Roman Jakobson og de 6 sprogfunktioner som han opererede med: den emotive, den konative og den referentielle, den fatiske, den metasproglige og den poetiske sprogfunktion¹³. De 3 førstnævnte sprogfunktioner tager afsæt i 3 af de faktorer i en kommunikationssituation som har indflydelse på hvordan samtalen fungerer – den talende (afsender), den der tales til (modtager) og det der tales om (kontekst). Den emotive funktion er et udtryk for den der taler, den er altså ekspressiv. Den konative rettes mod den der hører for at påvirke denne, den er appellerende. Endelig er den referentielle informerende, den handler om det sagforhold som der tales om. En yderligere faktor er den kontakt der er mellem de samtalende parter (kontakt). Den kontakt påvirkes af den fatiske funktion som skal bekræfte den sociale samhørighed. De sidste to faktorer er den sproglige kode og meddelelsen som udtryk. Disse faktorer giver Roman Jakobson anledning til at udpege to funktioner, den metasproglige og den poetiske. Den metasproglige bruges når man taler om sproget som kode i et forsøg på at undersøge om afsender og modtager bruger koden på samme måde, eller i en dialog om hvordan koden bedst kan anvendes. Metasproget interesserer sig for om udtrykket er hensigtsmæssigt, korrekt, præcist… Den poetiske funktion retter iagttagelsen mod meddelelsen for meddelelsens skyld, for eksempel i en undersøgelse af hvordan rim, metrik eller stilelementer er brugt. Den poetiske funktion interesserer sig for selve udtrykket.

I sin doktordisputats Praxt. Pragmatisk tekstteori¹⁴ kritiserer professor Ole Togeby Jakobson for at bruge begrebet funktion på forskellige måder. Ifølge Togeby omtaler Jakobson begrebet som en funktion af en talehandling i andre tilfælde som en funktion af en kommmunikationshandling, og til tider ses det mere som en bestemt brug af sproget¹⁵. Jeg opfatter Jakobsons funktioner som betegnelser for funktionelt bestemte måder at bruge sprog på.

Uden at jeg i øvrigt skal komme nærmere ind på Togebys tekstteori, skal jeg kort trække et par vigtige elementer frem for at placere Jakobsons funktioner i forhold til disse.

Togeby argumenterer i doktordisputatsen¹⁶ for at der kun er 5 faktorer i kommunikationen og 5 dertil hørende funktioner. De 5 faktorer er afsender, sagforhold, modtager, tegnsystem og kanal. Faktorerne adskiller sig fra Jakobsons ved at kode og meddelelse er skiftet ud med én faktor, tegnsystemet, men er i øvrigt inspireret af Jakobsons model. Den afgørende forskel med hensyn til sprogfunktionerne er efter min opfattelse at Togeby definerer funktioner på et andet og mere overordnet niveau end Jakobson gør, ved at systematisere sammenhængen mellem faktorer og funktioner således at:

Enhver tekst har altid når den udsiges i en autentisk situation en række forskellige funktioner. Det er kernen i en pragmatisk tekstteori at teksten har en funktion der svarer til hver faktor i situationen, og at teksten for at gælde som tekst, på en gang tæller som udtryk for afsenderens hensigter og holdninger, som udsagn om de sagforhold der er tekstens emne, som meddelelse til modtageren af teksten, som kontakt mellem parterne og endelig som brug af tegnsystemet¹⁷.

Sætter man Jakobsons funktioner i forhold til Togebys – eksempelvis ud fra funktionen udsagn, redegøres der for de komponenter der indgår i den funktion der handler om de sagforhold der er tekstens emne. Det tydeliggøres hvordan det overhovedet kan lade sig gøre at denne funktion fungerer, sådan at man i en analyse kan have de nævnte komponenter som sit grundlag.

Men Jakobsons funktion – den referentielle funktion som også forholder sig til sagforholdet – kan i en analyse sige noget om en måde at forholde sig til sagforholdet på. Der kunne også være andre måder at forholde sig til sagforholdet på, og man kan således forestille sig flere af disse „underordnede sprogfunktioner“ under Togebys overordnede niveau. Togebys model giver anledning til at overveje at det kunne være hensigtsmæssigt at sætte Jakobsons funktioner ind i en ramme af de overordnede funktioner som indgår i enhver samtale.

Togeby udelader Jakobsons poetiske funktion i sin model. Han afviser ikke at den poetiske funktion er en funktion, men fastholder at den ikke er en funktion på linje med de andre¹⁸. Dette kunne ses som en støtte for det synspunkt at der kan være tale om sprogfunktioner på flere niveauer.

Både Jakobson og Togeby inddrager omgivelserne på den måde at de taler om sagforholdet, men omgivelserne optræder udelukkende i deres teorier på den måde at de er tekstens emne. I forlængelse af det sociokulturelle udgangspunkt for min undersøgelse som er beskrevet tidligere, vil jeg gerne inddrage en teori som arbejder med sprogfunktioner ud fra et mere kontekstuelt synspunkt. En sådan teori finder jeg hos Michael Halliday.