Читать книгу Pluk dagen - Ole Thomsen - Страница 9

Marcus Cicero sender venlige hilsener til Marcus Marius!•

Hvis det var en eller anden legemlig smerte eller dit svagelige helbred, der hindrede dig i at komme til festspillene, har din lykke været endnu bedre end din forstand! Men hvis det var fordi du gav pokker i det, alle andre beundrer, og ikke ville komme, selv om dit helbred faktisk tillod det, er jeg dobbelt glad: For det første, fordi du så har været fri for legemlige smerter, for det andet fordi du har været så stærk på sjælen, at du ikke har ladet dig imponere af det, som fylder andre mennesker med en ganske ubegrundet beundring – forudsat selvfølgelig at du har haft virkeligt udbytte af det stille, tilbagetrukne liv. Betingelserne for at nyde det har jo i alt fald været optimale, eftersom du næsten var den eneste, der blev tilbage i det idylliske landskab dernede. Jeg nærer nu ingen tvivl om, at du i de dage har tilbragt morgenen med lidt behagelig højtlæsning i dit smukke soveværelse – hvorfra du ved at fælde nogle træer har fået udsigt ned til Stabiaebugten – alt imens de, der lod dig ene tilbage dernede, sad og småblundede til nogle banale farcer. Den øvrige del af dagen kunne du tilbringe med de forlystelser, du selv valgte efter eget forgodtbefindende, medens vi måtte finde os i dem, som Spurius Maecius• havde bestemt.

Festspillene var ganske vist meget flotte, men ikke efter din smag (hvis jeg tør dømme ud fra mig selv). For det første var der nogle, der af respekt for Pompejus havde glemt deres selvrespekt – som velsagtens var årsag til, at de i sin tid forlod scenen – og var vendt tilbage til scenen igen. Vor ven Æsop,• dit store idol, var så dårlig, at ikke et menneske ville forhindre ham i at trække sig tilbage. Da han begyndte at fremsige edsformularen, klikkede hans stemme ved ordene ”Hvis jeg med vidende og vilje sværger falsk.” Vil du høre mere! Du kender jo de øvrige stykker; og de vakte ikke engang den moro, som mådelige farcer plejer. Betragtningen af det overdrevne udstyr bremsede nemlig ethvert tilløb til munterhed; det udstyr levede du med den største sindsro foruden, er jeg sikker på. For hvad sjov er der ved hundrede og sytten mulæsler i ”Klytaimestra” eller ved 3000 vinkummer i ”Den Trojanske Hest”? Eller ved de forskellige slags udrustninger af fodfolk og rytteri i et feltslag af en slags? Det blev alt sammen stærkt gouteret af det brede lag, men dig ville det ikke have moret.

Men hvis du i de dage har lyttet opmærksomt til din kære Protogenes,• har du haft det ikke så lidt mere fornøjeligt end nogen af os (hvis det da har været alt andet end lige netop mine taler, han læste op for dig …). Jeg tør jo formode, at du ikke har savnet de græske eller oskiske• farcer, navnlig da du jo, hvis du gider, kan få oskiske farcer at se i jeres lokale byråd, og da du er så lidt af en grækerven, at du ikke engang plejer at ville gå hjem til din gård ad Grækenlandsvej. Og atleterne har du næppe savnet, når du nærer så stor en foragt for gladiatorer; Pompejus indrømmer for øvrigt selv, at pengene til dem var kastet ud af vinduet. Tilbage står dyrekampene;• der var to hver dag, fem dage i træk, storartede – det kan ingen nægte; men hvad glæde kan en dannet person have af at se enten et svagt menneske sønderrevet af et kæmpestærkt vilddyr, eller et prægtigt dyr gennemboret af et jagtspyd? Og for øvrigt: Hvis det er værd at se, har du jo set det så tit, og denne gang bragte ikke noget nyt for os tilskuere. Den sidste dag var den med elefanterne. Den brede masse og pøbelen var imponeret, men de morede sig egentlig ikke; resultatet var tværtimod en vis følelse af medlidenhed og en fornemmelse af, at der består en art fællsskab mellem dette vældige dyr og menneskeslægten.

For at du imidlertid ikke skal tro, at jeg i disse dage under festspillene har været en fri, endsige en lykkelig mand, vil jeg bare meddele dig, at jeg nær havde skreget mig fordærvet under din ven Gallius Caninius’• proces. Hvis jeg lige så nemt som Æsop kunne få publikums tilladelse til at trække• mig tilbage, ville jeg ved gud gerne lægge min kunst på hylden og leve sammen med dig og vore ligesindede. Også førhen var jeg led og ked af min profession, selv om min ungdom og min ærgerrighed gav mig blod på tanden, jo, og hvis der var nogen, jeg ikke ville forsvare, kunne jeg bare lade være; men nu da jeg er en ældre mand, er det slet ikke nogen tilværelse: Jeg venter mig ikke noget udbytte af mit arbejde, og jeg tvinges ikke sjældent af folk, der har gjort noget for mig, til at forsvare folk, der intet videre har gjort for mig.

Derfor søger jeg alle mulige udveje for endelig engang at kunne leve efter mit eget hoved. Jeg forstår dig så godt og synes, det er udmærket, du har indrettet dig på denne tilbagetrukne levevis. At du så sjældent kommer på besøg, må jeg jo finde mig i, og der er det at sige til det, at selv om du boede i Rom, ville mine mange besværlige forretninger forhindre mig i at nyde dit behagelige• selskab (og omvendt … hvis det ikke er for ubeskedent). Hvis jeg tager mig en ferie – helt at holde op sætter jeg ikke næsen op efter – så tør jeg garantere, at selv du vil kunne lære noget af mig om, hvad det vil sige at leve et virkelig menneskeværdigt liv, skønt du i mange år ikke har øvet dig i andet. Du skal bare sørge for at pleje dit svagelige helbred – og det gør du jo også – så du i ny og næ kan besøge mig på mine gårde• og sammen med mig rejse nabolaget tyndt i en hyggelig lille bærestol.

Jeg har denne gang skrevet mere detaljeret, end jeg plejer, ikke af overflod på fritid, men for at komme dig i møde. Du havde jo – husker du måske – i et af dine breve antydet, at jeg skulle skrive noget til dig, så du mindre ville fortryde at have sprunget festlegene over. Hvis jeg har opnået dette, er jeg tilfreds; hvis ikke, trøster jeg mig med, at du en anden gang vil komme til legene og besøge mig og ikke mere regne med, at mine breve kan holde dig skadesløs for forsømte fornøjelser.