Читать книгу Pluk dagen - Ole Thomsen - Страница 7

Marcus Tullius Cicero er det menneske fra oldtiden, vi kender bedst. Studiet af hans liv og værk i deres tætte indbyrdes sammenhæng tillader os på nærmeste hold at følge tilblivelsen af den europæiske humanisme, hvis ophav er romeren Cicero – i forlængelse af grækeren Sokrates. Udfordringen for en humanist var og er at få sin daglige praksis til at stemme overens med al den menneskekærlige, korrekte og tolerante teori, han eller hun har læst og tænkt sig frem til. Forholdet mellem liv og lære er noget, Cicero tit spekulerer over, fx når han i sit skrift Om Venskabet behandler det spørgsmål, om to politiske modstandere kan være personlige venner. Teori og praksis er også hans emne, når han betoner den patriotiske pligt for veluddannede og derfor indsigtsfulde mennesker til politisk indsats, og når han indskærper, at en taler, dvs. en sagfører og politiker, skal have en omfattende almendannelse at bygge på, fordi retorik uden filosofi er tom og nemt udarter til skamløs propaganda.

Cicero blev født den 3. januar 106 f.Kr. i byen Arpínum i Latium som ældste søn af en ret velstående romersk ridder (ridderstanden er stand nr. 2 efter senatorstanden). Hans fire år yngre bror Quintus kender vi meget godt, dels fra brevveksling mellem de to brødre, dels fra de lejligheder, hvor Quintus politisk eller militært var i front. Ligesom Marcus blev Quintus offer for Marcus Antonius’ udrensninger i år 43; Quintus og hans 23-årige søn blev angivet af slaver.

Her er fire Cicero-årstal: År 80 holdt han en tale i en mordsag med opsigtsvækkende kritik af Sullas diktatur. Årene 79-77 studierejse østpå. År 75 administrator i provinsen (på Sicilien). År 63 konsul.

I tredive år holdt Ciceros ægteskab med Terentia. Med hende fik han den højt begavede datter Tullia, hvis død efter en barsel i 45 nær havde knust ham, og desuden den dovne, men ingenlunde uduelige søn Marcus. Det praktisk-filosofiske værk De Officiis, Om Pligterne, er tilegnet Marcus. I 47 blev Cicero skilt fra Terentia og gift med millionærdatteren Publilia, som han næsten omgående blev skilt fra.

På mange planer kan opmærksom lytten til Cicero, denne ærekære, nærtagende og lidenskabelige mand, gøre os klogere på det romerske samfund og den måde, det virkede på med sin skarpe lagdeling i stænder. Som novus homo, ny mand, dvs. førstegenerationspolitiker, var Cicero ikke patrónus for et stort net af clientes af den slags, som de adelige, fx Julius Cæsar, kunne råde over. Klienter var afgørende i romersk politik. Tankegangen hos patronen er denne: ”Jeg understøtter dig, og du bidrager til min status og mit image.” Fx ser det jo godt ud, hvis man viser sig offentligt med følge! Nedenfor i kapitel 10 siges der i forbindelse med Senecas værk om velgerninger og taknemmelighed lidt mere om klientvæsenet, set i sammenhæng med samfundets såkaldte gaveøkonomi, som går ud på, at penge er ”indlejret” i noget andet. Hos epigramdigteren Martial (kapitel 13) skal vi høre klientens dagligdag beskrevet indefra og nedefra.

Cicero led af sociale mindreværdskomplekser. Han var fair mod (i alt fald nogle af) sine slaver, ja, blev nær ven med sin sekretær Tiro, som han frigav; også til ham er der bevaret breve. Ciceros nærmeste ven var Titus Pomponius Atticus, der ligesom Cicero var ridder, dertil en højt kultiveret herre, epikuræer, tolerant og tempereret, Ciceros bankier, finansrådgiver og forlægger; han boede i Athen en snes år af sit liv, deraf tilnavnet Atticus, Den Attiske.

Ciceros værk er kæmpemæssigt:

1 Talerne; 57 er bevaret. Der er politiske, og der er juridiske taler, idet de juridiske dog ofte rummer politisk stof. De politiske er enten holdt i senatet eller på folkeforsamlingen; og de er tydeligt afpasset efter publikum, både i form og indhold.

2 De filosofiske skrifter, herunder de statsteoretiske. Cicero er ikke nogen selvstændig filosof; hans værker er populariserende formidling, udarbejdet i lyntempo. Han satsede på sin ordkunst. Sit filosofiske testamente Om Pligterne – heriblandt i høj grad pligten til engagement for fædrelandet, for menneskeheden – skrev Cicero, til forskel fra de foregående skrifter, ikke fjernt fra den rasende vrimmel; han udarbejdede dette værk til sin søn samtidig med, at han holdt de taler mod Marcus Antonius, som førte til hans død. Filosoffer af faget har vist Ciceros filosofiske værker betydelig interesse gennem det sidste par årtier, hvilket hænger sammen med den markante opvurdering af hellenistisk filosofi. Det er nemlig ikke så meget Platon og Aristoteles, som det er disses efterfølgere i den hellenistiske periode (323-31), Cicero formidler.

3 For det tredje er der de over 800 breve, hvoraf de færreste er skrevet med offentliggørelse for øje. Man skønner, at disse godt 800 udgør ca. halvdelen af dem, der oprindelig blev udgivet. Som kilde til de storpolitiske begivenheder er de specielt velkomne, fordi de bøger af Titus Livius’ historieværk, der omhandlede republikkens undergang, er gået tabt. Brevene – til Atticus, til bror Quintus, til Brutus, og til en lang række venner og bekendte – dækker perioden fra 68 til juli 43. Der er ingen fra Ciceros konsulatsår: 63. I samlingen Ad Familiares, Til Venner og Bekendte, er der medtaget 90 breve til Cicero.

4 For det fjerde er der de retoriske afhandlinger, hvoraf de vigtigste er dialogen De Oratore, Om Taleren, I-III (år 55), Brutus (46) og Orator, Taleren (46). Et hovedtema er foreneligheden af retorik og filosofi; dette er vendt mod Platon, som dog agtes højt. Der tales endvidere om tilladeligheden af høj patos; dette har front mod den retning, der kaldtes atticisterne; de var tilhængere af lavmælt charme og ironi, og de mente bestemt, at less is more. Endelig tales der i Ciceros retoriske afhandlinger om de tre stilniveauer: lavt, middel og højt, som på passende vis skal afstemmes efter og tilordnes en tales tre opgaver. Talens tre opgaver er: docére, at informere og argumentere, delectáre, at underholde, og movére, at bevæge ind i en bestemt affekt (fx vrede, frygt eller medlidenhed). Denne lære om det passende – decorum – skal vi senere se Horats udfolde. Det passende, inklusive det afstemte, velproportionerede og symmetriske, er en nøgleværdi i al klassik og klassicisme.

5 Endelig skal vi nævne digtene, hvoraf over 800 linjer er bevaret. Mest omtalt var Ciceros to episke digte Om Mit Konsulat (fra 60) og Om Mine Egne Tider (57). Sidstnævnte epos beskrev den triumflignende hjemkomst fra det eksil, som han i år 58 var blevet tvunget ud i.

På Ciceros samtid havde hans filosofiske værker en begrænset virkning; for det store publikum var de for vanskelige, og folk med ægte interesse for græsk filosofi tyede hellere til den græske kilde. Begge dele ved vi fra Cicero selv. Endnu Seneca gik, hundrede år senere, stort set uden om Ciceros filosofiske værker. Men senere endnu forsvandt den tosprogede, og dermed græsktalende, elite fra romersk åndsliv, og for de latintalende kristne blev Ciceros værker hovedvejen til græsk filosofi. Kirkefaderen Ambrosius (340-397) har øvet stor indflydelse med sit værk Om de Gejstliges Pligter, som er den første kristne etik (morallære). Fra Ciceros Om Pligterne har den kristne tænker overtaget: a) de fire kardinaldyder: indsigt, retfærdighed, mod og mådehold, b) læren om naturretten (menneskerettigheder) og c) den overbevisning, at kollektivet (for Cicero staten, for Ambrosius kirken) har krav på enkeltmenneskets fulde indsats. Om naturog menneskeretstanken læser vi igen og igen, at den ”stammer fra oplysningstiden.” Hvilket er helt rigtigt, hvis man ved oplysningstiden forstår den græske oplysningstid i 400-tallet f.Kr. (især sofisterne er vigtige her), hvorfra disse ideer så formidledes videre via Cicero, Seneca og Ambrosius.

Vaklen var der nok af i Ciceros liv. Men fra først til sidst var han tro mod sit politiske program: senatets urørlighed, senator- og ridderstandens pligt til enighed, de herskende klassers pligt til anstændighed; og på samme måde holdt han som formidler og oversætter fast ved det projekt at få grækerne til at tale klingende latin. Havde han ikke gjort det, ville meget mere af den græske kultur have været tabt for os.