Читать книгу Pluk dagen - Ole Thomsen - Страница 15

Cicero junior sender hilsener til sin allersødeste Tiro!

Dag ud, dag ind har jeg med spænding ventet på posten. Endelig er den kommet, 46• dage efter at brevbudene var rejst fra jer. Deres ankomst var lige, hvad jeg havde længtes efter: Fars meget forstående• og kærlige brev var mig en kilde til den største fryd, og din ualmindelig rare epistel satte prikken over i’et. Derfor fortryder jeg ikke længere, at jeg tog en time-out med brevskrivningen, jeg er snarere glad for det. Ellers ville jeg jo ikke have kunnet fryde mig over din forstående overbærenhed med min lange tavshed! Jeg er altså henrykt for, at du uden betænkning har taget min undskyldning for gode varer.

Jeg tvivler ikke på, min søde søde Tiro, at du er meget glad og tilfreds med det, du hører om mig herovrefra, og jeg skal gøre mit allerbedste for, at det gode navn og rygte, jeg er ved at opbygge, og som vokser fra dag til dag, skal blive dobbelt så fint. Så når du lover, at du vil udbasunere mit ry, kan du gøre det med den bedste samvittighed af verden. Min ungdoms forvildelser har nemlig voldt mig en så intens sorg og smerte, at min tanke må gyse ved at forestille sig sådanne gerninger, ja, mine øren ved at høre dem omtalt. Jeg ved til fulde, at du har taget del i sorgen og bekymringen over dem. Og det undrer mig ikke: Både for min skyld og for din egen har du jo altid villet, det skulle gå mig godt, og jeg har også altid ønsket, at du skulle have del i den medgang, der faldt i min lod.

Da du altså dengang havde sorg af mig, vil jeg nu love dig, at du skal få dobbelt så megen glæde af mig. Cratippus, må du vide, er ikke blot min lærer, men han er som den kærligste fader for mig. Jeg er ikke blot glad for at følge hans forelæsninger, men hele hans søde væsen knuser og krammer jeg. Jeg er sammen med ham fra morgen til aften, undertiden også en del af natten; for jeg tigger og beder ham om at spise til middag sammen med mig så tit som muligt. Nu da vi er blevet så gode venner, kommer han ofte listende og overrasker os under middagen; så lægger han filosoffens strenge maske og spøger med os på den fineste og elskværdigste måde. Gør derfor, hvad du kan, for snarest at lære denne herlige mand at kende; han er både fremragende og charmerende.

Og så Bruttius!• Ham lader jeg aldrig vige fra min side; hans levevis er nøjsom, men han er et dejligt menneske at leve sammen med. For spøg og munterhed er ikke bandlyst fra vores litterære studier og daglige diskussioner. Jeg har lejet ham ind her i nærheden og hjælper ham efter evne med mine små midler i hans trange kår.

Desuden er jeg begyndt på at gå til græske deklamationsøvelser hos Cassius;• de latinske vil jeg have hos Bruttius. De mennesker, Cratippus har bragt med sig fra Mytilene, hører til min daglige og fortrolige omgangskreds; det er lærde folk, som han sætter megen pris på. Jeg er også meget sammen med Epikrates, der er leder• i Athen, og med Leonides og andre af deres ligemænd. Concerning• ourselves, this must suffice.

Til det, du skriver om Gorgias,• kan jeg kun sige, at jeg havde meget ud af de daglige deklamationsøvelser hos ham; men jeg har måttet følge fars instrukser og lade alle andre hensyn komme i anden række. Han havde nemlig skrevet til mig expressis verbis, at jeg skulle holde op hos Gorgias med det samme. Jeg ville ikke gøre vrøvl, for at far ikke skulle synes, at min forhippethed var for stor og en smule suspekt. Og bagefter kom jeg til at tænke på, at det egentlig var en alvorlig sag, hvis jeg satte mig til dommer over fars dom i denne sag. Men jeg er glad for din interesse og modtager gerne dine råd.

Jeg tager undskyldningen med, at din tid er begrænset, for gode varer; jeg ved jo, hvor optaget du plejer at være. At du har købt et landbrug, er jeg vældig glad for, og jeg ønsker dig held og lykke med foretagendet. At jeg først lykønsker dig på dette sted i mit brev, må du ikke undre dig over; det var jo cirka på samme sted i dit, du informerede mig om købet. – Nå, så er du kommet så langt! Nu må du vænne dig af med storstadsvanerne: Du er blevet en romersk bondeknold. Jeg ser dig for mine øjne, et dejligt syn! Jeg ser dig stå og købe bondegrej, eller forhandle med forvalteren, eller gå hjem fra middag med kernerne fra den frugt, du har fået til dessert, gemt i fligen på din kappe! Hvad finanserne angår, beklager jeg lige så meget som du, at jeg ikke kunne være med denne gang. Men vær forvisset om, kære Tiro, at hvis lykken står mig bi, skal jeg stå dig bi, navnlig da jeg ved, at den jord, du har købt, skal være vores fælles.

Jeg er taknemmelig for, at du har taget dig af mine kommissioner. Men jeg beder dig om så hurtigt som muligt at sende mig en afskriver, absolut helst en græker; jeg spilder nemlig en masse tid på at skrive kollegiehæfter af. Se nu først og fremmest at have det godt, så at vi kan mødes og få en rigtig diskussion i gang om litteratur• og videnskab! Jeg anbefaler Ánterus til dig. Hav det godt!

Det er en stor oplevelse at høre Cicero ytre sig i et brev om et emne, som han også behandler i sine filosofiske skrifter, sådan som det fx sker mod slutningen af brevet til Marcus Marius ovenfor, hvor diskussionen om de to livsformer: den offentligt engagerede versus den indadvendt personlighedsopbyggende, får mere intime accenter, derved at genren er brevet og ikke den filosofiske afhandling. Og dette gælder generelt: Det er fordi han udtrykker sig i så mange genrer (både taler og afhandlinger af retorisk, statsvidenskabeligt, teologisk eller på anden vis filosofisk indhold), men det er dog især takket være den stort set ucensurerede kæmpestak på over 800 breve, at vi kender Cicero bedre end Ovid og Seneca, ja, bedre end Horats (med hans Epoder, Oder, Satirer og Epistler), ja, endda bedre end Augustin (med hans Bekendelser, et nybrud inden for selvbiografien). Disse fire andre oldtidsforfatteres betroelser er nemlig, hver på sin måde, mere stiliserede end korrespondenten Ciceros. Dog har vi fra Ciceros hånd en række breve, der bedst kan betegnes som essays (fx Ad Familiares 5.12 om historiografi og det ædle Ad Quintum Fratrem 1.1 om retfærdig provinsadministration). Senecas Epistulae Morales er af sidstnævnte art; de er alle skrevet med henblik på offentliggørelse, ligesom Horats’ versepistler naturligvis er, og ligesom Ludvig Holbergs Epistler.

Da Ciceros breve til Atticus (plus dem til Quintus og dem til Brutus) blev fundet – det skete i Verona i 1345 – hensatte de manuskriptets opdager, den lærde digter Petrarca, i en tilstand af chok, hvilket er forståeligt nok, da Petrarca havde skabt sig et idealbillede af vismanden Cicero. Petrarca satte sig ned og skrev et brev til Cicero om opdagelsen – det første af Petrarcas breve til afdøde forfattere. I 1392 modtog kansleren i Firenze, Coluccio Salutati, fra sin kollega i Milano en kopi af et håndskrift med Cicero-breve, og det viste sig, at det ikke som først antaget var de samme, som Petrarca havde fundet; det var dem, som senere kom til at bære overskriften Ad Familiares. Det håndskrift, Salutati modtog en kopi af, kan endnu beses i Biblioteca Laurenziana i Firenze; det hedder Mediceus 49.9 (og kopien: 49.7). Der er ikke siden fundet andre håndskrifter med hele samlingen Ad Familiares.

At alle disse breve, som tager tidens puls, idet de dækker alt fra verdensbegivenheder til håndører, kom til os, er et utroligt held; vi kan sammenligne med de tynde overleveringstråde, som fx Catul, Petronius og Tacitus hang i. Men et utroligt held er det naturligvis kun, hvis Cicero er så interessant, at han fortjener at være den bedst kendte oldtidsperson:

Stykket fra Forsvarstalen for Cælius har både politisk, litteraturhistorisk og retorisk interesse. Her tegnes et grelt portræt af en formidabel romerinde, Clodia. Clodia er søster til og ifølge Cicero makker med Ciceros dødsfjende politikeren Publius Clodius Pulcher. Clodia er desuden (efter alt at dømme) identisk med den Lesbia, til hvem Catul har skrevet nogle af de mest brændende digte på latin. Formelt set falder sagen mod Marcus Cælius Rufus ind under en lov de vi, om vold, en lov, som specielt var rettet mod personer, der anstiftede uroligheder ved hjælp af lejede bander – altså en antiterrorlov. Cicero har, sin præference tro, ordet som tredje og sidste forsvarer i sagen, og lige fra talens første paragraf retter han skytset mod Clodia, fordi han mener, at hans klient, hans fremragende elev Cælius, i denne sag reelt bliver ”angrebet ved hjælp af en skøges magtmidler (opes meretriciae)”. Bag anklagen mod Cælius for at have bestjålet Clodia og haft til hensigt at forgive hende står altså den krænkede og hævntørstige dame; det er hende, der ifølge Cicero har leveret anklagerne deres ammunition (§ 50). Og så er det, at Cicero med gay and wicked wit præsterer det kunststykke at vende hele sagen på hovedet og vise, at det var hende, der ledte Cælius i fordærv, ikke omvendt. Cælius’ fødselsår er omdiskuteret, men måske var han 12-13 år yngre end Clodia, som var knap fyrre her i år 56.

Cælius var et blændende medlem af Roms jetset, flot (§ 36), en af sin tids tre største dansere (hvilket i traditionalisters øjne var en pinlig rekord), egoist, upålidelig, Ciceros ven. Vi har, foruden fragmenter af hans taler, bevaret sytten breve, som han sendte Cicero for at holde ham ajour, mens han i 51 var statholder i Kilikien i Lilleasien; Cælius’ spruttende breve udgør 8. bog af Ciceros Ad Familiares. Enhver retorisk skolet person havde fået opdyrket et talent for det perfide; men nogle var i særklasse, heriblandt Cicero og Cælius – og en vis Catul fra Verona. Cælius døbte i den tale, han havde holdt lidt tidligere i sagen, Clodia quadrantaria Clytaemnestra, Klytaimestra På Klippekort, hvormed han både fik luftet det rygte, at hun ligesom Agamemnons viv havde taget sin mand af dage, og den giftighed, at hendes galaner fik adgang for en quadrans, dvs. samme pris, som herrer betalte for at komme ind i de offentlige bade. Det har tilsyneladende ikke forekommet dommerne utroligt, at en kvinde skulle have så megen indflydelse, som Cicero tillægger hende i sin tale, så Cælius blev frikendt. Om Clodia blev der tyst i Rom. Karaktermordet på hende var gennemført helt; det på hendes lillebror, talerens dødsfjende, kun delvis (trods behjertede forsøg som dem i § 32 og § 36).

Det var ikke længe, siden Cicero havde oplevet sit politiske livs største traume, nemlig den landflygtighed, han måtte underkaste sig fra marts 58 til september 57. Og dette traume var endda en udløber af det, han betragtede som sin største triumf: nedkæmpelsen af Catilinas sammensværgelse. Som han skriver til Terentia og børnene: ”[…] jeg, som har frelst alle andre, åbenbart for at vi skulle gå til grunde.” (Ad Familiares 14.2.2). Det var ingen anden end Clodius, der som almuetribun, i de første måneder af 58, mere og mere slog på, at henrettelsen af de fem catilinarer i december 63 var uden tilstrækkeligt juridisk grundlag – hvad den nok også var (se kapitlet om Sallust). Cicero modtog masser af sympatitilkendegivelser i disse måneder, men lige netop Roms magthavere, Cæsar og Pompejus, sagde ingenting, og i marts 58 valgte Cicero at gå i eksil. Han brød komplet sammen, undskylder, trygler og hulker (”Min bror, min bror, min bror…”). Det meste af tiden tilbragte han i Thessaloniki, og kommer læseren dertil, vil hun måske sende den nødstedte Cicero en tanke, sådan som man i Constantza, fordum Tomis, kan lade tanken gå til Ovid, og på Korsika til Seneca. Da Cicero kom tilbage til Rom, fandt han sit hus på Palatin, som han havde købt i 62 for 3,5 million sestertier og var så stolt af, brændt ned til grunden; popularerne havde planer om at rejse et tempel for Friheden i dets sted. Og gangstere chikanerede de håndværkere, Cicero satte til at forestå genopbygningen. I april 56 er disse begivenheder endnu i frisk erindring (jf. § 50 i talen).