Читать книгу Pluk dagen - Ole Thomsen - Страница 6

Skuepladsen: Theben, foran general Amfitryons statelige hus. Vi befinder os i Den Lange Nat. Tiden er sat i stå.

Merkur (kommer ind og fremsiger prolog)

Hvis I har lyst at vide, til hvad gavn

jeg kommer, skal jeg sige jer mit navn.

Min fader Juppiter bød mig stå på lur,

og navnet, som jeg bærer, er Merkur.

Og når I villigt åbner Eders øre,

så skal I sagens forhistorie høre.

Den by er Theben. Her i huset bor

Amfitryon, en herre rig og stor,

og denne mand er med Alkmene gift.

Selv er han lige efter en bedrift

vendt hjem fra fjenden med en sejrrig hær

og ligger nu for anker i vor havn.

Men førend han drog ud på krigerfærd,

vented han sig en arving til sit navn.

Nu kender I jo alle godt min far

og ved, hvad tanker han om elskov har,

hans syn på den slags ting er grumme frit,

han er der, bare han kan se sit snit.

Alkmene har han da besøgt• i smug,

af hende har han gjort så dristig brug,

så af forventninger hun nu har to•.

Til søvn han under hende nødig ro,

selv nu husvaler han sin elskovstrang,

og denne nat blev derfor lovlig lang.

Han træder op i ægtemandens dragt,

og jeg, som udenfor må holde vagt,

ligner Amfitryons slave på en flig,

hans navn er Sosia• – han er med i krig.

Nu tror Alkmene, det er hendes mand,

som er vendt hjem fra krig i fjendens land,

thi Juppiter fortæller hende alt,

hvad der i kampens tummel forefaldt.

Amfitryon vil siden komme hjem –

for da at gøre Eder sagen nem

er der en guldkvast på min faders hat•

og på min egen et par vinger sat,

som kun er synlige for Eders blik.

Men der jeg øje på en lygte fik,

og ser jeg ret, er det Amfitryons træl

Sosia, der kommer hjem fra krig. Nuvel,

så skal jeg drive ham herfra med held!

Og vil I skænke mig opmærksom gunst,

så skal I se Merkurs komediekunst.

Sosia (med en lygte i hånden)

Vis• mig en karl så rask som jeg,

der vandrer tryg min dunkle vej!

Skønt kendt med mine landsmænds færd,

går jeg om natten ene her.

Hvis byens strikse politi•

nu førte mig i slutteri,•

så fik jeg, når det først blev dag,

i brummen en gang stokkeslag.

Det hjalp kun lidt, jeg grunde gav,

bøddelen lagde dog ej sin stav,

ingen tog mod et kny eller muk,

men jeg blev kendt værdig et livfuld hug.

Seksten• smedestærke arme

ville slå mig flad som blik,

stadens offentlige varme

hyldest jeg til velkomst fik.

Min herre• forlanger lovlig meget, i nattens mørke bliver jeg sendt hjem,

monstro det ikke godt kunne vente, til dagen atter var kommen frem?

Når herren er rig, er tjenesten hård,

lutter elendighed trællens• kår.

Ved dag og nat er der fuldt at bestille,

søvn får man aldrig, så gerne man ville,

herren er rig, kender ikke til møje,

og efter hans hoved skal alting sig føje.

Han bryder sig pokker om, hvem der har sliddet,

skænke det en tanke han aldrig har gidet.

Nej, trællen – han herser og slæber og maser,

under byrden han næsten ihjel sig aser.

Merkur (afsides) Jeg måtte da før over trældom klage

end han, der kun har kendt trælledage;

for jeg, som endnu i dag var fri,

er lige puttet i slaveri.

Sosia (fortsætter, for sig selv)

Og dog fortjener jeg prygl, så sandt

det mig aldeles af minde randt

at takke guderne from og glad,

fordi jeg er kommen hjem til vor stad.

Lønned de mig, som jeg havde fortjent,

ved min ankomst de havde en sjover sendt,

som langede mig til velkomstbud

en rigtig forsvarlig kindhest ud,

fordi de til ingen optænkelig nytte

deres gode gerninger på mig ødte.

Merkur Den fyr har en rent forbavsende færdighed

i det rette syn på sin egen værdighed.

Sosia Hvad aldrig jeg tænkte mig skulle ske

og ikke ret mange håbed at se,

det er ved gudernes nåde hændt:

Spillevende er vi tilbage vendt.

Overvundne er alle fjender,•

hæren på hjemvejen alt man finder,

krigen er ude. Hvor kampen stod,

vaded vi midt gennem fjendernes blod.

Den stad, som havde vort land forvoldt,

at mangt et drøveligt bål blev holdt,

har krigerne ved deres tapre mod

lagt i lydighed for vor fod.

Soldaterne sloges godt, det er vist,

men min herre Amfitryon gjorde dog mest.

Bytte og lande, hæder og magt

har sejren Theben i overflod bragt.

Ved lykkelig udgang på mange krige

har han befæstet vor konges rige.

Nu har han sendt mig fra havnen i land,

for at jeg skal fortælle hans frue, hvordan

han reddede staten midt i dens nød,

svævende selv mellem liv og død.

Her raster jeg lidt og grunder• på,

hvordan det skal med mit budskab gå.

Jeg tænker, jeg laver en lille løgn

(dem stikker jeg både hellig og søgn),

for midt under kampens værste ståhej

så satte jeg kursen den gale vej.

Nu lader jeg ej, som jeg haser har smurt,

men fortæller frejdig alt, jeg har spurgt.

Dog hvordan jeg skal lyve, med hvilke ord

jeg skal brodere min tidende stor,

se, det må jeg først spekulere• ud,

forinden jeg bringer vor frue bud.

Da flåden var ankret på fjendens strand

og hele hæren var gået i land,

valgte min herre en udsøgt flok

af vore høvdingers faste stok

og skikkede dem til fjenden som bud•

for at sige sin vilje ligeud:

Hvis uden sværdslag de gav ham lov

til at bortføre hele det rige rov,

hvis rub og stub blev leveret tilbage,

så skulle på stedet han hjemad drage,

lade byen og markerne kønt i ro

og unde dem fred til at bygge og bo.

Men hvis til en anden beslutning de kom

og ikke gav, hvad han bad dem om,

så ville han selv med hele sin hær

storme byen i ledingsfærd.

Og skønt Amfitryons sendemænd

sagde det atter og atter igen,

mente de herrer dog fuldt og fast,

at de nok turde gi’ sig med os i kast.

Et mægtigt overmod• i dem for,

gesandterne gav de knubbede ord:

Sig selv de skulle nok vide at hytte;

og ville til deres råd han lytte,

var det bedst, at hæren til sidste mand

fortrak lidt villigt fra deres land.

Da min husbond nu fik besked herom,

åbned han straks for lejrens bom,

hæren drog ud til kampens gny.

Og ud fra teleboernes by

rykkede hele den fjendtlige magt

med våben af rent umanerlig pragt.

To vældige masser sig fremad strækker,

krigerne er fordelt i rækker.

Vi tager den opstilling, vi er vant til,

vore fjender den, som de har forstand til.

De tvende høvdinge fremad træder

og samtaler ud for krigernes kæder:

Det folk, som lider et afgjort nederlag,

udleverer sit land til vederlag.

Da dette var endt, gav luren signalet,

jorden drøned, kampskriget galed.

For at opildne hæren på begge sider

anråbes Zeus – på Zeus man lider.

Hver kæmper, som gjaldt det hans sidste dage,

sværdet• slår gnister, spyddene brage,

himlen fnyser, af damp og ånde

står der en tåge, de faldne sig vånde.

Vore bønner blev hørte, nu sejrer vor flok,

fjenderne falder i snes og skok.

Men ikke en eneste griber til flugt,

de bliver i stillingen nok så smukt.

Før livet lade end posten vige,

hver faldt, hvor han stod. Det var uden lige.

Da min herre Amfitryon dette så,

bød han sine ryttere at gå på.

Rytterne lystrer. Med vældigt råb

flyr de af sted under fyrigt håb

og tramper en bunke fjender til døde.

Selvfølgelig må de for uretten• bøde.

Merkur Endnu har han, kan jeg mærke, ikke sagt et ord forkert,

Zeus og jeg var selv til stede, dengang slaget blev lever’t.

Sosia Fjenderne til flugten griber, det os mod i brystet gød,

fra de tætte spyd, som ramte dybt i ryggen, blodet flød.

Fjendens konge selv min herre egenhændig hugged ned.

Fra den lyse morgen ud på aften sent stod kampen hed

(dette jeg des bedre mindes, som jeg ikke smagte mad,

førend natten ved sit frembrud kaldte os fra kamp til fad).

Dagen efter byens fyrster knuste ind i lejren tren,

bad os tilgi’• deres brøde, hilste os med oliegren:•

Alt de ville udlevere, koner, altre, børn og by,

for at gi’ sig helt og holdent under Theben-folkets ly.

For sin tapperhed min herre fik en drikkeskål i skænk,

kong Pteréla havde ofte tømt den selv på gildesbænk.

Det fortæller jeg min frue.

Merkur Hillemænd, herhen han kommer, men i møde jeg ham går.

Ikke med min gode vilje han til huset adgang får.

Jeg skal ved min ydre lighed nok få trukket ham til vands,

med det ydre følger nemlig der et indre ligesom hans:

ondskabsfuld• og lun og sveden. Tro mig, han skal få det hedt;

for at jage ham på porten, dypper jeg ham i hans fedt!

Hvad er det? Han ser på himlen. Jeg må endnu vente lidt.

Sosia Hvis endnu naturens orden går sin gamle vante gang,

må man tro, at Natteguden• gør sin svir en kende lang.

Hist på himlen er Karlsvognen ikke kørt en tomme frem.

Siden den stod op, ved Månen knap, om den gad rørt et lem.

Aftenstjernen og Oríon er endnu ej gået ned – kloderne har stået stille i en lille evighed.

Merkur Nat, bliv ved, som du begyndte! Føj min faders elskovstrang! Hjælp den højeste blandt guder, det forrenter sig engang.

Sosia Aldrig dog i mine dage mindes jeg så lang en nat …

når jeg undta’r den, hvori jeg fik min store omgang kat• …

ja, selv den var dog i grunden kun at regne for en slik.

Solen snuer, den har sagtens også slået sig på drik;

sært, om ikke den i aftes kom lidt silde fra kalas.

Merkur Kommer du herhen, kanalje, skal du tugtes for din spas.

Tror du, at de høje guder er som dig, fordrukne knægt?

Jeg skal lære dig at angre, hvad du ymtede så frækt.

Sosia Til at ligge rigtig længe får galanerne skam lov,

lejligheden er som skabt til nydelsen af kvinderov.•

Merkur Ja, min far forlænger snedigt natten til sin egen gavn,

mens han får sin længsel stillet i Alkmenes hulde favn.

Der går endnu halvtreds vers, før de to taler til hinanden! Denne mammutscene, som med sine over 300 linjer er den længste i hele Plautus, er et af de berømteste eksempler på noget, som vedbliver at være komediegenrens speciale: mennesker der, af en eller anden grund, taler uden om hinanden. Det tragiske faktum, at mennesker nemmere misforstår end forstår, er et emne for komedier. Tvillinge- og gengangerkomikken, der ligeledes er et af genrens specialer, og som jo rækker over mod den uhyggelige litteratur, er med os lige fra scenens start og frem til dens slutning (med vers 462). Se 785f., hvor en af komediens egne personer, selvfølgelig en slave, flot overskuer dette motivs rolle i stykket.

Merkur skal for enhver pris holde slaven borte fra Amfitryons dør, og gudens midler dertil er dels (trusler om) tæv, men især psykisk terror, hvor han kan betjene sig af den totale lighed og så af den kendsgerning, at han som ”Sosia” kan sige Sosia alt, hvad denne foretog sig under slaget mod teleboerne. Frygt er emnet for denne scene lige fra dens første linje, hvor den hunderædde slave søger at mane rædselen bort ved at hævde dens fuldkomne fravær. Det ender med, at Sosia virkelig kommer i tvivl om sin egen identitet (”Hvor tabte jeg min person? Måske har jeg forlagt mig selv på slagmarken – og så bare glemt det.”), hvorpå han skynder sig tilbage til Amfitryon nede ved havnen. Ud over kommunikationsvanskelighedernes, forvekslingens og skrækkens komik excellerer denne scene også i den suveræne løgns komik (slaven, der på feje – og for komedien at se: kloge – slavers vis gemte sig forud for slaget, formår ud fra andres beretninger at give en stærk slagskildring). Hertil kommer indstuderingens komedie-i-komedien-komik (se note til 197-202). Heller ikke Molières version, i Amphitryon, af scenen mellem de to har kunnet glemmes, og på fransk hedder en dobbeltgænger en sosia: un sosie.

Nu kommer Juppiter ud af palæet sammen med den højgravide Alkmene (499-550).

Juppiter. Alkmene. Merkur

Juppiter Lev• så vel, min tro Alkmene, hold på huset ærligt styr.

Skån dig, beder jeg indstændigt, snart din fødselstime gryr.

Jeg må bort herfra i tide. Plej så barnet ømt, min skat.

Alkmene Men hvad er der dog på færde, siden du går bort så brat.

Juppiter Tro dog ej, jeg allerede er af hjem og hustru ked,

men når ikke øverst høvding er ved hæren i bered,

så forsømmes tugt og orden, noget værre knap jeg ved.

Merkur (afsides)• Se mig til den lurendrejer, der blev givet mig til far,

hvor han sukkersødt og kælent på den stakkels kone ta’r.

Alkmene Nu erfarer jeg, hvor megen pris du sætter på din viv!

Juppiter Tror du, jeg har elsket nogen højere mit hele liv?

Merkur (afsides) Jeg skal love for, hvis Juno får at høre, hvad her sker, før som ægtemand på jorden end i himlen du dig ser.

Alkmene Heller gad jeg se beviser, end at kun det bliver sagt. Næppe engang varmt• er lejet, hvor du var til hvile lagt. Sent i aftes er du kommet; går du nu, er det er skam.

Merkur (afsides) Jeg må tale lidt til hende, snakke• gode ord for ham. –

(Til Alkmene) Nej, en dødelig så kærlig ved jeg aldrig før jeg så, jo, af elskov til sin hustru er han nær ved at forgå.

Juppiter Hvor jeg kender dig, din slubbert! Vil du se, du kan dig dy! Har du noget at bemærke? Slyngel, vover du at kny?

Eller vil du smage stokken?

Alkmene Åh, lad være.

Juppiter Prøv og muk.

Merkur (afsides) Det var slemt. Mit gode indlæg blev nok til en værre buk.

Juppiter Nej, Alkmene, du må ikke vredes på mig for min bøn: Jeg er listet bort fra hæren, smuttet hjem til dig i løn.

Af mig selv du skulle høre om det held, jeg havde haft;

var jeg kommen, hvis min elskov kun var sløv og uden kraft?

Merkur (afsides) Er det ikke, som jeg siger? Han får fred med kys og klap.

Juppiter Bedst, når hæren intet mærked, og i smug herfra jeg slap.

Ellers hedder det, min hustru er mig mer end krig og dåd.

Alkmene Og så står din stakkels kone ganske opløst her af gråd.

Juppiter Skån nu dine søde øjne. Du skal se, jeg er her snart.

Alkmene Ja, det si’r du nok.

Juppiter Jeg finder heller ikke, det er rart.

Alkmene Jo, det mærker jeg, for samme nat, du kommer, går du bort.

Juppiter Sink mig ikke mer, til daggry ved du tiden kun er kort. –

Denne skål,• som skulle lønne mig for mandig krigerfærd,

som var kong Pterelas eje, ham jeg dræbte med mit sværd,

den skal du ha’ til foræring.

Alkmene Altid er du god mod mig.

Hvor det er en prægtig gave, som det sømmer sig for dig.

Merkur Fuldt så meget hende værdig, som har fået den.

Juppiter Nej, hør,

er du der igen, din slyngel? Tænk på mine ord fra før.

Alkmene Kære, bliv dog ej for min skyld vred på Sosia for hans ord.

Juppiter Nå, lad gå da.

Merkur Se, hvor hoven han af kærlighed sig kror.

Alkmene Elsk mig lidt, når du er borte, altid tænker jeg på dig.

Merkur Vi må gå, for det er daggry.

Juppiter Ja, begiv dig blot på vej. –

Er der mere?

Alkmene Bare ét ja: Skynd dig hjem, så snart du kan.

Juppiter Du skal se mig, før du tror det. Vær nu tapper som en mand. –

Nat, som vented mig, jeg byder: Lad det stunde imod dag!•

Over jord skal atter stråle himlens rene lyse tag.

Og den tidsfrist, som blev skænket dig i tilgift, lange nat,

skal som fradrag dagen røves, hver en forskel jævnes glat.

Klare dag, stig frem af natten! – Jeg Merkur må følge brat.

Nu er det, som befalet af Zeus, ved at gry ad dag. Plautus har derpå en scene mellem Amfitryon og Sosia, hvor denne beretter for herren om sit møde med den anden Sosia.

Hans herre mener, at han må være fuld, gal eller forhekset, og truer ham med hug. Nu er de fremme ved generalens hus (633-860).

Alkmene. Lidt senere Amfitryon og Sosia, den sidste medbringer et skrin.

Alkmene synger:•

Hvor lidt har vi lov til at frydes

den tid vi med livet må brydes,

men kan der vel tænkes den møje,

vi ikke er nødt til at døje?

Guderne selv det må ville,

fra medgang de modgang ej skille;

om glæden i vold du fanger,

sorgen sin tid dog forlanger.

Den sandhed jeg lærte at agte,

da lykkens sødme jeg smagte,

den gang jeg fik lov i min stue

min elskede husbond at skue.

En eneste nat kun så blide,

så måtte han bort fra min side.

Hvor timerne ensomt dog falde,

ham savner jeg hårdest af alle.

Hvor fryded jeg mig ved hans komme,

hvor græd jeg, da natten var omme,

dog alt hvad jeg hør’ til hans hæder,

i sorgen mig trøster og glæder.

Når hjem han med ære kun drager,

jeg over hans bortgang ej klager,

det rigeligt sorgen opvejer,

at han er vendt hjem med en sejr.

Thi manddom og mod er det bedste

hvortil vi vor lid kunne fæste;

på manddom og mod kan vi trygge

liv, frihed og fædreland bygge.

Amfitryon Ventet af min viv med længsel står jeg atter i min gård.

Dobbelt glad hun sikkert bliver, når hun bud om sejren får.

Fjender, som i alles øjne for ubetvingelige gjaldt,

slog jeg, da jeg førte hæren, i en hidsig kamp de faldt.

Ja, jeg stoler på, jeg kommer savnet, ventet længselsfuldt.

Sosia Tror du ikke, min veninde• ta’r imod mig lige så huldt?

Alkm. Det er jo min mand.

Amfi.(til Sosia) Nå, kom nu!

Alkm. Får jeg ham så snart at se?

Før fik han så travlt med opbrud, men med forsæt kun måske

har han stillet mig på prøve, om jeg følte rigtigt savn.

Sandelig jeg skal med glæde atter trykke ham i favn.

Sosia Husbond, vi kan lige så gerne vende om, for ved• du hvad?

Når vi kommer ind i stuen, får vi ikke en bid mad.

Amfitryon Men hvor hitter du på det nu?

Sosia Alt er spist til sidste ret;

se engang blot på Alkmene, hvordan hun er tyk og mæt.

Amfitryon Vi kan vente os en arving.

Sosia Uf, så bliver her da et sjask!

Amfitryon Hvad for noget?

Sosia Nu skal jeg nok bære vand til barnevask.

Månederne snart er omme, hvis jeg ellers har forstand,

og så bliver det mig, der kommer til at slæbe med min spand.

Tro en slaves ord: Med spanden knokler jeg mig gul og grøn,

på den kommer jeg, når jeg skal hale alt det vand af brønd.

Amfitryon Kom nu bare. Den bestilling skal en anden slave få.

Alkmene (ved sig selv) Pænest tror jeg dog det bliver selv i møde ham at gå.

Amfitryon Dyrebare viv, din husbond bringer dig sin hilsen glad,

dig, han skatter højest af alle kvinderne i Thebens stad,

dig, hvem ingen mand i landet ejer trofast mage til,

står det godt, og er mit komme forberedt?

Sosia Med sang og spil…

Vi får li’så fin en hilsen, som man ofrer på en hund.

Amfitryon Når jeg ser dig bære livsfrugt, jubler glædehøjt min mund.

Alkmene Men bevares – ja, måske det blot skal være spøg og leg;

man sku’ ikke tro, du nylig havde sagt farvel til mig,

men det først var nu, du havde vendt fra fjenden hjem din vej.

Amfitryon Jeg ved ikke, jeg har set dig nogen steder før i dag.

Alkmene Tør du påstå det?

Amfitryon At lyve tror jeg ikke er mit fag.

Alkmene Prøver du mig, eller glemmer du fra næsetip til mund?

Til din hjemkomst kan jeg ikke tænke nogen anden grund.

Blev du standset af et varsel, sinket af et bygevejr?

Nylig sagde du jo, du måtte ufortøvet til din hær.

Amfitryon ”Nylig” siger du. Hvor ”nylig”?

Alkmene Ved du ikke selv deraf?

Amfitryon Er det muligt, du kan påstå, jeg gik nylig bort herfra?

Alkmene Men hvad mener du? Skal jeg da selv ta’ fat med dril• og spot?

Kommer du først nu? Du var her for en time siden blot.

Amfitryon Det er dog det rene vanvid.

Sosia Husbond, tøv en lille stund,

indtil fruen helt er vågnet.

Amfitryon Går hun da omkring i blund?

Alkmene Nej, jeg si’r den skære sandhed; tror du, jeg i søvne går?

For du var her jo ved daggry, her jeg så dig.

Amfitryon Kære, hvor?

Alkm. Inde i vort hus.

Amfi. Umuligt.

Sosia (til Amfi.) Har du mer og skal ha’ sagt?

Mon det ikke var i søvne, vi blev her for anker lagt?

Amfitryon Stemmer du nu i med hende?

Sosia Ellers går det galt for os.

Husk dog på, at når man hidser bacchantinden• op til trods,

bli’r hun først aldeles tosset og besat på trommen slår;

føjes hun, er hun medgørlig.

Amfitryon Jamen, fuldt og fast det står:

Det er skammeligt, hun ikke hilser på mig i min gård.

Sosia I en hvepserede stikker du jo hånden.

Amfitryon Hold din mund. –

Svar mig blot på ét, Alkmene.

Alkmene Ja, så gerne, spørg mig kun.

Amfitryon Er du blevet rent enfoldig, eller er det hovenhed?

Alkmene Kære mand, jeg fatter ikke, hvad du bli’r fornærmet ved.

Amfitryon Hilse på en nyankommen plejer man dog altid van,

og det gør en kærlig hustru først og fremmest mod sin mand.

Men jeg ser, at her er indført sæder af en anden slags.

Alkmene Da du kom her i går aftes, hilste jeg jo på dig straks,

og jeg spurgte dig tillige, om det gik dig godt til søs.

Kære mand, jeg ved, jeg gav dig det oprigtigst mente kys.

Sosia Så du ham i går?

Alkmene Jer begge så jeg, før jeg gik i seng.

Sosia Husbond, hør, jeg havde håbet, det var blevet til en dreng.

Men med barn går hun ej svanger.

Amfitryon Hvormed da?

Sosia Med fjollethed.•

Alkmene (krænket) Jeg tør stole på, det bli’r en dreng, som jeg forløses med.

(Til Sosia) Du skal få, hvad du fortjener, hvis min mand da gør sin pligt,

at du som en ilde spåmand tør fornærme mig med sligt.

Amfitryon Har du set mig her i aftes?

Alkmene Det har jeg da tit nok sagt.

Amfi. I en drøm.

Alkm. Nej, ganske vågen.

Amfi. Fra forstanden bli’r jeg bragt.

Sosia Bli’r du gal?

Amfi. Min hustru fabler.

Sosia Hendes galde• er vel sort.

Der er intet, som så hurtigt kan få mennesker forgjort.

Amfitryon Sig, hvornår du først har mærket, at den sygdom i dig fór.

Alkmene Jeg er frisk på sjæl og legem.

Amfitryon Hvad betyder da de ord,

at du så mig her i aftes, skønt jeg nøjedes i nat

med om bord at holde måltid og at sove ved mit rat,

skønt jeg ikke har sat foden inden for mit huses dør,

førend nu jeg kom fra havnen – jeg forsikrer: ikke før.

Alkmene Du har både spist og sovet her i nat.

Amfitryon Har jeg? Hvordan…

Alkmene Det er sandhed.

Amfitryon Så går den i alt fald over min forstand.

Alkmene Og i dag ved solens opgang gik du til din hær.

Amfitryon I dag?

Sosia Jo, betænker man, hun drømmer, så er det en afgjort sag. –

Den gang du var vågnet, frue, burde du på Zeus ha’ kaldt:

”Slet den onde drøm!” og ofret røgelse og korn med salt.•

Alkmene Vogt dit hoved.

Sosia Pas dit eget, det gør lovlig meget spræl.

Alkmene Vil min husbond atter tåle, jeg får grovhed af min træl?

Amfitryon Sosia, ti! – Svar du, Alkmene: Gik jeg bort ved gry i dag?

Alkmene Men hvem skulle da ha’ sagt mig, at du vandt et blodigt slag?

Amfitryon Ved du også det?

Alkmene Du sagde jo, fjendens by var i en hård

og forbitret kamp erobret, kongen gav du banesår.

Amfitryon Sagde jeg det?

Alkmene Ja, her på stedet. Sosia ved din side stod.

Amfi. (til Sosia) Har du hørt, jeg har fortalt det?

Sosia Skønt min hørelse er god,

mindes jeg aldeles ikke, noget lignende blev sagt.

Alkmene Sært, om han sku’ gi’ dig uret!

Amfitryon Sosia, giv alvorlig agt!

Sosia Jo.

Amfitryon Med snak jeg tåler ikke, at jeg bli’r bag lyset ført.

Hvad hun påstår, jeg har ytret, har du her i dag det hørt?

Sosia Jeg må spørge, om du ikke selv lidt løjerlig dig ter,

første gang i dag jeg hende sammen med dig selv jo ser.

Amfitryon Der kan du da høre, kone.

Alkmene Si’r han det, så lyver han.

Amfitryon Tror du ingen af os begge?

Alkmene Nej, jeg tror på min forstand.

Og jeg ved, at hvad jeg siger, nok skal holde stik til sidst.

Amfitryon Påstår du, jeg kom i aftes?

Alkmene Ja, det gør jeg, ganske vist.

Amfitryon Nej og atter nej. Jeg kommer først i dette øjeblik.

Alkmene Kære, vil du også nægte, at en skål jeg af dig fik,

helt af guld; den skulle være løn for sejren, som du vandt.

Amfitryon Ikke stavelse jeg ymted, men jeg tænkte – det er sandt –

på at gi’ dig en i gave, og det er endnu min agt.

Alkmene Men jeg hørte det jo af dig, mig har du jo skålen rakt.

Amfitryon Nu i morges? Bi en smule! – Sosia, det var ellers sært.

Når hun ved, at jeg i krigen fik et drikkekar forær’t,

så kan jo umulig nogen ha’ fortalt det uden du.

Sosia Hende har jeg på min ære ikke talt med førend nu.

Amfi. Men hvad går der dog af konen?

Alkm. Skal jeg hente skålen?

Amfi. Ja.

Alkm. Det skal ske. –

(Til en slavinde) Hør, Théssala, hent mig prompte skålen indefra,

den du ved min mand har medbragt.

Amfitryon Sosia, kom du lidt herhen,

har hun den, så tror jeg ikke, jeg bli’r menneske igen.

Sosia Er du også ved at vakle? Jamen her på skrinets bund

ligger den jo under seglet.

Amfitryon Er det helt?

Sosia Se efter kun.

Amfitryon Jo, det sidder ganske uskadt.

Sosia Ved du, hvad jeg tror var bedst:

Lad din kone straks kureres ved en grundig rensningsfest.•

Amfitryon Ja, hun er befængt med troldtøj.

Alkmene Al den dumme blæst, du gør!

Her er skålen.

Amfi.(forfærdet) Nej, nu har jeg…

Alkm. Kig herhen, såfremt du tør.

Tror du dine egne øjne? Faldt beviset dårligt ud?

Er det ikke netop skålen, som du gav mig?

Amfitryon Store gud!

Jo, minsandten er det skålen. – Jeg går snart ud af mit skind.

Sosia Enten er din hustru nylig blevet taskenspillerkvind,•

eller skålen er i skrinet.

Amfitryon I guds navn da, åbn det skrin!

Sosia Er det ikke overflødigt? Sagen er vist nok så fin:

Du har ynglet. Jeg har også fået min hr. bror at se.

Holdt nu tilmed skålen barsel, gik vi dobbelt• alle tre.

Amfitryon Det er bedst dog, du ser efter.

Sosia Jamen, kig på seglet først.

Er der siden no’et i vejen, ved jeg nok, hvem der får børst.

Amfitryon Åbn den blot. Hun bringer os jo snart til sidst fra vid og sans.

Alkmene Hvis kan denne guldskål være, når den ikke er min mands?

Amfitryon Det må undersøges nøje.

Sosia Juppiter, du store gud!

Amfitryon Nå, hvad er der?

Sosia Her i kassen er der ingen…

Amfitryon Hvad? Tal ud!

Sosia Ingen guldskål.

Amfitryon Hvis den ikke kommer frem, så bæv og skælv.

Alkm. Men den er jo hér.

Amfi. Hvem har da givet dig den?

Alkm. Spørg dig selv.

Sosia (til herren) Å, du narrer mig. Fra skibet er du rendt herhjem i smug,

ud af æsken har du snuppet skålen til dit eget brug,

givet hende den og siden lukket til med segl og lås.

Amfitryon Nu begynder sgu krabaten at forbedre hendes vås. –

(Til Alkmene) Har jeg været her i aftes?

Alkmene Ja, så snart du kom fra søs,

hilste vi jo på hinanden, og jeg gav dig straks et kys.

Sosia (afsides) Den begyndelse med kysset, den var fæl, hva’.

Amfi. Tal kun frit.

Alkmene Du tog bad.

Amfitryon Og efter badet?

Alk. Spiste du …

Sosia Med appetit

kan jeg tænke.

Amfitryon Afbryd ikke! (Til Alkmene) Bliv du bare roligt ved.

Alkmene Maden blev sat frem; så lagde du dig til bords; jeg spiste med•.

Amfitryon Lå du på den samme løjbænk?

Alkmene Ja.

Sosia Det selskab var vist ømt.

Amfitryon Hør, du skal la’ hende tale. – Da så fadene var tømt …

Alkmene Blev du søvnig, vi gik derfor straks i seng for at få ro.

Amfitryon Og du lå?

Alkmene I sovekamret, og der lå vi begge to.

Amfitryon Alt er ude.

Sosia Nå, hvad er der?

Amfitryon Å, min kone bli’r min død.

Alkmene Jamen kære …

Amfitryon Ti du stille.

Sosia Er du syg?

Amfitryon Et hjertestød.

Medens manden er i krigen, svigter konen troskabspligt.

Alkmene Men, min mand, tør du for alvor og med føje sige sligt?

Amfitryon Jeg din mand? Nej, falske kvinde, kald mig aldrig mere så.

Sosia (afsides) Nå, for fremtid’n vil han hell’re for et fruentimmer gå!

Alkmene Men hvad har jeg gjort dig, siden du har slige ord mig budt?

Amfitryon Mens du gladelig fortæller, spør’ du, hvad du har forbrudt.

Alkmene Er det synd at sove sammen med sin mand, når man er gift?

Amfitryon Vi har ikke været sammen, skam dig, det er snart for stift.

Har du ingen tugt i livet, se så at få lidt til lån.

Alkmene Mod en kvinde som din hustru passer dårligt den slags hån.

Vil du fange mig som utro, går din fælde snart itu.

Amfitryon Men for himlen, sig mig, Sosia, kender du mig da endnu?

Sosia Jo så slideligt.

Amfitryon I aftes, spiste jeg da vel i land?

Alkmene Min troværdighed vil mange ku’ bevidne ligedan.

Sosia Den er vanskelig at klare. Her var vel en anden mand, som har ment, at din forretning kunne trænge til hans skærv, og imedens du var borte, varetog han dine hverv. For om end den gavtyv Sosia faldt lidt hård for min forstand, imod denne nye husbond kan han ikke bære vand.

Amfitryon Så var det en trolddomskunstner, hvem min hustru var til pris.

Alkmene Højt ved Juppiter jeg sværger – fordrer du så mer bevis? –

og ved Juno, hvem jeg altid nævner andagtsfuldt ved navn:

Intet menneske foruden dig har hvilet i min favn,

og berøvet mig min ære.

Amfitryon Ja, gid blot du talte sandt.

Alkmene Vist, det gør jeg, men forgæves, når jeg ingen tiltro fandt.

Amfitryon Rask til ed er alle kvinder.

Alkmene Den, som ikke ved af synd,

hun kan tale frit og dristigt og forsvare sig med fynd.

Amfi. ”Fyndigt” taler du!

Alkmene Med grund ja.

Amfi. Til bevis har du kun ord.

Alkmene Jeg har ikke bragt dig medgift,• som af verden kaldes stor,

men jeg bragte tugt og ære og blufærdig elskovsild,

lydig mod min ægtefælle, imod andre god og mild,

frygted guder og forældre, holdt kun fred i venners sal …

Sosia Skal hun sige selv sin mening, er hun slået med lineal.

Amfitryon På mit navn jeg knap har rede, jeg er helt fra sans og vid.

Sosia Jo, Amfitryon du hedder, men det kan gå af ved slid.

Sådan bli’r godtfolk forvandlet, siden vi tog bort herfra.

Amfitryon (til Alkmene) Du må bare ikke vente, at vi hermed slutter af.

Alkmene Gør for mig kun, hvad du lyster.

Amfitryon Jamen hør nu og begrib:

Kommer jeg nu med din slægtning Náukrates, som på mit skib

spiste aftensmåltid med mig, og han siger rent ud Nej

til hvad her du har fortalt mig, hvad mon da der bliver af dig?

Så har jeg da gode grunde til at blive skilt ved dom?

Alkmene Ja, du har, hvis jeg forbrød mig.

Amfitryon Godt, det blev vi enig’ om.

Jeg vil straks gå ned til havnen og få fat i Naukrates (går).

Sosia Nu er jeg og fruen ene. Sig mig ærligt talt: Etsteds

indenfor er der vel ikke nok en Sosia ligesom jeg?

Alkmene Følg din herre, hvem du ligner.

Sosia Jeg skal gerne gå min vej (går).

Alkmene Kan jeg fatte mig for undren? Men hvor nænned dog min mand

at beskylde mig for noget, hvor jeg ikke synded gran?

Men min frænde skal bevidne, at min tale dog er sand.

Mens Amfitryon er ude for at finde denne person, med hvis hjælp han kan underbygge sin anklage mod Alkmene for hor, kommer Juppiter (= Amfitryon) igen, for at undskylde. Forsoning følger. Juppiter sender Sosia ned for at invitere Amfitryons, altså ”sin”, styrmand på frokost. Merkur (= Sosia) skal holde Amfitryon ude af huset med alle midler.

Amfitryon har ikke kunnet finde sit vidne, kommer grædefærdig hjem, men formenes adgang til sit eget hus af Merkur (= Sosia, hans egen slave!), som håner ham fra husets tag og kyler kammerpottens indhold ned i hovedet på ham. [Ny strid mellem Amfitryon og Alkmene, som jo lige har forsonet sig med ”sin mand”, og også mellem Amfitryon og Sosia, som just er faldet fra. Nu kommer Juppiter ud af huset;] de to mænd står ansigt til ansigt. Amfitryon er desperat, da hans egen ven, hans styrmand, efter at være blevet valgt til voldgiftsmand, nægter at gå ind for ham. ”I kan jo dele hende,” foreslår styrmanden salomonisk, og fortrækker, han har travlt. Generalen truer med at myrde alle i huset. Han styrter frem imod det. Et tordenbrag bedøver ham. Nu følger slutningens mirakelspil (1053-1146).

De begivenheder, om hvilke der ovenfor er sat skarp parentes, foregår i et hul, en lakune, i teksten. Dog er der ingen videre tvivl om begivenhedsforløbet; en snes fragmenter af den tabte passage er nemlig bevaret, hvortil kommer handlingsresumeer fra antikken samt den omstændighed, at dramaet i sin helhed er komponeret med nøjagtige symmetrier mellem scenerne og nette spejlinger mellem personernes møder. I sin Amphitryon. Ein Lustspiel nach Molière (1807) har Heinrich von Kleist, til forskel fra sit forbillede Molière, et frygteligt optrin i slutscenen, hvor Alkmene bringes til at vælge mellem de to mænd, og vælger ”Amfitryon”. Vi tør sige med 99,9 % vished, at et sådant møde har heller ikke Plautus eller hans græske forlæg haft.

Vedrørende dramaets tempo: Lige så god tid beretningen giver sig i begyndelsen, lige så tjept går det her henne imod slutningen. Dette træk findes i mange skuespil – og i mange andre historier, fx skal vi se, hvordan der speedes op i fabelen om bymusen og markmusen hos Horats (satire 2.6).

Amfitryon ligger kollapset på jorden.

Ammen Bromia kommer styrtende ud af huset.

Uden at bemærke Amfitryon synger Bromia

Hvert• håb og hver en smule trøst

er rent forsvundet af mit bryst,

og der var ikke tryghed skabt

i hjertet, uden den er tabt.

Det bares mig for, som om alt, ja alt,

himlen og havet og jorden, faldt

over mig ned i et mægtigt røre.

Hvad skal jeg elendige menneske gøre?

Jeg får ondt. Å, havde jeg en tår vand!

Jeg tror, jeg står på gravens rand.

Jeg hører intet, mit hoved værker,

mit syn forsvinder, det grant jeg mærker.

Mon der har været et menneske til,

der fik sådan en medfart af skæbnens spil?

Tænk, da det stundede til for min frue,

så lød der, så hver og en måtte grue,

et brag, et bulder, et tordenskrald,

et rent uhyggeligt dundrende knald.

Enhver faldt omkuld, hvor bedst han stod,

og en tordenstemme• sig høre lod,

der råbte: ”Vær uden frygt, Alkmene,

i nøden du ikke skal lades ene.

Nu kommer, dig og dit hus til både,

himlens højeste gud af nåde.

Rejs jer – sa’ han – fra jorden trygt,

I folk, som dåned omkuld af frygt.”

Jeg stod op og tro’de, vort hus stod i lue,

for sådan et ildskær• var der at skue.

Så kalder Alkmene mig til sig hid,

til at komme mig lidt jeg knap får tid,

før min frue mig bringer til rædsel atter,

jeg iler til, min forundring I fatter,

da jeg bli’r to tvillingedrenge vár,

som født til verden min frue har,

og dét skønt ingen af os har mærket,

hvordan hun egentlig fuldbragte værket.

Men hvad er det for en gammel• mand,

som ligger herude ved tærsklens rand?

Mon han blev ramt af tordnens stød?

Han ligger så stille, som han var død.

Det var da ellers slemt, desværre,

men ih du store, det er jo min herre.

Husbond!

Amfi. Alt er ude.

Bro. Rejs dig.

Amfi. Å, jeg dør.

Bro. Ræk mig din hånd.

Amfitryon Hvem er det?

Bromia Din pige Bromia.

Amfitryon Rædselsslagen er min ånd.

Det er som jeg kom fra Hades. Hvad har drevet dig herud?

Bromia Å, vi blev så gruelig bange, da vi fik det himmelbud,

underlige ting vi skued, herre, jeg er rent forsagt,

og mit mod er ganske borte.

Amfitryon Bromia, se herhen! Giv agt!

Kender du endnu din husbond?

Bromia Jo.

Amfitryon Se efter nok en gang.

Bromia Jo.

Amfitryon Som lise for mit øre lidt fornuft• omsider klang.

Bromia Ved fornuft er vi da alle.

Amfitryon Jamen, jeg bliver splittergal

af min kones skam og brøde.

Bromia Gør dig bare ingen kval.

Jeg skal vise dig, min husbond, hvor din viv er kysk og from,

ikke mange ord behøves, så forandrer du din dom.

Tænk dig blot, nu har Alkmene tvillinger i verden sat.

Am. Si’r du tvillinger?

Bro. Tvillinger!

Am. Himlens guder hjælper mig!

Bro. Men fat,

hvor din hustru, ganske som du selv, er hele himlen kær.

Amfitryon Nå, fortæl så.

Bromia Fruen mærked, fødselen var ganske nær,

at dens veer så småt begyndte, og på barselskvinders vis

bad hun himlen: ”Lad mig ikke gives feberen til pris!”

Tænk dig så: Et vældigt bulder over vore ho’der lød,

så vi tænkte, huset måtte styrte ved et sådant stød.

Hele stuen stod i lysning, ganske som den var forgyldt.

Amfitryon Stands den drilleleg,• du leger, lige så snart dens mål er fyldt! Nå, hvad så?

Bromia Tænk blot, så føder, medens dette under hænd’s,

fruen uden mindste smerte, uden at en sjæl imens

hørte klynk og gråd fra sengen.

Amfitryon Det er jeg glad for, det var rart,

uanset hvad hun har lavet.

Bromia Ti, til alting er forklar’t.

Lige efter fødslen tog vi fat på tvillingernes vask,

men den dreng, jeg fik at tørre, hvor var han dog vild og rask!

Ingen af os kunne hindre, at han sprælled af sin ble.

Amfitryon Underfuldt, hvad du fortæller. Er det sandt, så har måske

guderne i deres nåde dog min hustru hjælpen bragt.

Bromia Jamen, hør nu, hvad der skete. Da han var i vuggen lagt, skød der to uhyre slanger• ned i regnbassinets• vand, kort derefter stak de ho’det op igen.

Amfitryon Min gud, hvordan …

Bromia Vær kun rolig. De lod blikket vandre værelset omkring, og da drengene de øjned, bugted sig det fæle ting hen mod vuggen, som jeg skyndte mig i hast at dreje om (for mit eget liv jeg frygted, tæt på børnene de kom).

Men da så den purk – den vilde – bliver slangekrybet vár,

springer lukt han ud af vuggen og et mægtigt tilløb ta’r,

og med hænderne han griber om dem begge i en fart.

Amfitryon Underfuldt, hvad du fortæller, gruopvækkende og svart, I sner alle mine lemmer, driver glæden fra min sjæl.

Sig, hvad skete der … Så tal dog!

Bromia Ungen fik dem trykt ihjel.

Og imedens blev din hustru af en stemme kaldet ud.

Amfitryon Hvem var det?

Bromia Det var den store Juppiter, Olympens gud.

Han fortalte, at han havde elsket• hende ømt i løn,

og at drengen, som ihjelslog krybet, var hans egen søn.

Din var derimod den anden.

Amfitryon (henrykt) Stor var æren,• som jeg nød!

Halvt med Juppiter at dele, derpå aldrig jeg fortrød.

Gå du ind og byd dem gøre offerkarrene i stand,

thi for Juppiter at hædre skal mit offer stå i brand (Bromia går ind).

Selv vil jeg Teiresias hente, Thebens spådomskloge mand,

alt vil jeg ham åbenbare, høre hans erfarne skøn. (Det tordner)

Hvad er det? Et tordenbulder? Hjælp mig, guder, hør min bøn!

Juppiter (åbenbarer sig på husets tag)

Vær trøstig, her er hjælpen, du har søgt,

slå ikke lid til dine spåmænds kløgt.

Alt skal du vide, kampen udstridt er,

thi fuld besked du får af Juppiter.

Alkmene føjede min elskovsbøn,

jeg gjorde hende svanger med en søn,

dog bar hun alt en spire i sit skød,

og derfor har hun tvillingsønner fød.

Den ene, som er vokset af mit frø,

skal vinde heltery, som ej kan dø.

Lad da din hustru vederfares ret,•

på hendes rygte er der ingen plet:

Hun føjed mig. – Endt er mit hverv på jord.

Amfitryon Jeg vil handle, som du byder; så vil du nok holde ord.

Til Alkmene går min vej nu; glemt er alt om spådomskunst.

Hil dig, Juppiter du høje! (Til theatrum) Klap så alle til Hans gunst!

FINIS