Читать книгу Pluk dagen - Ole Thomsen - Страница 23
Den romantiske idealiserings store tåbelighed
ОглавлениеJa, selv i varige, heldige elskovsforbindelser findes
sådanne onder; i et uheldigt, bedrøveligt forhold
træder de frem så klart at selv en blindebuk ser dem,
så mange er de. Nej, bedre på forhånd at holde sig vågen,
som jeg har lært dig, og ta sig i agt for at la sig forføre.
Thi: at undgå at fanges i elskovs snarer er ikke
nær så vanskeligt som – når først man sidder i snaren –
at slippe fri og få Venus’ solide bånd rykket over.
Dog: er man end fanget ind og bundet på hænder og fødder,
var det dog muligt at flygte – hvis ikke man selv stod i vejen
og slog en streg over alle den elskedes sjæle-skavanker
lisom den tilbedte kvindes samtlige legems-defekter.
Sådan gør mænd for det meste, når deres begær gør dem blinde:
tilskriver kvinderne de kvaliteter de slet ikke ejer.
Derfor ser vi at selv forvoksede, hæslige kvinder
tilbedes vildt og folder sig ud under hæder og hyldest.
Hvorpå den ene mand spotter den anden; de råder hinanden
til at få Venus som ven, når de plages så voldsomt af attrå.
Staklerne glemmer at tit er den største nød deres egen:
Sorthuden kalder de ”honningbrun”, sjusken ”bare naturlig”.
Grønne øjne? Så ”ligner hun Pallas”. Og vindtør? ”Gazelle!”
Er hun en dværg, en pygmæ, er hun ”Gratiers lige, et guldfnug”;
er hun en kæmpestor klods, er hun ”helt magnifik, majestætisk”;
stammer hun, ”læsper hun fint”; er hun stum, er hun ”bare beskeden”;
udspyr hun galdefuld sladder, blir hun ”en sød lille ildsjæl”.
”Lille skatte-pjevs!” – pjevsen går til af underernæring;
”slank som en lilje” er den der for længst er halvdød af hoste.
Tungpattet kvindfolk er ”Ceres der ammer den nyfødte Bacchus”;
har hun silénens og sátyrens bredflab … ”uh, nysseligt mundtøj!”
Det blev for langt hvis jeg skulle forsøge at fortsætte listen.
Nå men lad gå: Lad ansigtet være så skønt som du vil det,
lad hendes hele legeme udstråle ynde som Venus –
der er da andre kvinder end hende; vi leved da hidtil
hende foruden; hun gør da præcis som de grimme, det ved vi:
Staklen ryger sin skede med svovlets• kvalmende dunster,
så tjenestepigerne flygter i skræk – og ler i det skjulte.
Græde gør elskeren uden for døren;• ofte bedækker
han hendes tærskel med blomster og kranse, bestænker de hovne
stolper med merianolie, ja kysser døren, den arme!
Sæt, han blev indladt, og mødt af et vindpust, blot ét, fra sin dame:
Han ville finde en passende grund til at gå med det samme
– dér lå så den elegi han ellers havde på læben –
og han fordømte på stedet sig selv for den topmålte dumhed
at gøre hende til mer end en guddom; nu kan han se det.
Dette ved vore Venus’er godt; det er derfor de ivrigt
søger at skjule alt hvad der foregår omme bag scenen,
navnlig for mænd som de ønsker at binde i elskovens lænker –
nytteløst, da du jo dog kan tænke dig frem til det hele,
bringe det frem i lyset og afsløre al deres dårskab,
og – hvis de ikke spyr gift, men er gode på bunden – til gengæld
se gennem fingre dermed som en svaghed vi alle har del i.