Читать книгу Pluk dagen - Ole Thomsen - Страница 22

Venus• kalder vi denne magt som er ophav til elskov.

Alle husker vi første gang da hun i vort hjerte

indgød en sødmefyldt dråbe – med iskolde kvaler til følge.

Thi er din elskovs genstand end fjern, kommer ”billeder” til dig,

navnet klinger så sødt, det fortryller bestandig dit øre.

Da er det bedre at bortjage sådanne ”billeder” fra sig,

nægte sin elskov næring, vende sit sind imod andet,•

og slynge sin samlede livssaft ind i tilfældige kroppe –

hellere end at beholde den, gemt til den eneste ene,

hvorved man sikrer sig selv at man pines af elskovens kvaler.

Thi når en byld• får næring, bliver den jo ældre jo værre,

vanviddet vokser dag for dag og din kummer forværres,

dersom du ikke fortrænger de gamle pinsler med nye,

hastigt søger en kur for de ny i et hastigt bekendtskab,

eller kan omsætte hjertets begær til højere drifter.

Venus’ fryd kan vi nyde• og dog vige uden om elskov;

det gir os netop goder som ingen skygge fordunkler.

Den hvis hjerte er koldt, vil føle en renere vellyst

end den forelskede kan. I selve besiddelses-nuet

vakler de elskendes følelser rundt som i ravende vanvid,

usikre om hvad de særlig skal nyde med øje og hænder.

Hvad de har favnet, klemmer og trykker de voldsomt, så kroppen

lider derved, hugger tænderne ind i de yndige læber,

maser dem med deres grådige kys – fordi deres vellyst

ikke er ren; af en hemmelig brod blir de hidset til voldsfærd

rettet netop mod det der har vakt deres vanvid til live.

Men under elskovsakten tar Venus toppen af smerten,

lokkende vellyst blandes deri og gør biddene blide.

Dette indgir dem håb om at elskovs flamme kan slukkes

just af den samme krop som vakte bålet til live.

Det gør Naturen dog modstand imod, så det modsatte hænder.

Ene i elskov gælder, at har man hvad hjertet begærer,

da flammer hjerterne op i et grumt begær efter mere.

Mad og drikke fordøjes og optas i legemets indre,

de slår sig ned på de steder som de er bestemt til, og derfor

kan vort begær efter brød eller vand så stilles med lethed.

Men af et menneskes herlige ansigt, af kindernes rødme,

kommer der kun nogle vage ”billeder” ind i vort legem,

og tit flår et ynkeligt håb dem itu, så de spredes for vinden.

Som når en tørstende drømmer, han søger noget at drikke,

uden at finde det vand der kan læske hans brændende indre,

så gir sig til at fable om vand, uden lindring for pinslen,

og vansmægter midt i den rivende strøm, hans drømmesyn skabte,

således narres de elskende, i deres favntag, af Elskov.

Elskerens krop blir slet ikke mæt af den elskedes ”billed”;

hånden er tom, når den ikke mer rører den elskedes lemmer,

skønt den i rastløs iver har famlet sig vej over kroppen.

Når da til sidst deres kroppe blir ét for til fulde at nyde

ungdommens blomstring, når legemet smager sin kommende lykke

og Elskov har ført dem så vidt at kvindens ager kan tilsås,

presser de grådigt legem mod legem, spyttet forenes

i deres mund, de ånder i takt, trykker læber mod tænder …

nytteløst! For af den elskedes krop kan de intet ta med sig,

ej heller trænge sig ind, så legem forsvinder i legem;

tit må man tro det er dette de strenger sig an for at opnå,

så begærligt klæber de sammen i elskovsforening,

indtil vellysten røver al lemmernes kraft, så de slappes.

Når det begær der var samlet i kroppen omsider er udløst,

indtræder der for en tid en slags ophold i lidenskabsbranden;

så vender galskab tilbage, den gamle rasen fornyes,

da de umuligt selv kan forstå, hvad det er de begærer,

eller kan finde en kur der kan bringe det onde til ophør.

Vidløse tæres de hen af et sår de slet ikke kender.

Tænk også• på at de tappes for kraft og går til af bekymring,

og at en andens luner behersker dem livet igennem.

Formuen smuldrer imens, blir til pragtfuldt broderede tæpper,

arbejdet passer de slet, deres rygte blir værre og værre.

Duftende rober, og skinnende sko til den elskedes fødder,

det er da klart, og pragtfuldt lysende grønne smaragder

kantet med guld. ”Den søgrønne morgendragt slides så hurtigt” –

den er bestandig i brug og inddrikker elskovens safter.

Hele fædrenearven går op i parykker og hårbånd

eller forvandles til kåber af Østerlands prægtige stoffer.

Udsøgt service og mad, og fester hvor terningen ruller,

tømte bægre, salver, pandebånd, blomsterguirlander …

Nytteløst, da der altid fra selve nydelsens udspring

opstiger noget som bittert nager dem, selv iblandt blomster,

enten hvis sjælen, betynget af brøde, bestandig må græmmes

over et ørkesløst liv og grue for vellystens sumpe,

eller fordi et ord hun har sagt lar sig tyde forskelligt,

så det slog rod i hans hjerte, hvor attrås ild gav det næring –

eller han mener hun ser sig for frit omkring, og at øjet

faldt på en anden; i ansigtet finder han spor efter latter.