Читать книгу Sprogbrug og sprogfunktioner i to kontekster - Lene Herholdt - Страница 7

Når konteksten antages at have betydning for sprogbrugen, skyldes det i første omgang den russiske sprog- og litteraturforsker Michael Bakhtins og den australske lingvist Michael Hallidays teorier. Men i anden række er det væsentligt at afdække hvordan samspillet er mellem erkendelsen og de kontekster som antages at have betydning for sprogbrugen.

Bakhtin⁷ udviklede som tidligere omtalt en teori om sammenhængen mellem den sociokulturelle kontekst og de talegenrer der benyttes. Teorien tager udgangspunkt i hvordan det helt dagligdags sprog påvirkes i form, stil og indhold af den sociale og kulturelle sammenhæng det indgår i, fordi ordet eller ytringen⁸ i sin natur er dialogisk. Sproget vil derfor få en form som passer sig ind efter situationen, og det vil tage farve af den relation det indgår i. Bakhtin iagttager hvordan den samfundsform han lever under i 1920´ernes og 30´ernes Rusland, fremkalder bestemte talegenrer når den sættes i spil med bestemte samtaleparter med bestemte roller. Dette kunne indikere en form for automatik således at en bestemt kulturel og historisk sammenhæng automatisk udløser en helt bestemt genre, men det er kun en del af sandheden idet Bakhtins teori ikke kun betragter ordet som værende i dialog med sin tid og sit rum, men også med „fremmede ord“ som handler om det samme tema eller den samme situation. Det betyder at det der siges godt nok er situeret i tid og sted, men den samtale der føres, kan tage farve af „et ekko“ fra lignende situationer og temaer. Det er også værd at bemærke at samtalens deltagere og de roller disse har, påvirker den talegenre der opstår.

Bakhtin er således en inspirerende kilde som sætter fokus på sammenhængen mellem situation og sprogbrug, men imidlertid belyser han ikke systematisk hvordan samspillet med konteksten er. En mere systematisk og gennemarbejdet opfattelse af samspillet med konteksten kommer til udtryk i den systemteori som den tyske sociolog Niklas Luhmann fremsætter⁹.

Den erkendelsesteori Luhmann skaber, tager udgangspunkt i semiotikkens tegnlære, og de to hovedbegreber han arbejder med, er forskel og iagttagelse. Han går ud fra tegnets to sider, det betegnende og det betegnede, og siger at det netop er tegnet som gør det muligt at erkende noget som ikke i sig selv kan iagttages. Det som gør det muligt at iagttage, er forskellen, forskellen mellem det det ene og det andet tegn og forskellen mellem det betegnede og det betegnende i tegnet. Tegnet er en sondring. Begrebet forskel bliver således det som adskiller en inderside som kan iagttages, og en yderside som ikke kan iagttages, men er nødvendig for at indersiden kan „tage form“. Iagttagelsen kan kun foretages på indersiden – på det betegnendes side – fordi det er her iagttageren har anbragt sig. Det betyder samtidig at der altid vil være en yderside. Der er også altid en yderside til selve tegnet. Denne yderside er verden. Efter Luhmanns opfattelse udgør verden således en reference som omfatter „det muliges domæne“.

Han arbejder således også med et kontekstbegreb – det muliges domæne – som udgør omverden for den iagttagelse som iagttageren har valgt lige nu ved at markere en forskel eller man kunne sige ved at udvælge det udsnit som iagttages. Dette udsnit kalder Luhmann et funktionssystem. Inden for dette funktionssystem må man igen markere den forskel man iagttager ud fra. På denne måde eksisterer der altså ikke et selvfølgeligt og forudsigeligt samspil med den omverden noget foregår i. Iagttageren må ud af mangfoldige muligheder i konteksten markere den forskel som iagttages.

Sondringen er således situativ og referentiel, men andre sondringer ville også have været mulige. Og ikke mindst vigtigt, den erkendelse der finder sted vil være afhængig af hvilke forskelle der markeres.

Konkret kan de begreber jeg bruger i forbindelse med sammenhængen mellem sprogbrug og situation, udmøntes i et eksempel.

Udeundervisningen i naturklassen er det funktionssystem som i første omgang er markeret som den forskel der skal iagttages. Inden for dette funktionssystem foretages igen en sondring således at det materiale (Luhmann ville sige medie) der skal iagttages, er de mundtlige talegenrer og sprogfunktioner. Inden for mediet kan der igen foretages en sondring således at man kan iagttage de mundtlige talegenrer og sprogfunktioner under forskellige koder. For eksempel kunne koden stor/lille variation af sprogfunktioner anvendes, eller koden eleven behersker/behersker ikke xx sprogfunktion.

Dette eksempel illustrerer forskerens iagttagelse af udeundervisningen og viser samtidig at skønt der iagttages ud fra en situativ betragtning hvor skoven udgør det muliges domæne, så er iagttagelsen styret af en række markerede forskelle som overhovedet gør det muligt at iagttage. Det betyder at de forskelle som ligger i det muliges domæne eller „potentialet skoven som undervisningssted“, men som ikke er markeret, ligger uden for erkendelsens rækkevidde.

Det kan være interessant nok i forbindelse med at pege på undersøgelsens begrænsning, men endnu mere interessant er det måske at det samme forhold må gøre sig gældende med hensyn til elevernes erkendelse eller læring. Ud fra denne teori må det potentiale der ligger i konteksten – skoven eller klasselokalet – markeres som en forskel af læreren og af eleven selv for at det er tilgængeligt for erkendelse og læring. Det betyder videre at den sprogbrug som antages at påvirkes af konteksten nu mere præcist kan siges at blive påvirket af den del af konteksten som er markeret som forskel. Det vil med andre ord være vigtigt for aktiviteter og sprogbrug om skoven opfattes og bruges som et sanseligt, fysisk rum, som „en handlebane“ for fysisk aktivitet, som en kulisse for undervisning eller som én af de andre mulige forskelle.

Efter her at have skitseret den erkendelsesmæssige ramme for iagttagelserne af udeundervisningen samt iagttagelsen af konteksterne, vil jeg gå over til at belyse den sprogvidenskabelige forankring.