Читать книгу Sprogbrug og sprogfunktioner i to kontekster - Lene Herholdt - Страница 9

Halliday¹¹ udarbejder på baggrund af Ferdinand Saussures tegnteori en socialsemiotik som lægger vægt på funktion og mening frem for form. Han er af den opfattelse at det ikke er sprogsystemet der skaber sprogbrugen, men at der er en sammenhæng mellem den kulturelle sammenhæng, den sociale praksis og de betydningssystemer der kan skabes. Sprogbrugen bliver derfor udgangspunktet for hans sprogteori, og den sociokulturelle kontekst bliver en afgørende faktor. Så langt er der sammenfald mellem synspunkterne hos Bakhtin og Halliday, men Halliday overskrider Bakhtins teori ved at elaborere kontekstbegrebet så det bliver lettere at lade det indgå i en systematisk undersøgelse af sprogbrug.

Han ser ud fra sin socialsemiotiske position sproget som et semiotisk system som udgør et meningspotentiale. Den mening den enkelte kan få ud af potentialet, afhænger af valg fordi meningen opstår i friktionen mellem tekst og kontekst – tekst her forstået i bred betydning som både mundtlige og skriftlige manifestationer. Således får konteksten afgørende betydning for den mening som kan hentes ud af det samlede meningspotentiale. Relationen mellem sprog og kontekst opstår på den måde at meningen skabes i det sociale system og udveksles i kulturen i form af tekst.

Den form for kontekst som teksten er indfældet i og hvori meningsproduktionen kan finde sted, kalder Halliday kulturkonteksten. Den betegner den institutionelle og ideologiske baggrund for teksten og medvirker derfor til at afgrænse såvel dens mulige udtryk som dens tolkning.

Kulturkonteksten vil på et overordnet plan sætte grænser for den sprogbrug som kan skabes. En skole i et demokratisk styret land muliggør en anden sprogproduktion end en skole i et totalitært styret land. Men med definitionen af kulturkonteksten har man ikke bevæget sig væsentligt ud over den sociale kontekst Bakhtin taler om. Det gør man derimod når man bevæger sig til Hallidays næste kontekstuelle niveau – situationskonteksten.

Situationskonteksten er en konkret, social kontekst som kan læses ud af teksten og som er i overensstemmelse med kulturkonteksten, men beskriver netop de forhold som gælder for den aktuelle tekst. Situationskonteksten indsnævrer altså tekstens kontekst, men kan ikke forstås uden kendskab til kulturkonteksten.

Halliday introducerer tre begreber som bruges når man vil undersøge tekstens situationskontekst: diskursens¹² felt, diskursens relation og diskursens mediering. Fremover forkortet til felt, relation og mediering. Tilsammen kan de tre komponenter afdække situationskontekstens konstruktion af mening.

Feltet refererer til hvad der sker, såvel emne som aktivitet – altså selve „spillet“.

Relationen beskæftiger sig med hvem der deltager, og omfatter deltagernes status og roller samt de relationer der findes mellem deltagerne, og de sproghandlinger de foretager. Begreber som magt, affekt og kontakt kan tages i anvendelse i undersøgelsen. Her drejer det sig om „spillerne“.

Medieringen fokuserer på sproget. Her undersøges det hvilken rolle sproget spiller, og hvilke forventninger deltagerne har til det sproget skal kunne gøre for dem. Tekstens symbolske organisering, dens funktion i konteksten og dens retoriske kanal og form er centrale her. Afdækningen af sproghandlingerne finder sted her. Halliday fremhæver at for at kunne forstå betydningen af sprog, må man blandt andet kunne identificere sproghandlingen. Og for at kunne det må man forstå sprogets mellempersonlige funktioner. De sproghandlinger der sker, hænger sammen med sprogets funktioner. Sprogfunktionerne får således en central placering. Og det er en naturlig følge af at benytte Hallidays kontekstbegreber i undersøgelsen at også talegenrebegrebet elaboreres ved at sprogfunktionerne træder i stedet for talegenrerne. Det sprogfunktionsbegreb jeg vil bruge i denne undersøgelse, udvikles i næste afsnit.

Samlende kan man sige at medieringen fokuserer på selve sprogbrugen.

Man kunne indvende at Hallidays teori er en omvej som blot besværliggør undersøgelsen af elevernes sprogbrug, og at man i stedet kunne benytte sig af redskaber fra sproghandlingsteori og retorik som jo netop belyser sprogbrug, men Hallidays teoridannelse gør det muligt at iagttage sprogbrug i en nærmere specificeret kontekst.

Det er værd at understrege at det som især er interessant ved Hallidays måde at anskue situationskonteksten på, er at han ikke blot identificerer 3 afgrænsede områder for iagttagelse. Han lader iagttagelserne af de 3 områder spille sammen, og derved kan man få et præcist billede af samspillet mellem den bestemte sprogbrug der skabes i denne bestemte situation og kontekst. Teorien gør det således tydeligt at der er et tæt samspil mellem den specifikke sprogbrug der benyttes og den kontekst sprogbrugen foregår i. Det gør Halliday til et godt udgangspunkt for iagttagelse af en mulig variation i sprogbrugen når undervisningen foregår med henholdsvis skoven og klasselokalet som ramme.

I min undersøgelse vil jeg derfor sætte iagttagelser af deltagerne og deres rolle og status i spil med sagen (feltet) – her især forstået som emne og aktiviteter – og sprogbrugen med særligt henblik på sprogfunktionerne.

Tilbage står at belyse det teoretiske fundament for de sprogfunktioner som indgår i undersøgelsen.