Читать книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam - Страница 6

Bogen er som sagt baseret på etnografiske undersøgelser. Heri ligger, at vi over en længere periode har lavet deltagerobservation i hverdagen i de institutioner, vi har undersøgt, og har indsamlet data om livet her. Vi har observeret både daglige rutiner og specielle hændelser, registreret, hvad man gør og snakker om, og interviewet deltagerne om deres praksisser og forståelser og de sammenhænge, de er udtryk for. Den slags undersøgelser går tæt på hverdagslivet, men er selvfølgelig kun punktnedslag i forhold til et samfunds totalitet og større historiske strømninger. Man kan principielt ikke vide, om lignende forhold gør sig gældende i andre familier, andre sociale miljøer, andre børnehaver eller på andre skoler, ligesom studierne ikke afdækker alle områder af institutionslivet, men kun afspejler det, der foregik og fremkom af betydning, mens vi var til stede. Det betyder dels, at vores data bestemmer analysens fokus, og at der derfor er emner af relevans for civiliseringsdiskussionen, som ikke vil blive diskuteret, dels at vi ikke kan hævde, at vores materiale er repræsentativt for alle familier, daginstitutioner eller skoler.

Alligevel er det en mere overordnet viden, vi søger. Selvom tilgangen er lokal og personbåret, er vores erkendelsesinteresse generel, rettet mod samfundets værdigrundlag og forståelsessammenhænge. Det betyder, at vi på baggrund af samtaler, interviews og observationer i de konkrete kontekster har forsøgt at forstå, hvorfor folk gør, som de gør, men også mere overordnet har søgt at belyse grundlaget for de opdragelsesprioriteringer, vi har iagttaget. Med det teoretiske begreb ‘civilisering’ har vi analyseret materialet med særligt fokus på normer og vurderinger om, hvad der er ordentlig opførsel, og hvad der ikke er det i omgang med andre. Gennem denne tilgang har vi ønsket at belyse såvel det værdimæssige grundlag for opdragelse som de sociale konsekvenser, vurderinger har i familier og børneinstitutioner. Selvom vores hverdagslivsfokus og fortolkninger af praksis i enkeltinstitutioner på mange måder adskiller sig fra Elias’ store civilisationshistoriske penselstrøg, er vores erkendelsesinteresse ikke ulig hans. Hans kilder er nogle andre (overvejende skriftlige og historiske) end vores (der overvejende består af observationer og interviews), og hans kulturhistorisk videnskabelige ambition væsentlig mere omfattende. Men i tråd med hans grundlæggende interesse for forholdet mellem enkelte menneskers praksis og de større sociale sammenhænge er vores bestræbelse her at belyse mere grundlæggende kulturelle værdier og sociale standarder. Gennem en udforskning af de institutionelle praksisser, der netop har til hensigt at opdrage samfundets nye medborgere, sætter vi fokus på normer og standarder for social omgang. Det er hermed vores håb både at give indblik i et kulturelt værdigrundlag og i sociale processer, der løbende udfordrer eller bekræfter værdierne og danner afsæt for både selvforståelser, fællesskaber og distinktion.