Читать книгу Pluk dagen - Ole Thomsen - Страница 16

Ciceros Forsvarstale for Cælius 27-51 Nutidens ungdom skal have lov til at rase ud

Jeg vil her gå over til noget, der har gjort større indtryk på mig, nemlig kritikken af min klients luksusvaner;• om dem fik vi en lang tale, ja, men ret blid, og just fordi der var mere argumentation end aggression i den, blev den påhørt med opmærksomhed. I den henseende adskilte den sig fordelagtigt fra min ven Clodius’• indlæg: Han slog om sig med sprogets voldsomste og mest højtravende udtryk, glødede sig op til et sandt raseri, med hængemule og tordenrøst; så selv om jeg måtte anerkende hans veltalenhed, blev jeg ikke ligefrem bange; nu har jeg snart i mange sager set den mand bokse• huller i luften.

Men dig, Balbus, vil jeg, med din tilladelse, veksle nogle ord med, hvis jeg i det hele taget tør formaste mig til at forsvare ”en mand, der aldrig har takket nej til en middag, og har været i parker, og har brugt parfume, og har været på ferie i Bajæ.”•

Først vil jeg nu sige, at jeg har både hørt og set mange mennesker her til lands – og dét ikke blot af dem, der kun havde nippet forsigtigt til det søde liv og aldrig for alvor havde slået til skaglerne, som man siger, men også af dem, der havde spenderet hele deres ungdom på skæg og ballade – som så på et vist tidspunkt har rebet sejlene, som man siger, og er styret ind i smult vande som brave og agtværdige borgere. Vi er jo også alle• enige om, at ungdom og en vis galskab går hånd i hånd; og naturen• selv er jo ødsel med spændte safter til unge personer. Og når det blot ikke går så vildt til, at de forspilder noget liv eller bringer nogen familie til ruin, ja, så plejer vi at se stille og roligt på det.

Men det var, som om du ville tage fordommene mod alle unge og puste dem op til had alene mod Cælius; og derfor var det, at din tale blev påhørt i så dyb tavshed: Selv om du kun opererede med én skyldig, sad vi og tænkte på en masse menneskers laster.

Det er ingen sag at præke moral mod nydelsessygen. Jeg for min del skulle gerne påtage mig at tale i dagevis om det emne, endda uden at udtømme det, både om forførelser og utroskab og blinde lidenskaber og ødselhed og andet. Og selv om man tager rent abstrakt på Sædernes Forfald uden at sigte på nogen enkelt person, er det et emne, som kan give anledning til megen og fortjent revselse. Men I, dommere, må have så megen sund• sans, at I ikke mister min klient af syne. Og hvis anklageren har fået jer til at spidse jeres strengheds og værdigheds pile mod lasterne i al almindelighed og det modernes livs moralske brist, så må I ikke fyre pilene af mod én person, som ganske uforskyldt er blevet gjort til syndebuk for en masse menneskers fejltrin.

Derfor, da jeg i al almindelighed må give dig ret, Balbus, tør jeg ikke fortænke dig i dit sortsyn, skønt det egentlig var min hensigt at undskylde ungdommen og bede om lidt overbærenhed for den til at slå sig løs. Men som sagt, det tør jeg ikke; jeg vil ikke bruge min klients ungdom som skærmbræt; og de rimelige indrømmelser, man skænker alle andre, vil jeg give afkald på og kun bede om denne ene ting: Er der en almindeligt udbredt forargelse (og det er der i høj grad) over vor tids ungdom, over dens pengeforlegenheder, dens gale streger og galante eventyr, lad den da ikke rette sig alene mod ham! Og lad ikke ham undgælde for, hvad andre har forbrudt, og for hvad tidsånden• blandt de unge fører med sig! Forstå nu ikke dette, som om jeg vil slippe lettere fra mit forsvar. Tværtimod. De særlige beskyldninger, der rettes mod min klients person, skal jeg begge besvare på det omhyggeligste, punkt for punkt.

Der er nemlig to anklagepunkter: Affæren med guldsmykkerne og det påståede forgiftningsforsøg. I begge tilfælde drejer det sig om én og samme person: Det er Clodia,• han har fået guldet af, og det er Clodia, der skulle forgiftes, som det hedder. Alt, hvad der ellers er fremført, er ikke beskyldninger, men sladder, snarere hidsige skældsord end ting, der kan tages alvorligt under en kriminalproces. ”Horkarl! Libertiner! Stråmand!” – det er injurier, ikke anklager; det er grundløse beskyldninger uden føling med virkeligheden; det er giftigheder, der udslynges på må og få af en ophidset anklager uden skygge af hjemmel.

Men disse to beskyldninger synes dog at have en vis hjemmel, en vis oprindelse, de er dog ikke ganske hovedløse, men bestemt formulerede.

Lad os høre: ”Cælius manglede guld; altså fik han det af Clodia, fik det uden vitterlighedsvidner; beholdt det, så længe han ville.” – Et umiskendeligt bevis på nær og fortrolig omgang, det er klart. ”Han ville dræbe samme Clodia; altså skaffede han sig noget gift, fik nogle slaver i sit sold, lavede drikken til, fastsatte stedet, bragte giften derhen!” – Et umiskendeligt bevis på et uopretteligt brud, et glødende had mellem dem; det er indlysende.

Her er det altså, hele slaget skal stå, høje dommere! Og det med en kvinde, der bærer et både berømt og berygtet navn: Clodia. Ikke et ord skal jeg sige om hende ud over, hvad der kræves af hensyn til mit forsvar.

Men på den anden side: At vi ikke kan komme uden om hende, at det er med hende slaget skal stå, det indser du sikkert, Gnæus Domitius,• højvise retsformand. Kun hvis vi antager, at hun nægter at have lånt Cælius pengene, og at hun ikke kommer med nogen beskyldning mod ham for giftattentat, ja, så kan man med rette stemple min optræden som usømmelig, hvis jeg tiltaler hende anderledes, end ærbødigheden• for en romersk borgers frue kræver det.

Og hvis sagerne nu står sådan, at man blot behøver at sætte denne kvinde ud af spillet, for at alle deres angreb og beskyldninger mod Cælius skal falde til jorden, er det så ikke vores, hans forsvareres, pligt at slå angrebet tilbage der, hvor det truer? Og det skulle jeg også gøre med et ganske anderledes eftertryk, hvis der ikke netop bestod et personligt uvenskab• mellem mig og denne kvindes mand … bror• mener jeg … det tager jeg altid fejl af. Men i betragtning heraf vil jeg fare med lempe og ikke gå hende tættere på livet, end min pligt som forsvarer og sagen selv byder mig. Desuden sætter jeg en ære i ikke at lægge mig ud med damer, og allermindst da med en, der altid og hos alle har gået for at være, ingens uven, men alles ven—inde.•

Men før jeg begynder, vil jeg spørge hende selv, hvordan hun foretrækker jeg skal henvende mig: Under gammeldags strenge og højtidelige former, eller på en mere bymæssig måde i beleven selskabstone? For hvis det skal være efter de gamles ramsaltede sæd og skik, så vil jeg vække• en af vore skæggede gubber op fra de døde (ikke en med sådan et flødeskæg, som den dame ynder, men med et rigtigt vildmandsskæg,• som vi ser det på antikke statuer og billeder) og så lade ham få ordet i mit sted – for at hun ikke skal gå hen og blive vred på mig – og kalde hende til orden. Vi kan jo tage en af hendes egen familie, fx den gamle blinde Appius;• ham vil det jo da ikke skære i hjertet at se hende.

Står han op af graven, får hun denne tale at høre: ”Quinde! Hvad har du med Cælius at skaffe, med en pur-ung Mand, med en, du ei kender? Hvortil dette Frændskab med ham, at du betroer ham dit Guld, eller dette Fiendskab, at du gruer for hans Gift? Har du ei set din Fader som Consul, har du ei hørt din Farbroder, din Bedstefader, din Oldefader, din Tipoldefader, ja, din Tiptipoldefader at have været dette selvsamme? Vedst du icke, at du nylig har været Quintus Metellus’• Viv, hiin berømmelige, tapre og fædrelandssindede Mand, som, blot han traadte ud af Hjemmets Dør, overstraalede fast alle udi vor Stad udi Dyd, Ære og Anseelse? Du som, selv ud af ædleste Byrd, var kommen som Brud til det berømmeligste Huus, skulde du knytte dig saa nøje til en Cælius? Var han mon Blodsforvandt, eller Frænde, eller Gæsteven af din Husbond? Intet af alt dette! Hvad var det altsaa uden Vanartethed og Liderlyst?

Og siden vore mandlige Ahnebilleder• icke have kunnet holde dig i Ave, burde da icke i det mindste min Sønnedotter, hiin Quinta Claudia,• paaminde dig om at kappes med dine quindelige Slægtninge udi Quinders Dyder? Burde ikke hiin anden Vestalinde• Claudia have paamindet dig, hun som ved at omfavne sin Fader hindrede Uvennen, Almuetribunen, i at neddrage ham af Triumf-Vognen? Hvorfor har din Broders Laster tilskyndet dig mere end din Faders og Bedstefaders og alle mandlige og quindelige Ahners Dyder? Har jeg dérfor brudt Freden med Pyrrhus, for at du dagligen skulde besegle de skammeligste Elskovspagter? Har jeg dérfor ledet Vand hid, for at du dermed skulde aftvætte din Utugts Skændsel? Har jeg dérfor anlagt min Vei, for at du, med fremmede Karlfolk i Halen, skulde stoltsere derpaa?”

Men holdt, dommere! Jeg begynder at blive bange for, at denne alvors-skikkelse, som jeg selv har manet op fra de døde, skal vende sig i al sin tugtemesterbarskhed mod Cælius og hæve svøben mod ham.

Dog, min klients livsførelse skal jeg komme tilbage til senere, og da giver jeg mit ord på, at jeg skal få den frikendt selv for den strengeste moral-instans. Men du, kvindemenneske – nu taler jeg nemlig til dig i mit eget navn uden talerør – hvordan agter du at få din opførsel, dine ord, dit komediespil, dine intriger og dine bagtalelser retfærdiggjort? Ja, så må du i alt fald først gøre nøje rede for hele din udstrakte omgangskreds, din fortrolige venneskare, dit netværk. Anklagerne himler ganske vist op om udsvævelser og orgier og ægteskabsbrud, om badeleben på Bajæ• Strand, om selskaber og nattesvir, om sejlture under sang og fløjtespil, og samtidig antyder de, at du intet som helst har imod, at de drager alt dette frem. Med andre ord: Siden du nu engang med en frækhed og samvittighedsløshed, der søger sin lige, har sørget for, at alle disse historier ser dagens lys i denne offentlige retshandling, må du enten• modbevise dem og påvise det er løgn, eller indrømme at dine beskyldninger og dit vidnesbyrd ingen tiltro fortjener.

Men hvis du foretrækker, at jeg taler i en mere beleven tone, skal jeg gerne føje dig. Altså, bort med denne upolerede gamling; han lugter jo næsten af stald! Nej, lad os hellere• tage en af dine nulevende slægtninge, fx din yngste bror, der er noget af det mest polerede, og som hænger ved dig med den varmeste hengivenhed, han puttede sig jo i sengen hos storesøster, den søde trold, velsagtens fordi han var bange for bussemænd i mørke. Forestil dig nu, at han siger følgende til dig:

”For pokker, søster, hvad er det for et hus, du holder! Hvordan er det, du skaber dig! Det er jo den her komedie om igen: ”Lirumlarum, katten gør æg!” Nu har du igen set et ungt• hug nede om hjørnet,• og så bager du på hans hvide• skind og smækre hofter, og ansigt og øjne. Ham må du se igen! Stævnemøder på stribe i parken! Du, du er en højadelig dame, og han er en dengse, hvis fornærede far er striks med lommepengene, men hvad så? Så har du med alle dine ressourcer jo snor i ham! Gu’ har du ej! Han slår sig i tøjret, væmmes, beder dig ryge og rejse, gider ikke have dine gaver, hvis han skal ta’ dig med i købet! Jamen herregud, så slå dig da på en anden! Hvad har du ellers din lysthave ved Tiberen til? Den er jo omhyggeligt anlagt netop der, hvor alle fyrene kommer ned og får sig en dukkert?• Der kan du jo så smutte ned hver dag og ta’ dig en makker. La’ nu vær’ med at stresse ham her, når han ikke vil ha’ dig!”

Men også dig, Cælius, vil jeg gerne snakke et par ord med, fra et myndigt faderstandpunkt. Jeg ved blot ikke, hvilken faderrolle jeg skal vælge at spille – om det skal være en af Caecilius’• buldrebasser, en af disse her, du ved:

Nej, det er dog for galt, jeg dør af harme!

Det var den dråbe, der fik bægret til at flyde!

eller:

Din ulykkesfugl, din døgenigt, som bare foragter min opsang!

Jeg vil, dog min vilje er rent til grin med sådan et vanartet afkom …

Det er den slags fædre, der skærer ind til benet. De er næsten ubærlige. Men en fader af den type ville sige følgende til dig: ”Hvorfor flyttede du hen i det luder-distrikt i stedet for at tage benene på nakken, da du havde gennemskuet fristelsen? Hvad har du med en vildfremmed kvinde at bestille? Men værsågod, for min skyld må du strø om dig til højre og venstre og sætte alt over styr! Det vil svide til dig selv engang, når du står på bar bund. Jeg har nok til, at jeg kan hygge mig på mine gamle dage.”

Men selv over for så drøje skænd af en opbragt fader har Cælius svar på rede hånd: Det er ikke brunst, der har ledt ham på afveje. Hvad skulle tyde på det? Han har ingen ruinerende udgifter, ikke sat noget over styr, ikke stiftet gæld. ”Nej, men man siger …” Ja, hvad siger man ikke! I et samfund, hvor tungerne er så skarpe som her, er der jo ikke én af hundrede, der går fri for bysnak. Kan man undres over, at der går rygter om denne kvindes nabo, når ikke engang hendes kødelige bror er gået fri for perfide kommentarer?

Forestiller man sig derimod en rar og skikkelig farmand, fx af denne type:

Har• han sprængt deres dør? Så lad snedkeren hente!

Er hans frakke itu? Så kald skrædderen ind!

Med sådan en far, går det hele naturligvis smertefrit for sønnen. Ikke et punkt vil man så kunne sætte fingeren på, uden at det vil fremtræde som uskyldigt og undskyldeligt.

Og selve forholdet til Clodia – ja, tro ikke, at jeg vil sige hende noget på eller vil hende til livs. Men sæt nu, hun ikke var den dydige kvinde, hun i virkeligheden er, men en af den slags, som byder sig til for enhver lysthavende, en, som altid for åbent tæppe har en aftale med en eller anden elsker, i hvis park eller hjem eller sommervilla i Bajæ alverdens levemænd sætter hinanden stævne og kan drive deres leben efter forgodtbefindende; en, som endda holder unge mennesker ved sit bord og kan forstrække dem med mønt, hvis far’en ser nøje på skillingen – hvis hun som sagt var en af den slags, en glad enke, der nød livet, et forfløjent fruentimmer, der ikke gik af vejen for noget som helst, en rig dame, der strøede penge ud over en lav sko, en allemandstøjte, til fals for det første bud – selv under forudsætning af alt dette, skal den første mand så straks anses for en ægteskabsbryder,• som hilser en smule fortroligt på hende?

Nu• er jeg forberedt på, at en vil sige: ”Så dét er dine opdragelsesprincipper! Så dét er altså, hvad du lærer de unge! Du mener nok, at Cælius’ far har betroet ham til dig, mens han endnu var dreng, for at du skulle lokke hans ungdom ud i et hængedynd af udsvævelser, og så oven i købet forsvare sådan et liv og sådanne lyster?”

Hertil vil jeg, høje dommere, blot svare: Hvis der nogen sinde har eksisteret et menneske, som fra fødselen var udrustet med en sådan jernvilje og en så urokkelig karakterstyrke, at han har vendt alt, hvad der hedder nydelser, ryggen, og kun er hastet gennem livet under uafbrudt opbydelse af alle sine legemlige og åndelige kræfter; en mand, som ikke har brudt sig om hvile eller ferie eller omgang med sine jævnaldrende eller om teater eller selskaber, hvem livet ingen anden tillokkelse bød end den at lyde ærens og pligtens bud – ja, et sådant menneske må efter min mening nødvendigvis have fået overnaturlige evner i vuggegave. Noget sådant var vist netop hemmeligheden ved mænd som Camillus,• Fabricius,• Curius• og hvad de hed alle sammen, alle dem der af en flække skabte et verdensrige.

Men hvor finder man nu til dags slige stålsatte karakterer? Ikke blandt vor tids mennesker, ja, knap nok i vor tids bøger. De forfattere, som forkyndte gammeldags sjælsstyrke og heltemod, deres ruller samler støv på lofterne nu. Og det er ikke kun herhjemme hos os, som altid mere af gavn end af navn har bekendt os til dét livssyn og dén handlemåde, det er gået sådan; også hos de højtbegavede grækere,• der, selv når de ikke kunne handle, dog havde mulighed for at tale og skrive nobelt og brillant – også hos dem har Grækenlands ændrede• forhold bragt nye skoler og anskuelser frem:

Således har nogle dristet sig til den påstand, at nydelse var endemålet• for alle den vises handlinger, og selv højt oplyste tænkere har ikke generet sig for at slutte sig til denne slemme lære. Andre har hævdet, at målet er et kompromis mellem pligt og ære på den ene side og nydelse på den anden, og ødslet al deres veltalenhed på at forlige disse to stik modsatte principper. Kun den eneste lige og sikre vej til det gode, den der går gennem hårdt arbejde, har ingen talsmænd mere, ud over et par stykker, der står tilbage og præker for tomme bænke.

Der er nemlig det, at naturen• selv på mangfoldige måder med blide kærtegn søger at dysse samvittigheden i søvn; den frembyder mange slags glatis og skråplaner for de unge, hvor de ikke kan stå uden at falde eller gå uden at snuble; den skænker os en broget vrimmel af de sødeste nydelser, som kan fange selv modne mænd i deres garn.

Jeg siger derfor: Kan I finde et menneske, som har gjort sig blind for alt, hvad der er skønt her i verden, som er lige så ufølsom for bløde klæder og lækker mad som for blomsterduft og fuglesang … OK, et sådant menneske vil jeg selv – eller mit bedre jeg i hvert fald – og enkelte andre kalde for en gudernes yndling, men folk, som de er flest, vil afgjort kalde ham for et gudernes stedbarn. Så drop den da, den øde, stenede og tornefulde vej, tilgroet som den er af slyngplanter og vildnis! Lad ungdommen give efter for sin legelyst! Se lidt gennem fingre med den! Vellyst kan man ikke bare sige nej til. Lad os en gang imellem overhøre dydens strenge og bastante tale, og lad den tørre fornuft vige for livsappetit og lyst, når bare man holder fast ved de besindige regler og bud, der gælder på dette felt: Lad ungdommen skåne den kyskhed der hører den til, ikke forgribe sig på andres, ikke bortødsle den fædrene arv, ikke komme i ågerkarleklør, ikke volde nogens hus eller husstand mén, ikke forarge de rene, ikke lægge snare for de uskyldige, ikke bagtale de gode; ikke true nogen på livet, ikke tage del i intriger, undgå alt kriminelt. Og endelig, når den unge har adlydt de naturlige krav om nydelse og viet en periode til fornøjelser og sådanne galante eventyr, som hører sammen med den letsindige alder, så lad ham tage sig sammen og tænke på familie og hjem, på domstolene og på republikken for således at vise verden, at han er blevet mæt af de nydelser, han i sin uforstand har smagt og af egen erfaring lært at foragte.

På dette sted vil jeg minde jer, høje dommere, om de mange ypperlige mænd både fra fortiden og i nutiden, som, når ungdommens hede blod først var kølnet, i de modne år har udfoldet glimrende dyder. Jeg vil nødig nævne nogen ved navn – I ved jo dog selv i jeres stille sind, hvilke mænd jeg tænker på –, for det kunne aldrig falde mig ind at sætte den mindste plet på mænd, for hvem ingen lovord er for stærke. Men ellers skulle det være mig en let sag at udråbe i snesevis af højfornemme, glorrige navne og hér pege på et vildt hensværmet ungdomsliv, dér på raffineret forfinelse og yppighed, hist på bundløs gæld, dér på ødselhed eller udskejelser – alt sammen noget, man kunne undskylde med deres ungdom, hvis disse mænd ikke allerede havde kastet glemsel over forvildelserne ved deres senere bedrifter.

Jeg• tør nu tale lidt mere frit fra hjertet om, hvordan hele min klients higen og stræben står til hvad der er godt og ædelt, da jeg er vis på, at I, med jeres intelligens,• ikke vil misforstå min åbenhjertighed: I Marcus Cælius’ fortid vil man søge forgæves efter nydelsessyge og ødselhed og gæld. Og hang til solderi og horehuse finder man intet af: Vommens og svælgets last er jo ikke noget af det, der bliver mindre af med årene, men tværtimod mere. Og hvad det andet angår: eskapader med damer og smums,• som det kaldes, så er det glæder, som falmer for tidligt og pludseligt til, at de kan genere mere karakterstærke personer ret højt op i årene, og Cælius har de aldrig hverken besnæret eller bundet.

I har nylig hørt ham forsvare• sig, I har tidligere hørt ham føre en anklage – jeg berører dette udelukkende for at værne, ikke for at prale – og I har, intelligente som I er, fået et tydeligt indtryk af hele hans habitus som taler, hans flydende foredrag, hans evne til at belægge sine ord og afrunde sine sætninger. Det er dog ikke blot hans medfødte• talent, I vil have lagt mærke til – skønt et talent som hans ofte i sig selv er tilstrækkeligt til at hævde sig, selv uden røgt og pleje. Men i hele hans tale skinnede der en skolet logik igennem, der vidnede om en grundig teoretisk viden, tilegnet gennem vågne nætters ihærdige studium … medmindre da min sympati for ham har spillet mig et puds.

I må også vide, dommere, at de lidenskaber, der bebrejdes Cælius, og de studier, jeg her skitserer, uhyre vanskeligt findes forenet hos samme menneske. En psyke, der er kastebold for brunst, og som er bagbundet af sex, liderlighed og ustyrlighed, og som tit er trykket af sine millioner, ja, engang imellem af mangel på samme – sådan en psyke vil nemlig aldrig have spændstighed nok til at magte de opgaver, der stilles os talere, opgaver som måske ikke er så store og indviklede endda, men som alligevel kræver tankens indsats nok så meget som tungens.

Hvad skulle også være grunden til, at der er og altid har været så få, der har helliget sig dette studium, skønt det som intet andet åbner de mest lokkende chancer, og, samtidig med at det tilfredsstiller en selv, baner vej til hæder, popularitet og anseelse? Grunden er simpelt hen den, at det kræver, at man kvæler sine tilbøjeligheder, vender ryggen til adspredelser og fornøjelser, giver afkald på sport, lystighed og selskabelighed, ja, næsten på passiaren i familiens skød. Og det er altså hverken manglende naturanlæg eller skolekundskaber, der holder folk tilbage, men dette krav om selvfornægtelse, der ligger som en truende bom og skræmmer dem bort.

Tror I så, at min klient som purung havde kunnet rejse proces mod en konsular,• hvis han havde smag for det liv, jeg lige beskrev? Hvis han skyede anstrengelser og sad fast i et hængedynd af udskejelser, tror I så, at han stadig kunne stå midt i døgnets strid, forfølge sine modstandere, anlægge processer, vove sin borgerlige stilling og eksistens, eller nu for hele romerfolkets øjne, efter måneders kamp, tage den afgørende dyst om undergang eller hæderfuld sejr?

”Ja, men er der ikke en duft tilbage ved ham af det berygtede naboskab, går snakken ikke blandt folk, og taler Bajæ By ikke sit tydelige sprog?” Jo vist taler Bajæ… nej, Bajæ råber til himlen, at så vidt er én kvindes brynde skejet ud, at den ikke længere søger ensomheden og mørket til skjul for sine skændselsgerninger, men ligefrem nyder at fremvise sin bedærvede natur midt i den tætteste trafik og ved højlys dag.

Skulle der være nogen, som stiller sig på det standpunkt helt at forbyde de unge købte elskovsglæder• – et strengt respektabelt standpunkt, det kan jeg ikke nægte –, da står han i fuldstændig modstrid ikke blot med nutidens friere anskuelser, men også med hvad forfædrene anså for sædvanligt og tilladeligt. Det er jo nemlig noget, der har gået i svang til enhver tid, man har altid set roligt på det uden at gøre anskrig og aldrig anset det, som nu engang er tilladt, for utilladeligt. Her skal jeg nu holde mig til sagen alene og ikke• nævne nogen kvinde ved navn; det vil jeg lade stå helt åbent:

Men når en enke åbner sit hus for enhver lysthavende, åbenlyst lader sig indrullere blandt gadens løse fugle og går på sold sammen med vildfremmede mænd, alt sammen snart mellem byens mure, snart i parkanlæggene, snart i Bajæs menneskemylder; når hele hendes opførsel – den udfordrende gang, hendes flitterstads, eskorten af beundrere, de glødende øjekast,• den letfærdige snak, krammeri og kysseri, the beach-parties, lystyachterne – når den opførsel stempler hende ikke blot som en skøge, men som en tæve, sig mig så, Lucius Herennius: Den yngling, der ved et rent tilfælde er løbet på hende, synes du ikke snarere, han er en hjerteknuser, der ville lette trykket, end en ægteskabsbryder,• der ville bestorme en dames dyd?

Og nu dig, Clodia,• bare rolig! De krænkelser,• du har voldt mig, skubber jeg til side; jeg bærer heller ikke nag over de nederdrægtigheder, du tilføjede min familie, mens jeg var udenlands; og hvad jeg sagde før, var skam ikke møntet på dig. Men nu spørger jeg dig selv (du er jo efter anklagernes udsagn i samme person både kilde til beskyldningerne og vidne derom): Forestil dig, at der var en kvinde af den slags, jeg beskrev før, en der, ganske i modsætning til dig, levede i og af utugt – regner du det så for en skandale, om en ung mand har haft lidt fjas med hende?

Hvis du nu ikke er identisk med hende – hvad jeg håber! – hvad har anklagerne så at bebrejde Cælius? Men hvis de påstår, at du ér den kvinde, hvorfor skal vi så frygte en anklage, som du selv for længst har sat dig ud over? Det er altså dig, der bestemmer strategien for mit forsvar. Er du ærbar, har Cælius jo ikke gjort noget videre frækt. Er du liderlig, så er dét det bedste forsvar både for ham og for dine øvrige herrebekendtskaber.

Men eftersom jeg nu betragter min tales skib som bragt flot og lodset ud forbi alle skær, vil resten være som en tryg sejlads gennem åbent vand. Der er to graverende beskyldninger,• hvori én og samme kvinde er impliceret: Om guldsmykkerne, som han skal have fået af Clodia, og giften, som han skal have skaffet sig til et mordforsøg på samme Clodia.

Efter dette er det nok på sin plads at minde om, at en Cicero-tale er drejebog til en performance, som ikke kun vil overbevise med saglige argumenter (logos, tale & fornuft). Når logos ikke rækker, vil talen også imponere og charmere i kraft af talerens person (ethos, karakter), og den vil gribe og bevæge tilskuernes sind (pathos, affekt) og desuden jo da også fryde dem med ordkunst. Skønsnak, platte vitser (Pro Caelio 33!) og direkte løgn er ikke udelukket. Men Ciceros taler er ofte, sådan som hans retoriske teori krævede, præget af et vist filosofisk niveau; således fx Pro Caelio § § 39ff. og det humanistiske manifest i forsvarstalen for digteren Archias. Ciceros taler får derved et mere belæst præg end Demosthenes’. Cicero var ”som bekendt den største kunstner på feltet sjælebehandling, summus ille tractandorum animorum artifex” siger Quintilian (11.1.85). Nu har vi ganske vist bevaret så lidt af hans juridiske og politiske rivalers taler, at sammenligning er vanskelig, om end ikke helt umulig, for os. Men Quintilian og Tacitus havde materiale til at sammenligne Cicero med de andre, og begges konklusion blev, at Cicero var mesteren. Tacitus var selv en stor taler.

Betragtet som talekunst er Pro Caelio specielt bemærkelsesværdig ved sin udstrakte brug af taktisk forbi-gåelse, praeter-itio, altså den manøvre, at man erklærer som sin bestemte hensigt at forbigå det og det, som man så altså alligevel får nævnt. Der kommunikeres over lange stræk af denne tale efter devisen Jo lettere jo bedre, jo sjovere jo alvorligere. Beslægtede med pseudo-forbigåelserne er tankeeksperimenterne, fx i § 38 og § 50: ”Sæt, at hun er … Sæt, at hun ikke er …”. Cicero har villet have sin hånetale, sit invektiv, til at svæve og har satset på, at den just ved sin vægtløshed kunne få vægt. Det må have krævet et opbud af hele hans berømte kropslige veltalenhed at få alle disse kursændringer og tankekæntringer til at gå rent ind hos dommerne. Jævnfør også de tilfælde, hvor han anfører tænkte indvendinger fra modpartens side, idet han udtaler foregribelser af typen: ”Her kunne man indvende, at sådan og sådan…” (fx § 39). Den lidt mere åndsfraværende eller tungnemme tilhører måtte antagelig mere end én gang spørge sig selv: Hvem har i grunden ordet her! Helt forvirrende, subsidiært helt vildt underholdende, må det have været, når Cicero over længere stræk tyede til det greb at ytre sig gennem en anden person, først en langskægget ærkeromer fra gamle dage, dernæst talerens værste fjende, så at han først lægger stemme til Clodias blinde forfaders rungende patos, dernæst til hendes kære lillebrors vulgærepikuræiske kynisme (§ 33, § 36).

Lige siden den blev opfundet af grækerne 400 år forinden, havde retorikken gået ud på, at man skal lære at tale både for og imod samme sag, at se sagen fra begge sider, både den stærke og den svage side, og i givet fald formå at vende det hele på hovedet. Talen Pro Caelio har et berømt eksempel herpå allerede i § § 10-14, hvor Cicero søger at komme om ved den kendsgerning, at Cælius under Catilinas kampagne i 63 for at blive valgt til konsul i 62 ”ivrede for” Catilina, Ciceros satan (i alt fald fra 63 og frem). Cicero går så vidt i hvidvaskning, at han erklærer, at han ligefrem selv i sin tid nær var blevet narret af Catilina – hvad han i år 65 faktisk havde været. Just i sin bestræbelse for at finde formildende omstændigheder inde på et så tæt mineret felt som dette vover Cicero sig ud i en analyse af psykologiske forunderligheder og paradokser, admirabília, og tegner en indlevet forbryderprofil af Catilina: ”På én gang udsvævende og udholdende; sammen med gamle seriøs, sammen med unge sjov, osv.”, sådan lyder dette portræt af kamæleonen Catilinas ”foranderlige og komplekse natur” (varia et multiplex natura). Retorikken pålægger Cicero at fastholde det bevægelige og hjælper ham samtidig dertil, idet den rækker ham sine skemaer for paradoksal portrættering. Vi skal senere se Sallusts profil af Catilina og hans dobbeltanalyse af Cæsar og Cato.

En lignende intellektuel og moralsk smidighed som den, Cicero udfolder i skildringen af den karismatiske og sexede landsforræder Catilina, kan iagttages i § § 40 ff. og § 48, hvor der, med mange bolde i luften, argumenteres for, at synet på moral er undergivet en historisk udvikling, og at dette faktisk må tages til efterretning. Herunder kommer den fleksible retor tilsyneladende tæt på at trække tæppet væk under den gamle romeretik med virtus og mos majorum, mandighed og forfædres skik, som han dog selv hylder i så mange andre sammenhænge, og hvis forsvinden hans samtidige Sallust beklager så stærkt. Moralister har alle dage hæftet sig ved, at den retoriske metode lærer os at maskere os, og at dette kan udhule karakteren; men man kan også hæfte sig ved, at den retoriske metode kan vise tanken nye (ud)veje. Hvad Cicero siger om overbærenhed med de unge, er ikke kun taktik. Det er faktisk et aspekt af hans humanitas, at han antyder en ny kulturel og moralsk model, som vi kan skitsere sådan: Der er siden de store erobringer for hundrede år siden og mere strømmet så mange rigdomme til Rom, at vi ikke bare kan kræve nøjsomhed, tugt og ære, som da gamle Cato var ung. Den slags pukken på mos majorum er simpelt hen uklog; for stiller vi os sådan an, gør vi de unge fuldkommen fremmede for traditionens romerske værdier. Vi må være åbne over for det nye for at kunne bevare det bedste gamle. Sådanne ideer lufter Cicero som sagt ikke kun i Pro Caelio, men også i Pro Murena (63), hvor skydeskiven for hans vid er ingen ringere end Cato den Yngre og hans moralske nostalgi, og også andre steder. Næste generation havde ikke øre for Ciceros smag, originalitet og kloge konservatisme. Nej, nu kom Den Augustæiske Reaktion, som drømte kønt om tunge hakker på unge bønderkarles tyrenakker, for nu at citere romerodedigteren Horats (som dog ikke er hele odedigteren Horats, se fx ode 2.8).

Som indføring i Samtalerne i Tusculum 5.1-11 og 5.57-83 følger her lidt mere om Ciceros filosofiske skrifter, deres indhold og baggrund.

Fra barnsben havde retoren Cicero lært at behandle en sag fra begge sider: ”at drøfte i begge retninger”, in utrámque partem disputáre. Det overrasker ikke, at en retor, når han bliver filosof, har visse forbehold over for de dogmatiske, de absolutte, skoler og tilslutter sig probabilismen (jf. vore dages postmoderne og ”den svage tanke”). Retorikken har aldrig befattet sig med det indiskutabelt sande og til evig tid retfærdige, men med det sandsynlige og rimelige, probábile (af probare, at billige, jf. ap-prove). Det var just det, Platon i dialogen Faidros havde angrebet retorikken for. Platons dialog havde kaldt Aristoteles’ Retorik frem med et omfattende og systematisk forsvar for talekunsten, og Faidros vedblev at være en anfægtelse; den var det også for Cicero. Hvorfor véd retorikken ingenting, hvorfor mener den kun? havde Platon spurgt. I slutningen af det nedenfor bragte stykke fra Tusculum-samtalerne (§ § 82-83) kommenteres Ciceros ek-lektiske, dvs. ud-vælgende, standpunkt, som består i dette: fra alle skolerne, ubundet af autoriteter, at udvælge, hvad der forekommer mest sandsynligt og overbevisende, probábile, og lægge det frem til åben kritik. Og dette ser han som det ægte sokratiske.

Den hovedpart af Ciceros filosofiske skrifter, som handler om erkendelsesteori, etik og teologi, er blevet til i det utrolig korte tidsrum fra februar 45 til november 44. Tullia var død, og Cæsars diktatur havde afskåret Cicero fra at drive politik. Filosofiformidling dyrker han, som han selv siger, som medicin mod smerten, doloris medicina (Academica 1.11). Hovedværket i filosofisk henseende er De Finibus Bonorum et Malorum, Det Højeste Mål for Godt og Ondt, eller: Hvad skal man egentlig forstå ved godt og ondt? Her behandles det problem, som vi ovenfor hørte Cicero skitsere i Pro Caelio (§ 41), problemet om livets højeste gode og øverste formål (græsk télos, latin finis). I de første to bøger gennemgås det epikuræiske svar: nydelse, som også strejfes i stykket her fra Tusculanerne (§ § 73-75). I bøgerne 3 og 4 diskuteres det stoiske svar: virtus, dyden eller godheden; det er Cato den Yngre, Cicero lader forsvare den rene stoiske morallære. I femte bog præsenteres det akademiske synspunkt, som derefter kritiseres på stoisk grundlag; der nås ikke noget klart resultat. Skriftet ender altså i aporía, udvejsløshed, ligesom en række af Platons ungdomsdialoger. Med ”akademisk” menes på Ciceros tid et skepticistisk, anti-dogmatisk standpunkt inden for erkendelsesteorien (jf. hvad der tidligere blev sagt om probabilisme og eklekticisme); dog havde Ciceros højt agtede lærer Antíochos fra Askalon under de sidste årtiers intense debat trukket Akademiet bort fra en alt for ekstrem skepsis. Det er Antiochos, der har lært Cicero at hæfte sig ved det, der forbinder akademikere, aristotelikere og stoikere, og se mindre på det, der adskiller dem, hvilket passer godt til romerens formidlende formål. Denne søgen efter det fælles skal vi se genoptaget af 1700-tallets oplysningstænkere med front mod religionskrige.

Den filosofi, Cicero formidler, er den hellenistiske, det er filosofien efter Aristoteles – hvad der i hovedsagen vil sige disse tre skoler: epikuræisme, stoicisme og skepticisme. Men naturligvis er der mange både ærbødige og indsigtsfulde åbninger tilbage, ikke blot til Aristoteles, men til Sokrates og Platon, ”den guddommelige Platon”, og dét så meget desto mere som skepticismen havde sit hovedsæde ved Platons Akademi. I det berømte stykke nedenfor (§ § 10-11) om Sokrates, der ”kaldte filosofien fra himlen ned på jorden”, fremstilles de hellenistiske skoler netop som udgået fra ham, og også i andre sammenhænge betoner Cicero, at hans eget fokus er på filosofien fra Sokrates og frem, dvs. den tænkning, der har givet afkald på løsningen af de store naturvidenskabelige spørgsmål, som førsokratikerne grublede over. Når man taler om Sokrates’ og Ciceros humanisme, sigter man bl.a. til dette fokus på det humane, det mellemmenneskelige, i deres tænkning. I første efterkristne århundrede sluttede Seneca sig til; også han betragtede sig på et vist plan som sokratiker, men Seneca havde en ægte interesse for naturvidenskab.

I forlængelse af De Finibus ligger Tusculanae Disputationes, Samtalerne i Tusculum, hvis titel skyldes, at disse filosofiske diskussioner finder sted på Tusculanum, Ciceros gård ude i Tusculum (i Latium, ved det nuværende Frascati). Værket, som er Ciceros mest lidenskabeligt og lyrisk skrevne og det, hvori han kommer tættest på stoicismen, behandler mentalt kaos, depression og dødsangst. Hellenistisk filosofi sigter nemlig bestandig mod psykoterapi, den vil befri for de irrationelle, ambivalente og derfor sønderrivende affekter (se 5.60 nedenfor). Hvorfor er kroppens lægekunst (medicinen) så højt agtet, når sjælens lægekunst (filosofien) er ringeagtet? Angst og brunst er jo dog værre end legemlige sygdomme, hedder det hos den hellenistiske terapeut Cicero (Tusculanernes 3. bog). 1. bog af Tusculanerne handler om ikke at frygte døden, 2. bog om at udholde smerte, 3. bog om at helbrede mismod (aegritudo), idet diskussionen styres over mod sorg, 4. bog om helbredelse af andre affekter, bl.a. vrede, med en indgående afvisning af Aristoteles’ forsvar for affekterne, og endelig er 5. bog viet det emne, som Cicero anså for filosofiens vigtigste, nemlig at dyd/godhed, virtus, i sig selv er tilstrækkelig til at sikre et menneskes lykke, også under sygdom, også under tortur. Skønhed, rigdom, kendthed er alt sammen irrelevant, ofte er disse såkaldte goder endda ligefrem skadelige for lykken, da denne forudsætter ubundethed. Sådanne stoiske tanker formår at aflokke Ciceros og senere Senecas pen den mest majestætiske prosa, den har i sig. Men Cicero erklærer sig, til forskel fra Seneca, som akademiker.

De dage er længst forbi, da hellenistisk filosofi blev betragtet som noget andenhånds. Siden 1960’erne har flere og flere fagfilosoffer fordybet sig i de hellenistiske skoler. I sin berømte bog The Therapy of Desire: Theory and Practice in Hellenistic Ethics (1994) taler Martha Nussbaum – apropos det ovenfor nævnte om medicin og filosofi – om hellenismens “compassionate medical philosophy” og undersøger denne filosofis bud på begærsterapi og ro. Disse temaer har også Michel Foucault studeret, bl.a. i tredje og sidste bind af sin Seksualitetens Historie (1976-1984), hvor det, som Foucault kalder selv-omsorg, undersøges med fokus på de hellenistiske tænkeres praksis ved stressbekæmpelse. Det er ikke mange år siden, vor landsmand Vilhelm Grønbech over en bank hånede al denne indadvendthed som kvalmende, livsfjendsk fromhed; det skete i værket Hellenismen (1939). Helt modsat mener Martha Nussbaum, at hellenistisk filosofi kan vejlede moderne mennesker, og hun har fået stor gennemslagskraft i USA – og i Europa. Jo højere hellenististisk filosofi bliver vurderet, desto taknemmeligere vil man være for Ciceros – og Senecas – betydning for bevarelsen af (noget af) den. Men når det er indset, at den filosofiske argumentation er interessant, følger deraf, at Ciceros og Senecas oversættere bør være stringente og ikke gengive ”så at” (ut) ved ”fordi”, eller ”nemlig” (nam) ved ”men”, fordi man synes, det klinger bedre.

Cicero var ikke den første, der populariserede græsk filosofi på latin; nogle epikuræere var gået forud, men dem finder han det passende at kassere for deres litterære mangler. Cicero er ganske fair i sin polemik, undtagen over for epikuræere; her bliver han koldkriger. Når Seneca i Epistulae Morales ærligt bestræber sig for at holde kammertonen over for Epikur og hans tilhængere, kan det være en reaktion mod Ciceros mange anti-epikuræiske tirader. Cicero var ellers ikke prædikant i sine filosofiske værker. Prædikanter var der i samtiden: Ud over Lukrets’ flammende læredigt Om Verdens Natur, kan vi nævne Ciceros højlærde ven, den nypythagoræiske mystiker, magiker, astrolog og vegetar Nigidius Figulus. Ligesom Seneca hundrede år senere skulle blive en stoisk omvendelsesprædikant. Det er en stor rigdom for os, at vi har både Ciceros moderation og Senecas mission.

Endnu et par ord om formen i Ciceros philosophica. Formelt indtager de tre bøger Om Pligterne en særstilling, derved at de som formaning er direkte rettet til Marcus, Ciceros søn, i Athen. Et skrift som De Finibus er opbygget som dialoger, hvis deltagere betjener sig af ganske lange indlæg, sådan som Cicero havde lært det i Aristoteles’ nu tabte dialoger, til forskel fra Platons mere springende, animerede og ironiske dialoger. Cicero er ganske vist den eneste antikke forfatter, der viser virkelig forståelse for Platon som kunstner; men Platons dialogform afstår han fra at kappes med. Værket Om Gudernes Væsen er opbygget nogenlunde som De Finibus. Derimod har Tusculanae Disputationes form af en lærers forelæsning (schola), foranlediget af en tilhørers spørgsmål. I nogle håndskrifter markeres lærerens, dvs. Ciceros, lange indlæg med et M(agister), tilhørerens med et A(udítor). Tusculanae Disputationes er tilegnet Marcus Brutus. Denne søn af Servilia – Catos stedsøster, Cæsars elskerinde – skulle inden for et halvt års tid blive Cæsars morder.

Her kommer Ciceros lovprisning af filosofien som livets fører: O vitae philosóphia dux! (§ 5). Foredragsholderens anliggende bliver hurtigt formuleret hen til det, som vi skal finde igen og igen i romerske tekster: Hvordan opnår jeg en virksom beskyttelse mod livets uforudsigelige, uretfærdige luner (fortuna) og, i nær sammenhæng hermed, mod de irrationelle og al ro og glæde dræbende lidenskaber (affectûs)? Hvordan bliver jeg usårlig?