Читать книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam - Страница 18

I kapitlet her har vi præsenteret civiliseringsbegrebet, og hvordan det bidrager til udforskning af institutionel opdragelse. Som vi opfatter det, kan begrebet bruges til at kaste et nyt lys over opdragelse i danske børneinstitutioner – familier, daginstitutioner og skoler. Det kan det dels ved at rette den analytiske opmærksomhed mod normer, idealer og sociale hierarkier, som opdragelse af børn reflekterer; dels ved at adressere spændinger mellem individ og samfund, dominans og lighed, social integration og disintegration; emner som alle er på spil i samfundets engagement i børns opdragelse og i børns – og forældres – respons på den opdragelse, de er udsat for. Elias’ civiliseringsbegreb bidrager således med en teoretisk sammentænkning af nogle komplicerede sociale dynamikker, der gør sig gældende ved institutionaliseret børneopdragelse.

Ligesom civiliseringsprocessen ikke er forudbestemt eller lineær, har voksnes opdragelse af børn og især samfundets og statens intentioner med nye medborgere ikke noget kendt eller entydigt resultat. Dannelsesidealer og opdragelsespraksis bliver til i sociale forhandlinger både lokalt og mere overordnet. Selvom de er båret af enkeltindivider, der konkret relaterer til børn, relaterer idealer og opdragelsespraksis til et større socialt rum, hvor mennesker er afhængige og samtidig indgår i dominansrelationer, som præger deres orienteringer. Sociale kampe om positioner og betydninger udtrykkes i det civiliserede samfund ikke gennem vold eller eksplicitte magtdemonstrationer, men subtilt gennem symbolske udtryk, hvor ikke mindst opførsel indgår som distinktionsmarkør. På forskellige niveauer fra det interpersonelle og interaktionelle til de overordnede institutionelle organiseringer strider og forhandler individer og grupper om social orden og kulturel betydning. I disse forhandlinger indgår børn både som aktører og som symboler. Opdragelsen af dem udtrykker forældrenes duelighed som forældre, såvel som pædagogers og læreres faglige formåen. Men disse vurderinger rummer også kimen til udfordring og modstand, både fra dem, der markeres som ikke respektable, og dem, der forfægter andre menneskesyn. Det er heri processernes dynamik ligger. Opdragelse og opdragelsesidealer er ikke statiske, men veksler i takt med skiftende sociale balancer. I det næste kapitel vil vi se nærmere på samfundets engagement i denne proces. Vi vil skitsere den institutionalisering af barndommen, der har fundet sted gennem de sidste 100 år i det danske samfund, og diskutere de forskellige opfattelser af det civiliserede menneske, som er blevet udtrykt i denne periode i forbindelse med institutionel opdragelse.