Читать книгу Pluk dagen - Ole Thomsen - Страница 18

Titus Lucretius Carus levede fra 98 til 55 (omtrent). Nok var han en gudbenådet digter, men han så mere sig selv som filosof, lærer, befrier. Den filosofi, i hvis tjeneste Lukrets stiller sin poesi, er Epikurs (341-270 f.Kr.). Lukrets’ værk er et kæmpende læredigt og et ophøjet verdensdigt. Det omfatter seks sange, som hører sammen to og to. Sangenes emner er: atomerne (1-2), mennesket (3-4) og universet (5-6). Lukrets’ digt har et omfang som ca. tre fjerdedele af Vergils Æneide. Titlen er De Rerum Natura, som bedst oversættes Om Verdens Natur; egentlig betyder titlen: Om Tingenes, dvs. Altings, Natur.

En af de få helt sikre ting, vi ved om denne mand med efternavnet Kjær (Carus), er, at De Rerum Natura er tilegnet en fornem ven ved navn Memmius (han tiltales bl.a. i 1.25-43). Denne Memmius må være den noget blakkede adelige politiker Cajus Memmius, diktatoren Sullas svigersøn, som vi kender fra Catuls digte. Som overbevist epikuræer hylder Lukrets Epikurs bud ”Lev ubemærket” (Láthe biósas på græsk), og han angriber helt fra grunden det romerske statsliv, dets griskhed og ambitioner, dets borgerkrige – som han alt sammen kalder ”disse sår i livet” (haec vólnera vitae), og som han sætter i forbindelse med menneskers frygt for døden (3.59-86).

Lukrets’ fødested og sociale status er ukendte. Han er den af alle denne bogs forfattere, om hvem vi ved mindst. Men hvor han vil hen med sit digt, det lader han os ikke et øjeblik i tvivl om: Materialisten i ham af-mytologiserer og af-fortryller verden; han siger: ”Det er der ikke noget underligt i”. Ja, men med sin fantasis og sit sprogs billeder gen-fortryller han verden.

De Rerum Natura betyder det samme, som på græsk hedder Perí phýseos. Og Lukrets’ titel – med dens natura, alias fýsis – er virkelig dækkende; af filosofiens tre områder er det nemlig altovervejende fysikken, der behandles. Logik, inklusive erkendelsesteori, strejfes, bl.a. i 4. sang, som vi skal se. Etik – filosofiens tredje felt foruden fysik og logik – behandles med stor rigdom, men etikken er forstået som fysikkens udmøntning i menneskers livspraksis. Her er nogle af de etiske temaer i Lukrets’ digt, af hvilke vi skal genfinde de fleste hos Horats, men i et andet medium (satirer og sange, ikke læredigte) og i en anden tone:

 Lysten (hedoné på græsk, volúptas på latin) betragtes som livets højeste gode. Den lyst, Epikur havde opstillet som mål, var den rolige glæde, der kan fylde os, når vi er fri for smerte og stress.

 Simple living med opfyldelse af de naturlige og nødvendige behov. Disse basale menneskelige behov er hverken store eller mange, så selvforsyning er inden for rækkevidde. Enhver kan komme til at hvile i sig selv; det har naturen sørget for.

 Uforstyrreligheden ”højt i de stille haller, som vismænds lærdom har bygget”.

 Venskabets glæder. Epikur havde sagt: ”Venskabet danser omkring hele den beboede verden, idet det råber til os alle, at vi skal vågne op til lyksalighed.” Venskabsfølelsen er nemlig, til forskel fra den lidenskabelige kærlighed, en rolig lyst.

 Frihed for gudsfrygt og frihed for dødsfrygt. Opgøret med gudsfrygten sættes ind allerede i første sang. Umiddelbart herefter tages frygten for døden op. Tredje sang uddyber dette budskab: ”Døden vedrører os ikke; for når vi er, er den ikke, og når den er, er vi ikke.” (Epikur).

 Viljens frihed begrundet ud fra det, som på latin kan hedde clinamen (2.292). Med clinamen menes en minimal afbøjning i atomernes lodrette bevægelse, som muliggør en stor mængde atomgrupperinger og åbner for menneskets frie vilje. Det der hindrer, at sjælen – som for en epikuræer er materiel og består af atomer – gør alt under tvang og med nødvendighed, er denne lillebitte sidebevægelse, som sender atomerne i ubestemte retninger på uvisse tidspunkter. Om viljens frihed førte epikuræerne gennem århundrederne en heftig diskussion med stoikerne, som var fatalister, men samtidig stærkt betonede menneskets ansvar for sine handlinger.

Hertil kommer det store opgør i 4. sang med den lidenskabelige kærlighed; kærligheden gør os komiske, og den spolerer den seksuelle nydelse, siger Lukrets (se også kapitel 8). Og desuden er der hele den kulturhistoriske og historiefilosofiske sidste halvdel af 5. sang, som handler om menneskehedens udvikling og kulturens fremskridt gennem opdagelsen af sproget, ilden, metallerne, vævningen og agerdyrkningen, men også om kulturudviklingens farer: krigen og overtroen. Med grundlag i epikuræisk fysik fremstiller Lukrets verden som opstået ved en tilfældig forening af atomer. Der har ikke været noget skabende forsyn på færde; naturen styrer ikke hen mod et højt formål (telos på græsk, finis på latin; deraf teleologi og finalitet). Stoikerne mener det diametralt modsatte. Men der er det påfaldende træk ved Lukrets’ digt, at det ikke er de samtidige stoikere, han polemiserer imod, men derimod fire hundrede år gamle førsokratiske tænkere.

Fjerde sang, som der nedenfor bringes et stykke af, handler om sansning og tanke. I et gennemført materialistisk system som det epikuræiske må sansning skyldes kontakt: Stof må berøre stof. Lukrets følger nøje den fremstilling af synet, som Epikur havde givet i Brevet til Heródotos (bevaret) på grundlag af de tidligere atomister, især Leukippos: Synet skyldes et billede. Billedet, som nøje ligner den genstand, det udstrømmer fra, falder ind i øjet og frembringer således syn. Epikur og Lukrets redegør for ”billedets” opståen, som finder sted ved, at en ydre hinde af atomer løsriver sig fra genstanden; og de beskriver ”billedets” struktur og hast og kommer ind på forholdet mellem syn og tanke. De kender godt de forskellige former for sansebedrag (fx den tilsyneladende knækkede pæl i vandet), men de vil til det sidste holde på, at sanserne, sanserne i sig selv, aldrig bedrager. Al videns grund er sanserne. Dette er deres erkendelses-teori.

Nu til drømme, og det vil jo netop sige drømme-syn (på græsk siger man da også ”Jeg så en drøm”). Lukrets behandler dem i 4.962-1036, og via de våde drømme får han en bekvem overgang til emnet sex. Hvis man genkalder sig nogle af de mange stykker fra antik litteratur, fx Herodot og Sofokles, hvor drømme betragtes som en kommunikationsvej mellem guder og mennesker og som vægtige varsler om fremtiden, indser man, hvor revolutionerende den epikuræiske reduktion af drømmene til en form for mental illusion er. Intet overnaturligt ved dem! For resten drømmer dyr jo også. Lukrets har adskillige steder i Om Verdens Natur et særlig godt øje til menneskers drømme om de døde. Hvorfor? Fordi disse drømme er en af de store kilder til gudsfrygt, menneskelykkens fjende nr. et. Stykket om drømme kan analyseres sådan her: 962-986 om daglige gøremåls indflydelse på drømmenes indhold. 987-1010 om dyrs drømme, hvor det samme gælder. 1011-1036 om drømme, der ophvirvles af frygt og begær; udspringet er i sindet.

Ser man på Om Verdens Natur som helhed, må man spørge, hvordan 4. sangs vrængbillede af den lidenskabelige kærlighed til én person, amor uníus (1066), mon forholder sig til den henførte hymne til Venus i 1. sang. På samme måde har forholdet mellem denne tindrende hymne ved værkets optakt og beskrivelsen – efter den græske historiker Thukydid – af den athenske pest i 430 f.Kr. ved værkets slutning med rette beskæftiget mange. Omsætter dette verdensdigt da lys til mørke, sundhed til undergang?

Man har kaldt epikuræismen menneskestolt, og dette er en træffende karakteristik af den epikuræiske humanisme. Men dennes modpol, den stoiske humanisme, kan lige så fuldt kaldes menschenstolz, når stoikeren om ”det gode sind”, dvs. roen og redningen, siger, at det ikke er noget, vi behøver at bede guderne om, eftersom vi kan hente det ud af os selv (Seneca epistel 41.1). Epikuræeren bekæmper frygten for guderne. Men på sit – anderledes – grundlag gør stoikeren det samme, eftersom det at frygte ifølge ham aldrig kan sameksistere med det at dyrke og elske (Seneca epistel 47.18). Epikur blev af sine samtidige skildret som en enestående from mand, som deltog i statens kult til punkt og prikke. Og man kan ikke sætte lighedstegn mellem epikuræisme og ateisme.

Karl Marx skrev i 1841 ph.d.-afhandling om atomlæren med Lukrets som hovedkilde, og digteren og dramatikeren Bertolt Brecht (1898-1956) tumlede med planer om at omskrive Det Kommunistiske Manifest (1848) til et læredigt i Lukrets’ ånd. Det græske ord á-tomos betyder ”u-overskærelig”, og først i 1900-tallet blev Demokrits, Epikurs og Lukrets’ lære om atomets udelelighed og uigennemtrængelighed modbevist.