Читать книгу Pluk dagen - Ole Thomsen - Страница 20

Lukrets Om Verdens Natur 4.962-1208

Оглавление

Drømme

Det som vi hver især holder fast ved og særlig går op i, eller de ting som vi forhen især har givet os af med, så vor forstand var samlet mer om dem end om andet, 965 netop de ting vil hyppigt vise sig for os i søvne.

En advokat fører sager og ordner kontrakter i drømme, feltherren synes han drager i krig og fægter mod fjenden, sømanden at han må fortsætte dagens dyst imod vinden – jeg at jeg slider med detteher værk, studerer vor verden 970 tidligt og sent, og skriver derom på det sprog vi har arvet.

Ganske på samme måde kan andre erhverv eller håndværk fastholde menneskers sjæle som fanger i drømmenes blændværk. Den der hver eneste dag under festen har siddet begejstret henne i Cirkus, hos ham kan vi se at han for det meste, 975 selv når det pragtfulde skue derhenne for længst er til ende, dog har en åben dør – eller fler – tilbage i sindet, som så de festlige ”billeder” let kan smutte igennem. Derfor kan de i dagevis vise sig for ham, nøjagtig som de blev sanset, så at han synes, selv mens han er vågen,

at han ser dansende mænd bevæge de smidige lemmer,

lytter til citharens smægtende spil, dens melodiske stemme,

tydeligt ser de samme fyldte tilskuerrækker

og samtidig sanser den brogede pragt der stilles til skue.

Sådan en vigtig rolle har menneskers lyster og glæder,

ligesom alle de sysler der plejer at udfylde livet –

ikke blot menneskers liv men alle levende væsners.

Tænk på at fyrige heste, der har strakt benene fra sig,

kan svede i søvne, ånde i kraftige stød, og kan spænde

al deres kraft, som gjaldt det at vinde på væddeløbsbanen,

eller som stod de i Cirkus, på spring før båsene åbnes.

Også jægernes hunde kan ofte, bedst som de sover

dybt og trygt, sparke ud med ét, de begynder at halse

og snuse ivrigt og hyppigt ind, som sporhunde gør det,

ganske som havde de færten af vildt og nu fulgte på sporet;

og når de vågner, så vil det ofte ske, de forfølger

drømmens falske billed af hjorte som flygtede for dem –

indtil de kommer så vidt til sig selv at synet fordufter.

Men så det søde kuld af hvalpe vi selv har dresseret:

Ivrigt ryster de søvnen af sig, får rejst sig fra lejet,

ganske som så de en fremmeds ansigt og skikkelse for sig.

Og af jo grovere grundkim racen er dannet, jo mere

må den nødvendigvis røbe sin vildskab, også i drømme.

Tænk på den vrimmel af fugle der brat flyver op, og hvis basken

bryder den natlige ro i guders hellige lunde,

hvis der i søvnen kom syner af falk og høg der fløj mod dem,

ivrigt forfulgte de små og blev årsag til kiv og spektakel.

Nu til de mænd, hvis sind er skabt til dåd og som derfor

udfører store bedrifter; det gør de også i drømme:

nedkæmper konger, går forrest i slag, blir taget til fange,

skriger i søvne, som fik de et knivsblad sat imod struben.

Andre kæmper på liv og død og stønner af smerte,

fylder alverden med vældige brøl, som så de en panter

eller en rasende løve der åbned sit gab for at bide.

Atter andre taler i søvne om deres bedrifter –

hvorved de ofte har røbet en udåd de selv har forøvet.

Mange ser deres egen død mens de drømmer; de stivner,

slagne med rædsel, som om de højt fra en bjergtop var styrtet

tungt til jorden; og når de er vågnet igen, kan de næppe

finde sig selv, forfærdede over hvad kroppen kom ud for.

Også den tørstende drømmer; men han slår sig ned ved en kilde

eller en flod, og den hele strøm forsvinder i svælget.

Selv for pertentlige folk kan det ske, at når søvnen har magten,

tror de, de står ved latrin eller natpotte, og at de løfter

op i tøjet – og alt det vand som kroppen vil af med

tømmer de ud over sengens pragtfuldt broderede tæpper.

Pluk dagen

Подняться наверх