Читать книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam - Страница 11

I Elias’ analyse er det især i forbindelse med den historiske reduktion af voldsudøvelse i de vestlige samfund, at betydningen af skamfølelser og selvregulering viser sig. Korporlig aggressivitet opfattes i det meste af samfundet som et vitalt brud på de sociale forventninger til optræden og selvkontrol og dermed som socialt degraderende og behæftet med skam. En af de væsentligste årsager til denne udvikling er, set ud fra Elias’ perspektiv, statens opkomst som medierende myndighed. Den statslige monopolisering af vold og straf har medført en kriminalisering af alle former for voldsudtryk, og det er derfor ikke længere et mellemmenneskeligt anliggende at løse konflikter på voldelig vis, men et anliggende for bemyndigede instanser. Dette har medført et fald i samfundets generelle voldsniveau. Alligevel eksisterer der en bevidsthed om, at vold kan finde sted, og at en voldelig omgangsform igen kan bryde igennem og erodere den civiliserede orden, og denne bevidsthed præger den sociale organisation. Frygten for vold er latent til stede og fungerer både som en regulerende mekanisme i de mellemmenneskelige samspil og som en legitimering af statens myndighed. Sociologen Loïc Waquants formulerer Elias’ tilgang meget præcist:

Elias places violence and fear at the epicenter of the experience of modernity: together they form the Gordian knot tying the outermost workings of the state to the innermost makeup of the person. The expurgation of violence from social life via its relocation under the aegis of the state opens the way for the regulation of social exchange, the ritualization of everyday life, and the psychologization of impulse and emotion. (Waquant 2004, s. 112)

Som det ses her, spiller staten en vigtig rolle i Elias’ argumentation. Den centralisering af magtudøvelse, der op gennem århundrederne tager form af et egentligt voldsmonopol, medfører på én gang, at staten får en kontrollerende og ordenshåndhævende funktion, og at voldsudøvelse (principielt) glider ud af det almindelige sociale liv. Mellemmenneskelig vold tabuiseres og kriminaliseres, og statens rolle bliver stadig mere udbygget og detaljeorienteret i sin overvågende og regulerende funktion.

Det er dog en vigtig pointe hos Elias, at hverken stat eller samfund er enheder over for andre enheder: individerne. Stat og samfund udgøres af mennesker, der handler og opretholder den samfundsmæssige orden gennem deres handlinger og sociale samspil (van Krieken 2002, s. 51-53). Statens funktion er således nok regulerende, men den opretholdes kun i kraft af mange menneskers accept af den ordensforståelse, staten håndhæver. De regulerende og detaljeorienterede skandinaviske velfærdssamfund er illustrative i denne sammenhæng. I en stadig mere raffineret institutionel struktur er sikkerhed, forudsigelighed og udjævning af sociale forskelle blevet karakteristiske træk ved samfundsorganisationen. Den moderne velfærdsstat kan således, som antropologen Engebrigtsen påpeger, ses som et særligt eksempel på en instans i civiliseringsprocessen, der centralt kontrollerer og regulerer enhver form for voldsudtryk og dermed har tæmmet frygten for vilkårlighed (Engebrigtsen 2006, s. 112). Denne kontrolfunktion ville dog ikke kunne udøves uden accept fra mange individer, der i deres daglige virke anerkender det værdigrundlag, velfærdsstaterne hviler på. De afstår f.eks. fra vold, betaler skat og sender deres børn i skole, ikke blot fordi de skal, men også fordi de synes, det er rigtigt, og betragter det som nødvendige bidrag til et anstændigt og sikkert samfund. Den samfundsmæssige orden kan ikke reduceres til overindividuel funktionalitet eller ydre regulering; den er båret af en udtalt moralsk dimension, men er også under indflydelse af psykosociale mekanismer som skam og angst for social degradering.

Dette er et eksempel på Elias’ sammentænkning af samfundsniveauet med et individniveau. Store ændringer i samfundsstrukturerne (industrialisering, urbanisering, kommercialisering, demokratisering og ikke mindst magtmonopolisering og statsdannelse) har indflydelse på såvel de mellemmenneskelige relationer som på menneskers opførsel, omgang og opfattelsen af individualitet og civiliseret adfærd. Men disse bevægelser er også skabt af mennesker, der indgår i sociale figurationer, det vil sige netværk af relationer med hinanden. Historiske transformationer er således forårsaget af ændringer i de magtkonstellationer og afhængighedsrelationer, mennesker indgår i, og vil bevæge sig sammen med dem – uden mål, men ikke uden menneskelige viljer.