Читать книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam - Страница 25

Inden for det sidste årti er disse tendenser forstærket og samtidig suppleret med et øget fokus på børns læring og faglige udbytte, efter danske elevers dårlige placering i de internationale PISA-tests. Samtidig har forskydninger i de sociale balancer givet andre grupper mulighed for at definere et væsentlig mere eksplicit fokus på den nationale historie og kultur som ramme om institutionernes dannelsesprojekt. På daginstitutionsområdet illustreres disse værdisætninger måske stærkest med ændringen i formålsparagraffen for dagtilbud fra at understøtte barnets udvikling af kreativitet og fantasi (Lov om Social Service, nr. 454 af 10/06/1997) til at fremme børns læring og tilegnelse af kompetencer og sikre en god overgang til skolen (Lov om Dagtilbud, LBK nr. 314 af 11/04/2011). Selvom begge love sætter som formål, at barnet skal udvikle evner for at indgå i forpligtende fællesskaber, aner man en ændring i fællesskabsforståelsen, når sætningen i den nyeste lov er udvidet med, at barnet skal udvikle “samhørighed med og integration i det danske samfund” (Lov om Dagtilbud 2011). Også indførelsen af pædagogiske læreplaner, sprogtest for tre- og femårige børn samt kravet om virksomhedsplaner er tiltag, der vidner om en øget bevågenhed på børnenes udvikling af bestemte færdigheder. Fortolket fra et civiliseringsperspektiv er der her tale om et dannelsesideal, der på én gang betoner individuel læring og understreger en national forpligtelse. Samme tankegang går igen på skoleområdet, hvor kanoniseringen af bestemte kulturhistoriske referencer, elevplaner og den centrale fastlæggelse af trin- og læringsmål ligeledes understreger betydningen af individuel faglig udvikling og den nationale kultur og sammenhæng (Milner 2003; Kryger 2007; Gilliam 2006/2009).

Fra et civiliseringsperspektiv vidner disse tendenser om en forskydning i de sociale figurationer, der har sat sig igennem med nye udlægninger af, hvad der karakteriserer det velintegrerede og anerkendelsesværdige menneske og samfund. I en tid med øget indvandring, international integration og konkurrence (oftest omtalt som ‘globalisering’), kan man se den skærpede politiske bevågenhed på lærings- og dannelsesprocesser som et forsøg på at inddæmme udfordringer af den bestående orden og styrke den nationale integration. Som Jenkins beskriver det fra skoler i Skive, ser lærerne både EU, indvandring og unges brug af medier som en trussel mod den danske kultur og identitet og forsøger som reaktion herpå at lære børnene mere eksplicit om dansk kultur (Jenkins 2011, s. 205-211). På samme vis viser Schiffauer et al.’s studie af, hvad de kalder “civil enkulturation” i en hollandsk, britisk, tysk og fransk skole, at skoler i disse europæiske lande også er optagede af at sikre opdragelsen til den nationale civile kultur og ikke mindst til formationen af nationale identiteter hos deres elever (Baumann 2004, s. 8-10). Hvor dette altid har været et karaktertræk ved skolen som nationalinstitution, synes samtidens mere intensive trusler om national og kulturel disintegration at forstærke denne praksis. I det lys kan behovet for at sikre, at transformationen af den opvoksende generation faktisk sker i overensstemmelse med de herskende forestillinger om, hvad man skal kunne, og hvordan man skal opføre sig, ses som et forsøg på at beskytte og distancere nationen internationalt ved at hævde særligt civiliserede former.

Det er imidlertid ikke nogen entydig ortodoxi, der tegner feltet i dag. Forskellige dominerende grupper markerer deres synspunkter om institutionernes opgaver i forhold til både børn og samfund, og ret skarpe fronter er trukket op. For nogle grupper refererer viden og opførsel til en kulturalistisk forståelse af, at civiliseret adfærd er en særlig dansk størrelse, som man bedst fastholder ved at lære børn om den danske historie, kultur og normer. For andre er daginstitutionen og skolens opgaver overvejende af faglig art og ses som en forudsætning for den enkeltes og nationens muligheder i en fremtidig globaliseret verden. For andre igen giver såvel fokus på tests, faglighed og danskhed mindelser om tidligere tiders sorte skole og nationalromantisme og står dermed som et civilisatorisk tilbageskridt til et mindre socialt og tolerant samfund. Disse konkurrerende betoninger af nationen, konkurrencen med andre lande og det øgede fokus på faglighed og individuel optimering synes da også umiddelbart at udfordre tidligere civiliseringsidealer for barn og fællesskab, men som vi vil se i flere af de empiriske kapitler, ændres den institutionelle opdragelse ikke abrupt. Snarere synes de nye prioriteringer at blive lagt oven i tidligere normer og forsøgt indarbejdet i den institutionelle praksis. Selvom der kan være tendenser i andre retninger, synes resultatet således ikke at blive, at der slækkes på krav om f.eks. social tilpasning eller betydningen af fællesskab; men snarere at der stilles flere fordringer – faglig udvikling, individuel optimering, sociale kompetencer og fællesskabstilpasning – til det enkelte barn.