Читать книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam - Страница 13

Elias’ teori om civilisering kan på flere områder sammenlignes med Michel Foucaults diskussioner af disciplinering og selvdisciplin. I Elias’ argumentation om udviklingen af selvkontrol og internalisering af normer for opførsel er der således ganske store lighedstræk med Foucaults “vidensarkæologiske” analyser af opkomsten af disciplinering som magtrationale og grundlag for subjektivitetsdannelse (Foucault 1977). Også Foucault viser, hvordan en øget opmærksomhed på detaljer i opførsel indebærer en standardisering af former og normalisering som krav. Også han viser, hvordan det enkelte menneske nødvendigvis må forholde sig til øgede fordringer til optræden og langsomt internaliserer dem i en grad, så de bliver del af den måde, man betragter sig selv på (ibid.). Begge forfattere søger med henholdsvis “civilisering” og “disciplinering” at udforske grundlaget for den selvkontrol og tilpasning, der, i særdeleshed i statssamfund, kan iagttages empirisk. Foucaults begreb “disciplinering” retter dog en særlig opmærksomhed mod civiliseringens magt- og subjektiveringsdimensioner og den produktive kraft, der ligger i internaliseringen af de sociale fordringer.

Overensstemmelsen til trods er der imidlertid også nogle markante forskelle mellem Elias’ og Foucaults tilgange til internaliseringen af ydre fordringer, hvoraf blot en enkelt skal berøres her (for yderligere diskussion se Dolan 2010; Smith 1999). Internalisering refererer hos Foucault til en magtlogik, hvor det enkelte individ formes af den “magt-viden”, der beskriver normaliteten og vedkommende selv som subjekt og internaliserer de fordringer til opførsel, som ligger i den subjektposition, han eller hun tilskrives (Foucault 1982). ⁵ For Elias er internalisering imidlertid et resultat af den sociale afhængighed, som er udviklet i samfundet over en længere historisk periode. Internalisering forudsætter en selviagttagelse, som begge forfattere viser, regulerer den enkeltes følelsesliv og selvforståelse (se f.eks. Foucault 1980, s. 155; Elias 1939/1994, s. 70-71). Men denne iagttagelse er hos Elias lige så meget en iagttagelse af andre for at kunne vurdere sig selv, tilpasse sig eller hvis muligt demonstrere overlegenhed. I den forstand er iagttagelsen mere en kilde til social positionering end udtryk for en passiv overtagelse af den dominerende tænkning (jf. diskussion hos van Krieken 2002, s. 93-94).

I forbindelse med en diskussion af opdragelse i børneinstitutioner finder vi, at Elias’ og Foucaults tilgange kan bruges komplementært. Der finder en regulær disciplinering sted, fordi institutioner altid trækker på, hvad Foucault kalder sandhedsregimer, idet de rummer en normaliseringsbestræbelse, et overvågningsbehov og en autoritetsstruktur. Og institutioner har dominant indflydelse på måden, børn former identifikationer og identitet på, dvs. hvordan de kommer til at opfatte og tænke om sig selv og verden, samt på, hvordan de håndterer deres følelser og handlinger. I tråd hermed vil vi i det følgende anvende disciplineringsbegrebet, når det er disse dimensioner ved internaliseringen af de ydre fordringer, som vi ønsker at fremhæve. Samtidig er det vigtigt at se, at de reguleringer og tilpasninger, som individerne foretager, også er udtryk for den enkeltes strategiske⁶ fortolkning og aktive forholden sig til sine sociale omgivelser og sin egen position og status. Selv i en institutionel struktur går magtudøvelse flere veje, og selvom autoritetsstrukturen sjældent ændres fundamentalt ved magtudfordringer, giver forhandlinger og magtkampe en dynamik, som vi kan genfinde i vores empiriske materiale. Dominante diskurser sætter aftryk, men individers fortolkninger og handlinger kan føre til ganske forskellige udformninger, der kan eksistere samtidig og være direkte modstridende. Civiliseringsbegrebets fokus på konflikt understreger denne dimension. Samtidig betoner begrebet, hvorledes det raffinerede spil om status og identifikation i den sociale interaktion, spiller på følelser som skam, trusler om social degradering og på potente værdiladede oppositionelle symboler som natur-kultur og dyr-menneske.