Читать книгу Pluk dagen - Ole Thomsen - Страница 8

Fra eksilet, brev skrevet i Thessalonica, med efterskrift tilføjet i Dyrrachium, november 58 (Ad Familiares 14.1)

Tullius• sender kærlige hilsener til Terentia, lille Tullia og Cicero!

Mange af dem, jeg får brev fra, og alle dem, jeg taler med, fortæller mig, at du er så utrolig tapper• og dygtig og ikke lader dig slå ned hverken af sjælelige eller legemlige anstrengelser. Åh, hvor er jeg ulykkelig over, at det er min skyld, at du er kommet ud i al den elendighed, du der er sådan en god og trofast kone, sådan en ren og fin sjæl! Og jeg er ulykkelig ved tanken på min kære lille Tullia: Hun havde det før så dejligt med sin far, nu har hun kun sorg og kval af ham. Og så lille Cicero! Det første, han sanser i verden, er bitter sorg og elendighed! Hvis jeg endda kunne tro på – sådan som du skriver – at alt dette er skæbnens• værk, så ville det være knap så tungt at bære. Men nej, jeg er skyld• i det hele: I stedet for at slutte mig til dem, der havde bud• efter mig, troede jeg på venskab• hos dem, der i virkeligheden kun misundte mig.

Vi kunne leve så lykkeligt og godt nu, hvis bare jeg havde holdt fast ved mine egne ideer og ikke havde rettet mig efter dumme eller falske venners råd. Men nu må vi jo tage tingene, som de er, og da vores venner siger, vi skal fastholde håbet, skal jeg nok gøre mig umage for, at min helbredstilstand kan leve op til din handlekraft. Jeg er ganske klar over, hvor vanskelig sagen er, og hvor meget nemmere det ville have været at blive hjemme, end det nu er at vende hjem. Men sagen er ikke håbløs, hvis vi har alle almuetribunerne• på vores side, hvis Lentulus• er lige så engageret, som han ser ud, og hvis vi oven i købet har Pompejus og Cæsar.

Mht. slaverne må vi gøre sådan, som du skriver vores venner synes. Mht. mit ophold her er der ikke grund til bekymring: Nu er epidemien overstået, og jeg gik fri, så længe den varede. Plancius• er uhyre hjælpsom og vil endelig have, jeg skal blive hos ham; foreløbig har han fået sin vilje. Men jeg ville egentlig gerne bo i Epírus• på et mere afsides sted, hvor Piso• og hans soldater ikke vil kunne komme hen; men foreløbig har Plancius altså fået sin vilje. Det er hans håb, at jeg kan følge med til Italien, når han forlader provinsen. Hvis jeg nogen sinde oplever den dag og atter kan falde i jeres arme, og hvis jeg opnår at genvinde både jer og mig selv, ja, da vil jeg finde, at det alt i alt er et rigt udbytte, jeg har høstet af jeres følelser• for mig og mine for jer.

Piso• er storartet• og så fin og god; vi har alle i ham den bedste ven, man kan tænke sig. Jeg håber, han vil få glæde af sin holdning i denne sag; jeg ved, han vil få ære deraf. Hvad jeg skrev om Quintus, var ikke ment som en bebrejdelse mod dig; men netop nu da kredsen er blevet så lille, vil jeg gerne have, at I er så gode venner som muligt. Jeg har skrevet til dem, du bad mig sende takkebreve, og jeg har fortalt dem, at det er gennem dig, jeg ved besked.

Du skriver, kære Terentia, at du vil sælge bydelen;• men hvordan, søde ven … åh, gud! … hvordan skal det så gå? Og hvad vil der ske med vores stakkels dreng, hvis den onde lykke bliver ved med at forfølge os? Jeg kan ikke skrive mere – så mange tårer er der, der presser på; og jeg vil ikke få dig til at græde også. Blot så meget: Hvis vores venner virkelig viser sig som venner, bliver der ingen finansielle vanskeligheder; i modsat fald kan du alligevel intet udrette med dine kontanter. For himlens skyld, tænk dog på, hvor elendigt vi er stillet, og pas på, at vi ikke prisgiver vores fortabte dreng! Hvis han bare får så meget, at han lige kan klare sig, skal der ikke meget talent• og heller ikke meget held til, for at resten nok skal lykkes for ham.

Hav det nu godt og send brevbud til mig, for at jeg kan vide, hvordan det går, og hvordan det går jer. I hvert tilfælde bliver ventetiden• nu ikke lang for mig. Hils lille Tullia og Cicero. Lev vel alle sammen!

Dyrrachium d. 25/11. Jeg er nu taget til Dyrrachium, fordi det er en fristad• og fordi den er venligtsindet imod mig og tæt ved Italien. Hvis jeg ikke kan holde de mange mennesker ud, tager jeg et andet sted hen og skriver til dig derom.