Читать книгу Pluk dagen - Ole Thomsen - Страница 4

Pluk dagen. Romersk litteratur fra Plautus til Juvenal er blevet en temmelig tyk bog, men tung skulle den nødig være blevet. Hovedsagen i bogen er romernes egne ord, og romerord er ikke tunge. De er snarere spruttende, fængende, påtrængende. Hvordan er det at være gammel? Ifølge den romerske satiredigter er de gamle en forskelsløs flok af lidende børn:

Forskel er der på unge: Én ung er kønnest, en anden

kraftigst. Men alder gør ens. Som røsten, lemmerne bævrer,

issen er bar som et barns, selv næsen løber som barnets,

gubben må knække sit brød med våbenløs gumme, den arme.

Min rettesnor ved udvælgelsen har været teksternes interesse for os som mennesker – dvs. som børn eller forældre, som elever eller lærere, som venner, som borgere i en stat. De romerske forfattere er nøgterne, de har menneskekundskab, livsklogskab, erotisk indsigt og blik for politik, de beundrer mod, foragter sleskeri og har en udpræget sans for slående, klarøjede, ikke sjældent kyniske formuleringer, som så senere er blevet klassiske. Det har overrasket mig selv, at der uden besvær lod sig finde så mange herligheder. Men han har måske ret, den kollega fra Fransk, der sagde, at de fire hundrede år til de gamle franske forfattere føles længere end de tyve hundrede år til romerne.

Vi hørte lige før et citat fra Juvenal om gamle mennesker; her er et fra Seneca om børn:

Det er hensigtsmæssigt at give børnene flinke lærere og pædagoger: Mens man er spæd, tager man form efter de nærmeste og vokser i deres billede; ammers og pædagogers holdning viser sig snart hos den halvvoksne. En dreng, der havde gået i skole hos Platon, sagde, da han var vendt tilbage til forældrene og så faderen tage på vej: ”Det har jeg aldrig set hos Platon.” Men jeg tvivler ikke om, at han hurtigere lærte at efterligne farmand end Platon.

Om erotik kan vi lade Catul belære os. Hans elskede har bedraget ham, og hvad ser han? Han indser, at denne krænkelse tænder hans begær efter hende, men slukker hans sympati. Han vil i seng med hende, men kan ikke lide hende. Det er første gang i europæisk litteratur, denne ulidelige splittelse bliver formuleret:

Nu har jeg set dig: Og derfor, skønt branden er værre end dengang, har du langt mindre værdi for mig og langt mindre vægt.

Spør’ du: ”Hvordan?” Jo, fordi en sådan krænkelse tvinger

nok til at elske mer, men holde des mindre af.

Eftersom Catul var den første til at nedskrive denne oplevelse, har hans ord naturligvis historisk interesse. Og hvis hans indsigt så i århundredernes løb havde bundfældet sig hos alle mennesker og var blevet hverdagskost for alle og enhver, ville den romerske digters ord kun have historisk interesse. Men selv her efter to tusinde års forløb går vi jo stadig og glemmer, hvad Catul vidste om den mulige modsætning mellem begær og sympati og om kærlighed kløvet ved roden. Det er derfor, jeg taler om, at romeren kan belære os, og tillægger hans digt umiddelbar menneskelig interesse.

Titlen er en oversættelse af det latinske Carpe diem! Det digt af Horats, hvori dette råd rettes til en ung kvindelig tryghedsnarkoman, præsenteres nedenfor i kapitel 7. Pluk dagen – dvs. Sæt tænderne i æblet, Sug glæde af det nærværende – er et bud, som de mest forskelligartede græske og romerske tænkere og digtere kan forenes om; men de lægger ikke alle sammen det samme i det.

Pluk dagen er en antologi af oversatte latinske tekster (det græske ord antho-lógion betyder noget så lokkende som: blomstersamling, pragtbuket). Men eftersom bogen også rummer en fortløbende beretning om disse tekster og deres forfattere, er den, ud over at være en antologi, også en romersk litteraturhistorie. Jeg har nyoversat stykker af Catul, Vergil, Horats, Tibul, Properts, Ovid, Seneca, Petronius, Lukan, Martial, Tacitus og Juvenal. Men der er også gjort udstrakt brug af allerede foreliggende oversættelser. For nogles vedkommende er disse blevet ajourført. Alle oversættelserne er gennemarbejdet på basis af den latinske original, alt imens jeg udarbejdede noter til dem. Dette med eftersynet, ajourføringen og annoteringen vil jeg gerne betone, for det går ikke an at sende disse store forfattere ud i verden med ord på læben, som ingen helt begriber. Klassikerne førte klar mennesketale i deres samtid – klar og smuk. Det samme skal de gøre i deres eftertid; ellers kan det være lige meget.

Det er en tung byrde, der ligger på oversættelserne. Vi formidlere af antikken kan nok så meget påstå, at de klassiske forfattere er interessante umiddelbart og i sig selv og ikke kun i kraft af deres lange virkningshistorie. Det er oversættelserne, der ved deres friskhed, fantasi, skønhed, opfindsomhed, bid, vid, lethed, sejhed eller særhed skal vise og bevise, at påstanden holder.

Bogen omfatter tre perioder på i alt ca. 350 år:

1 Den arkaiske, gammelrepublikanske periode fra litteraturens grundlæggelse i 240 f.Kr., altså ved afslutningen af Den Første Puniske Krig (264-241), og frem til 80, dvs. frem til Sullas diktatur (81-79). Dramaet står stærkt over en bred front, hvad det desværre aldrig kom til igen.

2 Derefter guldalderen, forstået som perioden fra 80 f.Kr. til 14 e.Kr., dvs. den ciceronianske og den augustæiske epoke taget sammen. Nu perfektioneres de fleste af de genrer, som var blevet introduceret i den arkaiske periode. Prosaen fandt sin gyldne form (med Cicero og Cæsar) en generation før poesien (med Vergil og Horats).

3 Og sluttelig sølvalderen, 14-117, en periode med kejserdømme strækkende sig fra Augustus’ død til Hadrians tronbestigelse. I disse hundrede år sker der bl.a. det, at det litterære sprog – gennem nedbrydelse af Ciceros og hans tilhængeres skarpe grænsedragning mellem poesi og prosa – bliver glødende som aldrig før.

Hele seks kapitler optages her i bogen af forfattere fra sølvalderen. Det var digterfilosoffen Villy Sørensens bog om digterfilosoffen Seneca (1976), der i sin tid åbnede mine øjne for sølvalderforfatternes kvaliteter; og jeg ved af erfaring, at unge mennesker stadig har øre for den eksistentielle appel, der udgår fra Seneca, Petron, Lukan, Martial, Tacitus og Juvenal.

Ved udarbejdelsen af bogen har jeg ønsket at forene en række hensyn: Om de valgte tekster må formodes at kunne engagere nutidsmennesker; om teksterne kan bringes til at tale med hinanden, så bogen hænger sammen; om de tematisk eller genremæssigt kan komme i samspil med græske tekster, så der fremstår en rød tråd i undervisningen i oldtidskundskab (hvor bogen gerne skulle gøre gavn). Desuden måtte der tages hensyn til, hvad der foreligger oversat til dansk; og endelig hvad undertegnede mente at kunne oversætte af det, der enten ikke var oversat eller ikke var oversat brugbart. Bogens interne sammenhæng har jeg søgt at fremme ved en række valg: Blandt de taler af Cicero, der kunne have interesse for nutidige læsere, valgte jeg den, der handler om Catuls kæreste, hvormed der er slået bro fra kapitel 2 til kapitel 4. På lignende måde valgte jeg blandt de mange fængslende historier hos Tacitus de kapitler, der vedrører Seneca, hvormed forbindelsen fra kapitel 14 tilbage til kapitel 10 var sikret. Overensstemmelserne mellem Vergils 4. hyrdedigt og Horats’ 16. epode er noget af det, der forbinder kapitel 6 og 7. Vi landsmænd af Jeppe Aakjær finder nemt ind i Tibuls elegier om barne- og bondeliv. Og når Tibul er repræsenteret (kapitel 8), er det klart, at Horats’ og Ovids digte om Tibul har særlig interesse (henholdsvis kapitel 7 og 9). Om lidt nævner jeg nogle af de andre tematiske tråde mellem kapitlerne.

Af de forskellige fremstillinger af den romerske litteraturs historie har jeg især haft glæde af Norden, Bieler, Conte og von Albrecht (deres data kan findes i bibliografien). I dansk sammenhæng er der takket være Otto Steen Dues indsats sket det, at forfatteren af en bog som Pluk dagen kan forudsætte, at virkelig mange af hans læsere har let adgang til Æneiden og Metamorfoserne – og lade sit tekstudvalg være påvirket af denne kendsgerning. Vel finder man altså ingen udsnit af Æneiden nedenfor; men man finder nogle andre digte af dens forfatter, og man finder noget om at læse Æneiden.

Eduard Norden fastslår i første linje af sin litteraturhistorie, at ”det særlige kriterium i forbindelse med den romerske litteratur er dens forhold til den græske.” Altså, det middel, hvormed man skal bedømme romersk litteratur, får man bedst i hænde ved at undersøge dens forhold til græsk litteratur. Hvis dette er grundlæggende rigtigt, er det klart nok vanskeligere at foretage en fair bedømmelse af romersk end af græsk litteratur. Erfaringen viser ganske vist, at vi mennesker tit går og tror, at det afledte – og romernes litteratur ér afledt – nødvendigvis er andenhånds. Men forbeholder man sig et vist mål af uafhængighed i bedømmelserne, falder man ikke i den fælde. Indsigt i den romerske litteraturs særlige historie bør ikke hindre nogen i at nyde og beundre den uden bagtanker.

Pluk dagen består af 15 kapitler, hvert med en kort præsentation af et forfatterskab (dog behandler kapitel 8 to elegikere under ét). Fem af kapitlerne dækker republikkens tid, nemlig dem om Plautus (254-184 f.Kr.), Cicero, Lukrets, Catul og Sallust (86-34). Fire kapitler vedrører den augustæiske epoke (31 før-14 efter), nemlig kapitlerne om Vergil (70-19), Horats, de to elegikere Tibul & Properts og endelig Ovid (43 før-17 efter). Hertil kommer kapitler om de ovenfor nævnte seks forfattere, Seneca, Petron, Lukan, Martial, Tacitus og Juvenal, fra sølvalderen (14-117). Ingen af disse forfattere er a-politiske, ikke engang epikuræeren Lukrets eller eros-dyrkere som Tibul og Properts.

Den romerske litteratur er omfattende og rig, og det er beklageligt, at der ikke er blevet plads til kapitler om komediedigteren Terénts, erobreren Julius Cæsar, historikeren Titus Livius, retorikprofessoren Quintilián, brevskriveren Plinius den Yngre, biografiskriveren Svetón, romanforfatteren Apulejus, historikeren Ammián og kirkefaderen Augustín. At begynde med Plautus giver sig selv. At der skulle sluttes med Juvenal, giver kun sig selv, hvis man har valgt at sætte grænsen ved sølvalderens ophør. Hertil kommer, at ”fra Plautus til Juvenal” er den periode på tre hundrede år, da den latinske litteratur var førende. I dette tidsrum havde græsk litteratur ikke for alvor noget jævnbyrdigt at stille ved siden af den latinske.

Dette forhold ændrer sig fra Hadrian (117-138) og hundrede år frem: Førsteklasses latinskrivende forfattere som Apulejus og Tertullian bliver nu en sjældenhed, de mest originale skribenter på latin er juristerne; men på græsk side har man nu – igen – en lang række, deriblandt to, der senere blev verdenslitterære stjerner: biografiskriveren Plutárk og satirikeren Lukián. Under 200-tallets verdenskrise med soldaterkejserne (26 kejsere på halvtreds år) er den latinske litteratur næsten forstummet. Fra kejser Diokletian (284-305) ændrer dette sig, og sidst i 300-tallet har den hedenske latinske litteratur en kort og herlig renæssance med historikeren Ammián og digteren Claudián.

I Pluk dagen lægges der vægt på at opspore temaer, motiver og genrer. Læser man tematisk, dvs. med blik for det idéhistoriske, erkender man, hvordan Ciceros og Senecas humanisme profilerer hinanden, for slet ikke at tale om den kritiske, utilpassede, stride humanisme af epikuræisk observans, som Lukrets står for. Hvis vi stiller Lukrets ved siden af Seneca, tegner der sig faktisk nogle af de holdninger, som vi den dag i dag forbinder med den typiske venstreorienterede over for den typiske konservative. I andre sammenhænge kan de romerske forfattere ellers godt udfordre vores medbragte forestillinger om, hvad der er progressivt, og hvad der er reaktionært (se fx Cicero og Sallust).

Et andet eksempel på temaer i disse tekster er diskussionen af livsformer: udadvendt engageret eller indadvendt selvopbyggende? Stoiker eller epikuræer? By & stress eller land & stilhed? Republik eller monarki? Politik & krig eller det, som romerne kalder otium: kærlighed, lærdom & kunst? Man kommer ud i pragtfulde egne af romernes sind, hvis man opsporer deres snart poetiske, snart filosofiske udsagn om begrebet otium. Stykket fra Ciceros filosofiske værk Samtalerne i Tusculum åbner et vældigt udblik over livsformerne. Et tredje tema er synet på kærlighed: For Catul og elegikerne er den lidenskabelige kærlighed til én person lig med livsopfyldelse, for Lukrets indebærer den livsødelæggelse af værste slags; og ironikeren Horats befinder sig nærmest midt imellem disse positioner. Men Lukrets mener altså, at sex er naturlig og kærlighed dybt unaturlig: romantisk kærlighed er et væskende sår, et ulcus. Alle skoler inden for græsk-romersk etik tildeler venskabet en aldeles afgørende rolle i menneskenes liv. Og det samme gør, hvis jeg ikke tager fejl, unge i Danmark i stadig højere grad.

Et fjerde tema, som udvalget her lægger op til, er forholdet til historien: Hvad ligger der i at betragte historia som ”lærer for livet”, magistra vitae (Cicero)? Man kan bruge historien som leverandør af forbilleder og skræmmebilleder (Livius blandt andre); så får vi overskrifter som: historie og karakterdannelse, historie og patriotisme (jf. Sallust), historie og kritik (jf. Tacitus). Bemærkelsesværdig hos nogle græske og nogle romerske tænkere er den cirkulære tidsopfattelse; hermed bliver historien et forløb, der stunder mod genoprettelse, guldalder og utopi (se Vergils 4. hyrdedigt). Et femte tema er forholdet til naturen: beskrivelserne af Italien (Juvenal 3), af det yndige sted, locus amoenus (bl.a. Vergil, Horats, Ovid), af det betagende bondeland, gammelt og godt (se især Tibul), af det majestætiske kosmos (se bl.a. Lukrets, Seneca og Lukan). Om grækernes og romernes forhold til det fysiske miljø se bl.a. Vergil, Horats’ 16. epode og Seneca. Et sjette tema er depression, ambivalens, selvlede, eksistenskvalme som beskrevet af den mageløse psykolog og pædagog Seneca i værket Om Sindsro, af hvilket der bringes et stort stykke. Menneskenes uvilje mod at se virkeligheden i øjnene, deres behov for at besmykke sig selv, deres formidable evne til at misforstå behandles af Plautus og alle hans efterfølgere som klassiske komedieskrivere; komediernes ramme er familien, og deres emne er – ligesom i elegi og satire – kærlighed og penge. Hermed har vi givet et omrids af tema nr. syv. Endelig kan vi nævne et ottende område, og her forenes det tematiske med det formmæssige: ironi contra patos, hvilket groft sagt svarer til: augustæeren Horats contra augustæeren Vergil.

Påvirkning og indflydelse, efterliv (Nachleben) og tradition har man undersøgt i mange år inden for de klassiske studier, og perspektivering og aktualisering har været fremme i en del år. Men nu til dags er nøgleordet reception, og i det begreb ligger der noget bestemt. Egentlig betyder ”reception” blot modtagelse, og man kunne nemt tro, at der med studiet af receptionen af antikken menes stort set det samme, som man tidligere kaldte studiet af the classical tradition. Men der menes ikke det samme, for vi lever ikke længere i en tid, hvor man med ro i sindet ser hen til tradition og kontinuitet, arven fra antikken og den klassiske norm. Ret beset er disse to måder at studere nutidens forhold til antikken på da også modsætninger: I studiet af the classical tradition siger man Antikken og Vi og betoner oldtidens eviggyldighed og nærhed, men i reception studies siger man Os og Antikken og betoner oldtidens fremmedhed og vores afstand fra den – hvis disse studier vel at mærke drives strikte efter bogen (hvad de dog ikke altid bliver).

Mange af de nyere påvirkningsstudier må under alle omstændigheder bydes velkommen som en stor berigelse. Ét eksempel blandt mange er Philip Ayres’ bog (1997) om Rom-ideen i oplysningstidens England: Man hyldede borgerdyd og republikanske idealer; egenskaben gravitas, tyngde og værdighed, blev indprentet i skolerne og gjort synlig i buster og statuer; arkæologer udgravede det romerske Britannia, og arkitekter byggede nyklassicistiske palæer for adelen. Hele denne epoke frem til de store revolutioner er præget af ”Roman self-imaging” på det ydre såvel som det indre plan. Er man den lykkelige ejer af trebindsværket Imperium Romanum (1993), ved man, at lignende studier drives her til lands.

Med hensyn til forbindelsen fra den romerske litteratur bagud til den græske, er det et problem, at dén græske litteratur, der er vigtigst for romerne, er den hellenistiske – som ikke er medtaget i min ærværdige lærer Holger Friis Johansens standardværk om den græske litteraturs historie: Fri Mands Tale (1984), der netop går ”indtil Alexander den Stores tid”, dvs. indtil begyndelsen af hellenismen (323-31). Hvad angår det hellenistiske eller alexandrinske præg, der fra første færd hviler over romernes litteratur, kommer det som en foræring, at man blandt de danske klassikeroversættelser kan finde en ren perle, nærmest ukendt endda, nemlig digterfilologen Thor Langes fordanskning fra 1876 af Catuls epos Peleus og Thetis’ Bryllup, en i bund og grund hellenistisk tekst. I dette mini-epos af Catul kan man se og sanse, hvad alexandrinisme er.

Bogen præsenterer tre andre aldrende perler: Erik Waages Plautus (1897), Vilh. Andersens Horats (1903) og Axel Juels Martial (1939). Jeg argumenterer i noterne til Horats-kapitlet for det synspunkt, at Vilh. Andersens Horats tilhører verdenseliten.

Det er ikke kun efterklassiske grækere – altså forfattere fra efter 330 f.Kr. – de romerske forfattere har trukket på. Thukydid har påvirket Sallust og Tacitus, Platon og Isokrates Cicero, de attiske tragikere Vergil, og Homer har været forbillede for samme Vergil. Ja, men i Æneiden er die Sonne Homers faktisk brudt gennem et hellenistisk prisme; og de, der kalder Ovids Metamorfoser et hellenistisk verdensdigt, har godt fat i dette epos’ egenart. Ved læsning af ældre håndbøger, hvis forfattere gerne rynker på næsen ad ”det senere”, skal man helst have in mente, at hellenistisk litteratur ligesom hellenistisk filosofi har været genstand for en løbende opvurdering i de sidste årtier.

Hvordan skal man bestemme det særligt romerske? Helst vil man naturligvis erfare, hvordan romerne selv så på deres egenart. Og dette med egenarten og det græskromerske kulturmøde og dets plusser og minusser er virkelig noget, som alle denne bogs forfattere enten direkte kommenterer eller indirekte belyser. Direkte kommentar til det romerske over for det græske finder vi bl.a. hos Cicero, Vergil, Horats og Juvenal, for at tage de mest berømte. Indirekte belyst bliver relationen mellem romersk og græsk i den måde, hvorpå komediedigteren Plautus og tragediedigteren Seneca skriver deres romerske dramaer om græske begivenheder og personer; især er Plautus’ både-Hellasog-Rom et studium værd.

Og hvad siger de så? De siger (men naturligvis med deres egne ord):

Hellas kunst, Rom politik. Hellas bystater, Rom verdensrige. Hellas kultur, Rom karakter. Hellas leg, Rom nytte. Hellas letsindighed, Rom ordholdenhed. Hellas teori, Rom praksis. Hellas forskning, Rom sammenfatning. Hellas pedanteri, Rom resultater. Hellas originalitet, Rom popularisering. Græsk sprog ynde, latinsk sprog kraft.

Dette er lidt af det, de selv siger, ofte stolte, undertiden klemte. Deres mest originale bidrag ydede disse akvæduktbyggere i Romerstaten, Respublica Romana, Romerriget, Imperium Romanum, og Romerretten. Men også Litterae Romanae havde en fremtid for sig: Horats varslede i ode 3.30, at hans ry ville holde sig frisk, ”så længe pontifex’en stiger op ad Capitol sammen med den tavse jomfru.” Hans ry overlevede imidlertid både ypperstepræst og Vestalinde.

Her fik vi så et niende tema: romersk identitet. Vi kan fortsætte: Romerne er stoikere snarere end epikuræere; men dette billede kan Lukrets (og Petronius) forhåbentlig nuancere, skønt jeg må sige, at det har overvældet mig at se, hvor ofte den stoiske tanke om at overvinde de ydre omstændigheder, fortuna, ved hjælp af karakterstyrke, animus, indfinder sig i bogens tekster; og her tænker jeg ikke kun på tekster af overbeviste stoikere som Seneca og Lukan. Hyldesten til det stærke sind, til modet og mandshjertet m/k er simpelt hen typisk romersk – uden på nogen måde at være ugræsk. Skulle jeg have valgt en latinsk titel til denne bog, så tror jeg, det ville være blevet ANIMUS CONTRA FORTUNAM. Dette kunne gengives: Karakter mod Kaos. Med animus og virtus, med sind og mod, holder man nemlig ikke kun de ydre omskiftelser, men også de indre sjælebrande, affekterne, i skak.

Vedrørende romerne og det stoiske og – et andet af bogens emner – stoicismen og kristendommen, kan vi minde om de to store åndelige revolutioner fra oven: I 100-tallet tager kejserne stoicismen til sig; Marcus Aurelius (kejser 161-180) var den sidste store stoiske forfatter, naturligvis på græsk (jf. ovenfor om de få latinskrivende i denne periode). Tidligere havde mange stoikere været anti-monarkister (fx Lukan). Den anden revolution finder sted i 300-tallet, hvor kejserne antager kristendommen, en kristendom præget af nyplatonisme. Med kejser Theodosius (379-395) er kristendommen klart og umisforståeligt blevet statsreligion.

Skulle jeg have sagt latinsk litteratur og ikke romersk? Romersk litteratur er i alt fald ikke romersk i den forstand, at forfatterne er født i Rom; det gælder ingen af de her medtagne (om Lukrets ved vi dog ikke, hvor hans vugge stod). Og første efterkristne århundredes litteratur tilhører spanierne (se kapitlet om Martial), ligesom andet århundrede, altså 100-tallet, er den kulturelt og økonomisk blomstrende provins Afrikas (Svetón antagelig, Fronto, Apulejus, Tertullián). I andet århundrede har riget forbilledlige kejsere, som er udgået fra de i Spanien bosatte romerske jordbesiddere; ved slutningen af andet århundrede kommer Sevérernes dynasti fra Afrika. Og hvad med Rom? Fra andet århundrede – som er fredens og rigslykkens sekel – svinder byen Roms betydning som magtcentrum; kejserne tvinges ofte til at tilbringe flere år hos hærene ude ved grænserne. I 212 giver Caracalla alle rigets frie borgere romersk borgerret. Den 11. maj 330 gør kejser Konstantin Byzans til Det Nye Rom: Konstantinó-polis, en kristen hovedstad. Rom bliver langsomt, men uafvendeligt til et museum for sin store fortid. Dette ændres først med biskopperne/paverne.

I 395 sker der ved Theodosius’ død en de facto deling af Romerriget. I 476 afsættes den sidste vestromerske kejser. I 529 lukkes Platons Akademi i Athen af kejser Justinian, og Monte Cassino, moderklosteret for Vestens munkevæsen, grundlægges i Latium af Benedikt af Nursia. Dette er da også den periode, som fuldstændige romerske litteraturhistorier omspænder: fra 240 f.Kr. frem til 476 eller endda 529 e.Kr.

Om mødet mellem det græske og det latinske sprog er der endnu et par bemærkninger at gøre. Der er et afgørende indsnit omkring midten af 200-tallet e.Kr., da forfatterne hører op med at være tosprogede, hvilket indebærer, at de skribenter, der nu slår tonen an, nemlig de kristne, stort set kun har adgang til den græske filosofi – som de konstant føler sig udfordret af – gennem Cicero, som i sine filosofiske værker formidler grækerne. Hele den grundlæggende kristne filosofi kan altså ikke forstås uden kendskab til hedensk græsk filosofi, men vel at mærke græsk filosofi, som den var blevet fremstillet på latin af romeren Cicero.

På den ene side var græskkundskaber et dannelsesgode for de skolede; man kunne være stolt af at være utriúsque linguae perítus, ”kyndig i begge sprog”. På den anden side var Rom gennem århundrederne en multikulturel metropol, hvis gyder genlød af græsk, uskolet græsk. Juvenals tredje satire – den er fra ca. 110 – skildrer, så man aldrig glemmer det, hvor græsk, græsk og orientalsk, Rom var. Nok er det den udbrændte og hidsige Umbricius, der taler i Juvenals satire; men det er svært at overdrive, hvor meget der blev talt græsk i Rom – altså ikke blot i Store Grækenland, Magna Graecia, dvs. i Syditalien og på Sicilien. På Ciceros og på Juvenals tid var eliten tosproget (se bl.a. Ciceros breve); men græsk var også immigranternes og flygtningenes sprog. Nogle af de første, der konverterede til kristendommen, var dette proletariat af rodløse græsktalende personer, til hvem apostelen Paulus ca. år 55 skrev sit Brev til Romerne – på græsk.

Sådan var det i Italien, specielt i de kystnære byer. Men latinen havde i perioden fra 200-tallet f.Kr. og fire hundrede år frem bredt sig over et enormt område, formidlet af soldater, bureaukrater, kolonister og købmænd. Omkring 200 havde Rom afsluttet erobringen af Sicilien, Sardinien, Korsika, Dalmatien samt syd- og østkysten af Spanien. Og ekspansionen fortsatte, indtil imperiet – med Trajans (98-117) undertvingelse af dakerne (ca. det nuværende Rumænien) – havde nået sin største udstrækning: fra Britannien i det fjerne vest til de hellenistiske kongedømmer østpå, med nordgrænse langs Rhinen og Donau. ”De indfødte bukkede først under for erobrernes overlegne militære teknologi, og dernæst for deres sprog, kultur og organisationstalent” (L.R. Palmer). Bortset fra nogle småting har det ikke været muligt at konstatere lokale og regionale varianter i latinen inden for det nævnte kæmpeområde. Når vi, belært af bl.a. Horats, taler om romernes utilitarisme, kan vi roligt tilføje: og universalisme. Dog var der – ud over Magna Graecia – én region, der ikke lod sig latinisere, nemlig det græske område mod øst, hvor de talte græsk og vedblev at tale græsk.

Den latin, der er tale om i dette kæmpeområde, er jo den såkaldte vulgærlatin (af vulgus, det jævne folk). Men hvornår hører latinen, vulgær eller ikke vulgær, op med at være latin? Man kan datere de romanske sprogs fremkomst til omkring 600. Men overgangen er naturligvis glidende og tøvende, og den blev fuldbyrdet under højlydte protester fra et kor af skolemestre over det halve Europa.

Bibliografien her i bogen er langt fra udtømmende; men den kan suppleres med de bemærkninger, der findes ved slutningen af noterne til hvert enkelt kapitel. Her oplyses oversættelsernes herkomst, og desuden giver jeg nogle henvisninger til bøger eller artikler, som nemt kunne overses, men som kan være af særlig interesse ved fortolkningen af det pågældende forfatterskab. Disse data findes altså, hver gang noterne til en given forfatter lakker mod enden.

Jeg har mange steder indsat accenter i de latinske ord; de er til fri afbenyttelse. Latinske ord betones efter den ganske enkle paenultima-regel: Er næst-sidste (paen-ultima) stavelse lang, skal den betones (eksempel: va-gí-na); er den kort, ligger trykket på tredjesidste (eksempel: fé-mi-na). Med de græske ord stiller det sig straks vanskeligere. Hvor skulle man fx sætte accenten i ordet Perikles? Over Pe, som de fleste danskere gør? Over ri, hvor en romer kunne placere den? Eller over kles, hvor accenten faktisk står på græsk? Når det græske Andrónikos på latin bliver Andronícus, skyldes det, at i’et, altså næstsidste stavelse, er langt, hvilket, som man ser, ikke er bestemmende for betoningens placering på græsk. Det samme gælder Fársalos, der bliver Farsálus. Men lad os ikke opholde os længere ved dette emne, som ikke hører til de vigtigste i verden. Dog skal ingen få mig til at kalde pønerne for ”punere”! Jeg håber ikke, uniformitet er det bedste, min læser ved; for jeg har ikke kunnet opnå komplet konsekvens i brugen af stort og lille begyndelsesbogstav, i brugen af kursiv og i gengivelsen af græske og latinske navne (sådan at der fx kun skrives Føbus og aldrig Phoebus, Foibos eller Phoibos – former, der dog er lige så legitime). Men i det, som må betragtes som hovedsagen, er der forhåbentlig ingen slinger i valsen.

Pluk dagen har en hjemmeside. Her finder man forslag til undervisningsforløb i oldtidskundskab (med udblik til gymnasiets øvrige fagrække samt Almen Studieforberedelse), omtaler af ny faglitteratur, henvisninger til perspektiverende stof m.v. Hjemmesiden er interaktiv, og der vil forhåbentlig hele tiden fra læserne indkomme nye forslag, omtaler og henvisninger. Via hjemmesiden har man også mulighed for at høre, hvordan en række af bogens tekster virker, når de bliver læst op. Yderligere oplysninger om hjemmesiden kan findes via www.unipress.dk. I en særlig afdeling er notestoffet – af historisk, geografisk, idéhistorisk, religionshistorisk og anden art – samlet. Disse noter er medtaget, for at teksterne kan være ”lige til at gå til” for travle folk. Noterne henvender sig til læsere med ingen forudsætninger i det romerske og få i det græske. Der henvises til noterne via en lille prik i teksten.

Det er aldeles afgørende, at de græske og romerske forfattere får lov til at tale levende menneskesprog, hvad der imidlertid ikke kun betyder, at de skal tale, som der tales ”i dette år”. Målet er, at de skal kunne læses som samtidige – erfarne samtidige. Derfor er bogens præsentationer, oversættelser og noter blevet afprøvet og afpasset; dette har fundet sted gennem flere semestres undervisning på Aarhus Universitet. Desuden har to gymnasielærere – Brian Andreasen, Risskov Gymnasium, og Jens Refslund Poulsen, Østre Borgerdyd Gymnasium – været tilknyttet Pluk dagen som konsulenter.

Det har været en fornøjelse at være forfatter. For hvad gik det ud på? At få romerne til at tale dansk og bagefter bede kritisk ungdom afprøve, om det så også ér dansk og vedkommende. Med ildhu har studenter ved Klassisk Filologi her i Århus læst og påhørt tidligere versioner af bogens kapitler, og jeg håber, at de vil bære over med, at jeg ikke kan takke dem hver især. Det samme gælder de kolleger ved Aarhus Universitet, ved Syddansk Universitet og i Klassikerforeningen, som har lyttet til mine udlægninger og opmuntret på så mange måder. Men Trine, til hvem bogen er dediceret, Brian og Jens, de to konsulenter, Jens Pedersen, den tindrende oplæser, Birgitte Adams og Jette Persiani, dem nævner jeg med tak ved navn.

Pluk dagen har samme undertitel – Romersk litteratur fra Plautus til Juvenal – som min Veje til Rom. De to bøger indeholder da også nøjagtig de samme oversatte tekststykker. Noterne er en smule længere i Veje til Rom end i Pluk dagen, men hovedforskellen består i, at Veje til Rom rummer meget mere litteraturhistorie. Det er i Veje til Rom, man kan læse meget om de romerske forfatteres forhold til de græske forbilleder og om den måde, romerne har påvirket senere epokers litteratur og kultur på.