Читать книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam - Страница 10

I Elias’ teori er det især kropsudtryk og drifter (i særdeleshed voldsudøvelse og seksualitet), der gradvist bliver underlagt en stærk social regulering og tabuisering. Selvom han understreger, at denne udvikling ikke er lineær, og at især perioden efter 2. verdenskrig har slækket på formerne, ser han alligevel driftsbeherskelse og selvkontrol som et generelt kendetegn ved den psykosociale udvikling i Vesteuropa (Elias i Goudsblom & Mennell 1998, s. 235-238). Med en umiskendelig inspiration fra Freud³ beskriver han udviklingen af en øget distance til kroppen og udvidede fordringer til beherskelse eller ligefrem undertrykkelse af impulser og drifter (jf. Freud 1948/1983). Kroppen og dens udtryk tæmmes, og dette følges af nye tærskler for følelser af skam i takt med samfundets øgede integration. Disse ændringer betyder dog ikke, at vold, kropsudsondringer, nøgenhed, sex og voldsom affekt ophører med at være en del af det sociale liv. Tværtimod, som også antropologen Mary Douglas (1966) har vist, er netop tabuisering et tegn på en central kulturel betydning, ligesom de stærke følelser, som tabubelagte emner vækker – urenhed, væmmelse, fascination, begær, afstandtagen, forlegenhed, angst – vidner om en nøje sammenhæng mellem psykiske reaktioner og sociale og kulturelle dynamikker.

Denne sammenhæng mellem den enkeltes handlinger og følelser og samfundets dynamikker og strukturer, eller hvad Elias betegner som “psykogenese” og “sociogenese”, står centralt i hans analytiske tilgang. Gennem samspil med betydningsfulde andre – med opvæksten som en særlig betydningsfuld tid – formes hvert enkelt menneskes “habitus”⁴ til, hvad han kalder en “anden natur”, dvs. den socialt nødvendige tilpasning og undertrykkelse af den “første natur” – de umiddelbare drifter og behov (Elias 1939/1994, s. 369; Wouters 2011, s. 148). Denne habitus er i kraft af sit sociale udspring uløseligt forbundet med samfundets normer, værdier og institutioner, som imidlertid også tager form og ændres gennem menneskers handlinger. Forandringer i samfundet og i personlighedsstrukturer er derfor tæt relaterede i Elias’ teori og et grundlæggende afsæt for hans historiske tilgang til den sociologiske videnskab (van Krieken 2002, s. 13-15; Quilley & Loyal 2004, s. 5-6).

Et centralt element i denne sammenhæng er ifølge Elias følelser af skam, som netop knytter sig til overskridelse af sociale normer og kulturelle tabuer (Elias 1939/1994, s. 415; Engebrigtsen 2006, s. 110; Scheff 2004). Skam rummer en angst for tab af anseelse og social degradering, som virker regulerende ind på det enkelte menneske og dermed på folks interaktion. Skam kan således ses som en civiliseringslogik, der, hvis man følger Elias’ analyse, bliver stadig mere karakteristisk for den sociale omgang. Jo mere afhængige folk bliver af hinanden, des flere forventninger til optræden opstår, og dermed bliver stadig flere forhold behæftet med risiko for at falde igennem socialt og knyttet til følelser af skam. Samtidig bliver selve skammen en indikation på social anstændighed. At føle skam – eller i hvert fald udtrykke, at man ved, at man bør skamme sig – bliver en måde at vise, at man kender de sociale fordringer, at man er en troværdig og tilregnelig person. I den forstand er der i et Elias-perspektiv tale om en udvikling, hvor stadig flere individuelle – ikke mindst kropslige – anliggender indgår i den sociale kommunikation og stratificering.

Denne udvikling kan siges at kulminere med victoriatidens anstændighedskodeks, og man kan derfor indvende, at der i løbet af de sidste 100 år har indfundet sig en vis afslapning i forhold til – og været et opgør med – tidligere tiders undertrykkende normer. Følger man Elias’ argumentation, er den sociologiske pointe imidlertid, at den mellemmenneskelige afhængighed i dag ikke fordrer mindre grad af selvbeherskelse, og at skam – om end på andre måder – fortsat er en væsentlig socialt regulerende mekanisme. Denne pointe uddyber sociologen Cas Wouters i sin diskussion af, hvordan de sidste 100 år har udviklet en ny form for personlighed – en “tredje natur” (2004; 2011). I opgøret med, hvad der blev betragtet som stive former og samfundets autoritetsstrukturer, udvikler der sig en anerkendelse af følelsesudtryk, der tidligere var undertrykte og behæftet med skam. Hans pointe er ikke, at følelsesudtryk i dag er mere i overensstemmelse med “den første natur” – de umiddelbare drifter og behov. Der er fortsat tale om en socialt reguleret udtryksform, nu blot tilpasset en mere individualiseret samfundsform, hvor det enkelte menneske ikke kan forlade sig på standardiserede former, men på refleksiv og fleksibel vis må udtrykke sig på måder, der opfattes som genkendelige, troværdige og oprigtige.