Читать книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam - Страница 5

Institutionernes opdragelsesprioriteringer og -tiltag vil blive belyst med begrebet civilisering inspireret af den tyske sociolog Norbert Elias’ arbejder. Civilisering betegner både en hensigt om at gøre nogen (en selv eller en anden) til et dannet og respektabelt menneske og den proces, der fører til dette mål. Det indebærer således både visioner og idealer, sociale praksisser og en proces, der skaber ændringer i folks måde at opføre sig på over tid. At være civiliseret henviser til forestillinger om det socialt kultiverede og distingverede menneske, der mestrer anerkendte omgangsformer. Det vil sige opfører og udtrykker sig på måder, der opfattes som beherskede og anstændige og derved hæver sig over andre, der menes at opføre sig mere upassende, barbarisk eller vulgært. Selvom vores analyser på en del måder adskiller sig fra Elias’ arbejder, har vi fundet inspiration i hans teoretiske pointer om, at standarder og normer for opførsel reflekterer sociale dominansforhold og gensidige positioneringer. Bestemte måder at omgås og opføre sig på etableres som de legitime og overlegne – det civiliserede – og fungerer dermed som målestok for menneskers vurdering af dem selv og andre. I forhold til udforskning af opdragelse giver denne teoretiske tilgang blik for, at opdragelse altid rummer idealer, men samtidig skriver sig ind i en dominansstruktur, hvor kun visse former for opførsel og omgang anerkendes.

Andre forskere har anvendt beslægtede begreber til at beskrive det formative arbejde med børn, såsom Schiffauer et al., der undersøger, hvad de kalder “civil enculturation” i skoler i Holland, Storbritannien, Tyskland og Frankrig (Schiffauer et al. 2004). Begrebet civil enculturation beskriver også opdragelse til bestemte “norms of civility”, men det er ikke baseret på Elias’ mere vidtfavnende civiliseringsbegreb og retter sig først og fremmest mod at beskrive den uddannelsesproces, igennem hvilken børn bliver medlemmer af en civil kultur (Baumann 2004, s. 2-4). Sociologen Richard Jenkins har anvendt samme begreb og tilgang til at beskrive, hvad der lokalt betegnes “dannelse” i den danske by Skives børneinstitutioner (Jenkins 2011). Til forskel fra disse forskere trækker antropologen Sally Anderson på dele af Elias’ civiliseringsteori i sin analyse af danske skoler og idrætsforeningers arbejde med at skabe, hvad hun kalder “civil socialitet” mellem børn, der skal ud i det civile samfund (Anderson 2000, 2008). Som det vil fremgå, er der flere lighedstræk mellem vores analyser her og især Andersons arbejde, men i forhold til både Schiffauer et al., Jenkins og Anderson bruger vi andre og mere omfattende dele af Elias’ teori om civilisering, idet vi er mere optaget af de diskussioner af forholdet mellem adfærd, distinktion og dominans, som hans civiliseringsbegreb retter sig mod.

Elias’ understregning af sammenhængen mellem opførsel og vurdering, mellem et kulturelt værdigrundlag og hierarkiske sociale positioner, peger nemlig på et distinktions- og dominansaspekt ved opdragelse, som vi ikke mener indfanges lige så godt med beslægtede begreber (enkulturation, socialisering, dannelse, disciplinering) og som let overses, når fokus i stedet rettes mod det enkelte barns udbytte eller pædagogikken i den enkelte institution. Civiliseringsbegrebets styrke ligger i dets fokus på sammenhængen mellem værdier og skel, og det er derfor velegnet til på én gang at belyse dominerende værdier og subtile distinktionsprocesser i den institutionelle opdragelsespraksis. Det er disse værdier og distinktioner, som børn skal forholde sig til og lære at mestre, og som over tid indgår i deres forståelser af både dem selv og andre.

Det er imidlertid vigtigt at understrege, at civiliseringsbegrebet ikke betegner bestemte universelle værdier eller nogle alment gældende normer for opførsel. Det vil altid være et empirisk spørgsmål, hvad der konkret udgør kriterierne for det civiliserede i et samfund. Forskellige folk og samfund har varierende opfattelser af, hvilke opførselsformer som er mest civiliserede, og hvilke symboler der virker distingverende. Heller ikke inden for et enkelt samfund er det entydigt, hvad der opfattes som ‘det civiliserede menneske’; tværtimod er det et emne, der konstant er til forhandling mellem forskellige sociale grupper. Ikke desto mindre vil det ofte være tilfældet, at nogle grupper har større mulighed for at sætte deres forståelser af, hvad der er respektabelt, igennem, ligesom man i europæisk sammenhæng kan konstatere en vis konsistens i, hvad der opfattes som civiliseret. Sådanne opfattelser har sat deres præg på synet på børn, opdragelse og børneinstitutioner og på de værdier og krav, børn er blevet mødt med. Men opfattelser, værdier og krav er altså hverken entydige eller statiske, selvom de godt kan rumme en vis kontinuitet. Der er løbende stridigheder om, hvad børn skal kunne og lære, hvordan de skal opføre sig, og hvad der kendetegner det ordentlige barn og den gode opdragelse. Normerne for det civiliserede menneske er genstand for stadig forhandling, som afspejler dominansrelationer og værdikonflikter i samfundet.

I disse forhandlinger tager også børn del. Selvom deres indflydelse kan være begrænset, er det vigtigt at have blik for, at børn også selv er aktive deltagere i opdragelse og ikke bare passive modtagere af voksnes civiliseringsbestræbelser. De indordner sig eller opponerer, omfortolker eller har andre interesser og udfordrer således også løbende de pædagogiske tiltag. Det er langtfra altid, at udkommet af de opdragelsesmæssige bestræbelser bliver som tilsigtet, hvad der i større perspektiv godt kan bidrage til nye forståelser og værdier.

En del af forhandlingen om, hvad der er civiliseret, foregår mellem forældre og institutioner. Hvad skal prioriteres i opdragelsen? Hvem har ret til barnet og myndighed til at bestemme, hvordan det skal opdrages? Det danske samfund er – i tråd med de øvrige skandinaviske samfund – interessant her, fordi den massive institutionalisering viser, at de offentlige pasnings- og skoleinstitutioner i vidt omfang kræver og gives ret til at opdrage børn fra de yngste aldre. Ved at sætte fokus på opdragelsespraksis i familier, daginstitutioner og skoler vil vi undersøge den forhandling af roller, autoritet og prioriteringer i forhold til børns opdragelse, der finder sted i og mellem den private og den offentlige sfære, men også undersøge, hvilke træk der på tværs af institutionstyperne synes gennemgående i det formative arbejde med børn.

Vores udgangspunkt er, at institutioner er privilegerede steder at undersøge et samfunds dominante kulturelle værdier, forestillinger og sociale hierarkier. Det gælder ikke mindst de statsetablerede børneinstitutioner, der har til opgave at forvalte dominerende interesser og forestå læring og opdragelse på et givet grundlag. Analyser af hverdagslivet i sådanne institutioner kan derfor give indblik i værdier og normer, der er tilstrækkeligt betonet og prioriteret til, at de indgår i det institutionelle grundlag, og samtidig klarlægge, hvordan disse værdier fortolkes, forhandles og udbredes. Et studie af civilisering i institutioner kan således bidrage til at indkredse de processer, der etablerer bestemte værdier og handlemåder som de rigtige og kulturelt dominerende dvs. mest udbredte, fremherskende og formative. Med denne tilgang er det samtidig muligt at pege på, hvilke børn og hvilke adfærdsformer der ikke lever op til standarderne, men opfattes som forkerte og dermed falder moralsk igennem i et socialt hierarki.