Читать книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam - Страница 27

Som det ses af den historiske skitse, vi her har præsenteret, har synet på børn, institutionernes opgaver, og hvad der karakteriserer civiliseret adfærd, forandret sig i takt med nye sociale konstellationer, magtrelationer og konflikter. Det danske samfund har på den ene side været kendetegnet af en høj grad af samfundsstabilitet de sidste 60 år, men der har på den anden side også løbende været diskussioner og ændringer af netop børneinstitutioners, først og fremmest skolens, opdragelse af nye samfundsmedlemmer og denne opdragelses form og funktion i samfundet. Dette understreger, at staten og politikerne nok har en bredt accepteret ret til at fastsætte de overordnede rammer for barndommens institutioner, men at indholdet fortsat er til debat og jævnlig justeres. Det er præcis disse debatter og justeringer, der er årsagen til, at vi har fundet det relevant med en historisk skitsering som introduktion til vores etnografiske analyser. I alle de undersøgte institutioner har vi identificeret opfattelser, som reflekterer både det reformpædagogiske menneskesyn, det socialdemokratiske velfærdsprojekt, uddannelsesoptimismen, fokusset på det inklusive og demokratiske fællesskab, den nye optagethed af faglighed og nationale værdier og den generelle informalisering af omgangsformer. Men vi har også kunnet konstatere, at disse idealer indimellem strider mod hinanden og altså ikke bare i det lange perspektiv, men også her og nu er genstand for debat.

Hvad et etnografisk materiale som det, vi præsenterer i denne bog, kan vise, er derfor, at de ændringer af pædagogikken, som man kan identificere i f.eks. love, lærebøger og fagblade, ikke nødvendigvis dominerer institutionernes praksis – sådan som diskursive analyser ellers ofte implicerer. Der er ikke nogen lige vej fra pædagogisk debat eller politisk ambition til institutionel praksis (Shore & Wright 1997). Hvad vi vil se i flere af bogens kapitler er, at forskellige værdier og pædagogiske rationaler eksisterer side om side, flyder sammen eller konkurrerer om pladsen som de legitime opdragelsesformer og idealer. Båret som de er af individuelle historiske aktører – småbørnspædagoger, lærere, institutionsledere, fritidspædagoger, forældre og pædagogiske forskere – der er vokset op gennem disse perioder og har mødt værdierne i deres egen opdragelse, skoletid, uddannelse og arbejdsliv, er de ofte samtidigt til stede trods historiske transformationer og politiske projekter.

Dette betyder, at børneinstitutionernes opdragelsesformer og -normer ikke kun afspejler aktuelle samfundsforhold og dominerende diskurser, men forskellige konfigurationer af hele den historiske ophobning af værdier, rationaler og erfaringer. De konkrete aktører, der står i hverdagens pædagogiske situationer, kan være påvirket og begrænset af nye regler og læreplaner, samt inspireret af diskussioner, der aktuelt gennemsyrer debatter og lovgivning, men de vil også være præget af egne normer og erfaringer fra deres opvækst, uddannelse og gerning og have egne fortolkninger af det aktuelle samfund og fremtidens krav. Den historiske gennemgang har således ikke autoritet til at forklare de opfattelser, vi har mødt i den praksis, vi har iagttaget. Den tjener som kontekstualisering; som en del af det tankegods og ideologiske grundlag, som mere eller mindre udtalt er del af aktørernes opfattelser, begrundelser og praktiske fortolkninger. Ideologier og traditioner præger aktørers orientering og horisont, men deres handlinger og fortolkninger vil altid være mere sammensatte end en sådan gennemgang af dominerende diskurser lader ane. Det er præcis denne sammensathed, der betinger civiliseringsprojekters udvikling og dynamik.

Det har da også været et udgangspunkt for denne bog, at man ikke kan forstå større spørgsmål som institutionel opdragelse og civiliseringsprojekter ud fra policy- og diskursanalyser alene, og at institutionel civilisering ikke kun formes gennem historiske processer eller i samspil mellem stat og meningsdannere. Man er nødt til at tage højde for, at opdragelsesidealer og praksis altid tager form i konkrete sammenhænge mellem konkrete mennesker. Det er i de konkrete institutioner, at værdierne omsættes, udleves og får effekt – og her kan de politiske strømninger og ideologiske rationaler støde på grund, omformes og få nye betydninger. Selvom opdragelsesinstitutioner og familier har bestemte formål, og pædagoger, lærere og forældre trækker på veletablerede forståelser, så har den lokale kontekst også en betydning for, hvordan de udføres og fortolkes, ligesom hverdagslivet rummer mange – også modsatrettede – fortolkninger og handlinger. Ved på én gang at sætte fokus på de institutionelle formål og idealer og de hverdagslige praktikker og forskellige fortolkninger vil vi vise, at opdragelsesprocesser foregår, men ikke altid som tilsigtet eller med nogen entydig retning.

Som de empiriske kapitler, der følger, vil illustrere, påvirkes og udformes institutionel civilisering imidlertid også af børnenes handlinger, forhandlinger og reaktioner på de normer og krav, de møder fra voksne og andre børn. Det er derfor vigtigt at understrege, at børn også selv er aktive civiliserende aktører, der opdrager hinanden og sanktionerer og opmuntrer til forskellig opførsel, ligesom de skaber venskaber og fællesskaber på baggrund af vurderinger af hinandens adfærd og sociale kendetegn. Som vi vil se i flere kapitler, er de ofte meget bevidste om, hvilke normer der gælder i de forskellige institutioner, hvad der forventes af dem som børn, hvilke voksne der værdsætter eller ser gennem fingre med forskellig adfærd, og hvordan de selv vurderes i forhold til opførsel. Således er de identiteter, fællesskaber og skel, de skaber, på én gang tæt relateret til institutionernes civiliseringsprojekt og centrale for resultatet af den institutionelle opdragelse.

Et sidste centralt aspekt vi vil fremhæve er, at institutionerne også i sig selv præger de civiliseringsidealer, der er i spil. Den pædagogik, der udspiller sig i daginstitutioner, skoler (og faktisk også i familier), retter sig ikke kun mod, hvad børn skal kunne eller blive til. Den retter sig også mod at få en dagligdag med mange mennesker til at fungere. Her viser analyserne, at de institutionelle fællesskaber har nogle særlige træk, en særlig socialitet, som fortjener større opmærksomhed, og som peger på, at hvad der forstås som civiliseret adfærd, også er bestemt af hverdagens hensyn og rutiner. Den høje grad af institutionalisering i det danske samfund gør dette aspekt særlig betydningsfuldt. Når stort set alle børn tilbringer deres hverdage i vuggestuer, børnehaver og skoler, etableres der uundgåeligt forventninger til den typiske og hensigtsmæssige opførsel. Dermed kommer institutionernes rutiner og funktionalitet i sig selv til at præge opfattelser af, hvad der er passende og forventeligt af børn i forskellige aldre. Dette medvirker til, at institutionerne i praksis kommer til at definere standarder for normalitet. Bogens empiribaserede analyser vil vise denne institutionsdominans, men også hvordan de forskellige forestillinger om barnets, institutionens og samfundets bedste spiller sammen. En af vores ambitioner er således at belyse sammenhængen mellem hverdagslivet i institutioner og de samfundsbetingelser og kulturelle opfattelser af børn, barndom, medborgere og af det ordentlige menneske, som institutionerne rammesættes af og står i reference til. Som vi vil gøre mere uddybende rede for i det afsluttende kapitel, hænger de opdragende tiltag og civiliserende missioner i de enkelte institutioner på én gang sammen med værdier og distinktionsprocesser i det større samfund og med den institutionelle funktionalitet; hvad der i nogen grad kan forklare de mange træk, der går igen på tværs af institutionstyperne.