Читать книгу Pluk dagen - Ole Thomsen - Страница 5

Titus Maccius Plautus blev født ca. 254 f.Kr. i Sársina (tæt ved Rimini) og døde i år 184. Hans navne nr. to og tre er reklame: Han har dannet dem efter 1) klovnefiguren Maccus i de folkelige Atellane-farcer og 2) skuespillerne i de farceagtige mimer, idet en mime-spiller var platfodet, plautus, i den forstand, at han spillede uden fodtøj. Altså: Titus Folkelig Fornøjelig.

Plautus er den første romerske forfatter, vi har bevaret hele værker af. De tyve plautinske skuespil er aldeles overvældende i mængde og mangfoldighed, og så taler og synger personerne i disse spil det smukkeste, saftigste, mest bevægelige latin. Plautus er desuden, som en litteraturhistoriker har sagt, ”den mest plyndrede forfatter”. Sammen med sin efterfølger Terénts, Publius Teréntius Afer (ca. 195-159), er Plautus ophav til den klassiske komedietradition, altså til den genre, der gennem de sidste fem århundreder har været teatrets almindeligste. Det er hos Plautus og Terents, Europas digtere har lært at skrue komedier sammen – komedier med deres karakterstudier af uforbederlige narre, med deres skildring af gamle skikke contra nye moder, med deres pikante afsløring af det mandlige og det kvindelige og med deres finurligt slyngede intriger. Intrigerne skal give publikum en forførende fornemmelse af, at alt kan lade sig gøre, bare man er smart nok, bare man tør.

Plautus-komedierne har tre lag: (1) talte partier, (2) de såkaldte langvers, der blev reciteret, ”messet”, til fløjteakkompagnement, og så (3) de sungne partier, de såkaldte cántica (ental: canticum), for en eller to syngende. Når den nyere europæiske komedie blev på prosa (som regel) og musikløs, skyldes det, i alt fald blandt andet, at de digtere, der i senmiddelalderen begyndte at efterligne Plautus og Terents, læste dem som fortløbende prosa, og sådan blev de to også trykt i renæssancen. Ingen vidste bedre, og da slet ikke, at så meget i Plautus er recitation og sange. Men rigtigt læst er Plautus skaberen af det, der nu kaldes musical comedy, komisk musical.

Tre af Plautus’ stykker kan dateres: Den Stortalende Soldat til ca. 205, Stichus til 200 og Pseudolus til 191. De embedsmænd, ædilerne, der havde opsyn med de festivaler, hvor skuespillene blev opført, førte arkiv over de spillede stykker. I arkivet indgik navnet på den græske forfatter, som den romerske havde brugt som forlæg, og titlen på det græske stykke, der var brugt; man ville nemlig ikke have det samme stykke sat op to gange. Visse brudstykker af disse arkivalier er blevet reddet over i vores Plautus-håndskrifter, og det er takket være dem, vi kan datere komedierne Stichus og Pseudolus.

Med deres store indbyrdes forskelle er de tyve komedier, vi har bevaret af Plautus, alle bearbejdelser af dramaer fra den græske komedies tredje fase: Den Nye Komedie, dvs. de erotisk-økonomiske lystspil, der florerede fra 320 og ca. hundrede år frem, og hvis betydeligste forfatter var Menander. En sådan romersk bearbejdelse kaldes en palliáta (underforstået fábula), et pállium-klædt stykke. Pallium er det latinske ord for en almindelig græsk kappe, den der på græsk hedder et himátion. Samtlige komedier af Plautus og Terents foregår nemlig i den græske verden, hyppigst i Athen, selv om Plautus nok så meget sminker de græske personer med romerske kulører.

I talrige bøger læser man, at det, vi ved om antikkens slaveri, stammer fra kilder, der afspejler slaveejernes holdninger og ideologi. Hvis den historiker, der skriver sådanne sobre og ideologikritiske ord, ville leve sig ind i en komedie som Plautus’ Pseudolus, hvor titelpersonen legemliggør typen servus cállidus, listig slave, i al dens lyvende glans og bedragende herlighed, og hvor hans modpol, den artige slave, gøres grundigt til grin, så ville historikeren måske tilføje: ”Og dog er det ikke så blåøjet endda at tilkende komedier af Plautus – og andre – samfundskritisk kraft.” Nej, hvorfor mon totalitære og fundamentalistiske regimer er så bange for latter (undtagen naturligvis hånlatter rettet mod de udstødte)?

Alle Plautus’ komedier synes at følge forlæg fra Den Nye Komedie, bortset fra én, nemlig Amfitryon. På Amfitryon kan man hæfte etiketten myte-parodi eller myte-travesti, og derfor har dette drama antagelig rod i Den Mellemste Komedie, dvs. komedierne fra perioden efter Den Gamle Komedie, idet Gamle Komedie er samlebetegnelsen for værker af Aristofanes og hans talrige kolleger. I den efter-aristofaniske periode var den komiske udnyttelse af den græske mytologis pragthistorier nemlig rigtig kommet på mode. Den Mellemste Komedies storhedstid kan bestemmes til ca. 400 til ca. 320. Så har romeren Plautus altså bevaret noget ellers tabt græsk, nemlig en mellemste komedie, ligesom romeren Catul, med ”Peleus og Thetis’ Bryllup”, har bevaret noget ellers tabt græsk, nemlig et alexandrinsk kort-epos, et epyllion.

Siden romantikken, altså i mindst to hundrede år, har litteraturforskere og teaterfolk været glade for tragi-komedier, dvs. skuespil, der på én gang får os til at græde og le over de vilkår, vi mennesker må leve under her i verden. Man har fundet denne kvalitet i nogle af Shakespeares stykker, og man har søgt at fremelske tragi-komiske stykker hos sin egen tids dramatikere. Endnu den dag i dag anses skuespil og romaner, der er gennemtrængt af holdningen ”både til at græde og le over”, for at være de mest virkelighedstro.

Ordet tragi-comoedia findes for første gang i prologen (fortalen) til Amfitryon. Ganske vist hører den udbyggede teori om tragikomik, virkelighedsnærhed og humor romantikken til; men når det gælder om virkelig at fortolke Plautus’ stykke, kan man roligt tillægge udtrykket tragi-comoedia en dybere og mere omfattende betydning, end Merkur selv gør i prologen til stykket (se note til vers 95ff.). I mødet med de forvanskede og forheksede situationer her i tragi-komedien er Alkmene og Amfitryon, pga. deres høje heroiske og tragiske status, tungnemme på en helt særlig måde. De bliver paf, og de er til nar, men uden at blive naragtige. Det er tragedie-personer, der bliver udsat for komiske begivenheder – deraf tragi-komedien. Ikke mindst dette moment af fornemhed og værdi i løjerne, denne følelse af højde og dybde, har sikret dette Plautusdrama en helt usædvanlig bevågenhed hos senere dramatikere, heriblandt Molière med Amphitryon (1668), Heinrich von Kleist med Amphitryon. Ein Lustspiel nach Molière (1807) og Jean Giraudoux med Amphitryon 38 (1929). Ikke mindst romantikeren Kleists stykke er en uafrystelig tragikomedie.