Читать книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam - Страница 4

Indledning

Оглавление

Laura Gilliam og Eva Gulløv

Denne bog handler om den opdragelse, der finder sted i danske børneinstitutioner. Børns opdragelse omtales generelt som deres forældres opgave og ansvar, men i velfærdssamfund som det danske er det også et anliggende for både samfund og stat. Det vidner de mange børneinstitutioner om, ligesom den store opmærksomhed på børns trivsel og opførsel fra både medier og politikere fortæller om en udtalt bevågenhed og statslig prioritering. Denne samfundsinvolvering gør det interessant at se nærmere på børneinstitutionerne. For hvad er det egentlig, børn skal opdrages til? Hvad er det for værdier for opførsel og omgang, der arbejdes med? Hvad er det for mennesker og medborgere, man gerne vil danne? – og stemmer disse opfattelser overens med den opdragelsespraksis, der foregår i familier? Hvilke interesser er institutionaliseringen af børneopdragelsen udtryk for, og hvilke konsekvenser har den for børnene og for samfundet? Det er sådanne spørgsmål, der er udgangspunktet for nærværende bog.

På baggrund af etnografiske feltarbejder i daginstitutioner, folkeskoler og udvalgte familier, samt interviews med 4-22-årige børn og unge mennesker, forældre, pædagoger, lærere og institutionsledere vil vi præsentere en række analyser af institutionsliv og opdragelse. I de ni kapitler, bogen rummer, analyseres således de forskelligartede dannelsesinteresser og tiltag, der i danske børneinstitutioner og familier retter sig mod at gøre børn til ordentlige mennesker, elever, familiemedlemmer og medborgere. Samtidig udforskes det, hvordan børn håndterer disse ambitioner og tiltag, og hvad de betyder for deres handlemåder, sociale relationer og identiteter. Idet bogen tager en antropologisk vinkel på disse temaer, er hensigten at afdække det kulturelle grundlag for institutionernes virke. Håbet er at give indblik i de ambitioner og værdier, der mere overordnet ligger bag den institutionelle organisering af børns liv i det danske velfærdssamfund, og undersøge de betydninger og konsekvenser, de har både for børn og for det bredere samfund.

Civiliserende institutioner

Подняться наверх