Читать книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam - Страница 20

Om end Norbert Elias ikke laver empiriske analyser af børneopdragelse, står forholdet mellem generationerne og sammenhængen mellem sociale strukturer og dannelsen af det enkelte menneskes habitus centralt i hans arbejde. Han påpeger, at hver generation vil oplære den yngre generation i de normer, den selv finder vigtige. Barnets forståelse af omgivelserne formes således gradvist som “en anden natur” (Elias 1939/1994, s. 369) af de ideer om og sociale standarder for ordentlighed og social omgang, som det vokser op med og internaliserer gennem observation og imitation og gennem andres opmuntring, korrektion, udskældning og udskamning. Elias pointerer, at denne “civilizing of the human young” er blevet stadig mere omfattende og i tiltagende grad fokus for planlagt intervention i takt med den forhøjelse af standarden for, hvad der føles skamfuldt og anstødeligt, som vi beskrev i forrige kapitel (ibid., s. 367, 376-377). Jo mere raffineret civiliseringsprocessen bliver, og jo flere fordringer der stilles til det enkelte individ, desto længere bliver den transformationsproces, individet skal gennemgå fra barn til voksen (Elias i Goudsblom & Mennell 1998). Dermed er distancen mellem generationerne imidlertid også øget. “The more ‘natural’ the standard of delicacy and shame appeared to adults and the more the civilized restraint of bodily urges was taken for granted, the more incomprehensible it became to adults that children do not have this delicacy and shame by ‘nature’” (Elias 1939/1994, s. 141).

Som citatet viser, fører civiliseringsprocessen ikke blot til en øget optagethed af at lære børn at opføre sig pænt, den indebærer også – som Elias ser det – en klassifikatorisk sondring mellem børn og voksne. Opfattelsen af børn ændres gradvist hen imod at betragte dem som anderledes end voksne og dermed som nogle, der skal behandles på særlige måder for at blive til civiliserede mennesker.

Ser vi på den vesteuropæiske civiliseringsproces, som Elias beskriver, og som vi skitserede i sidste kapitel, kan man sige, at distancen mellem generationerne nåede en form for klimaks blandt privilegerede – og derfor normsættende – klasser i sidste halvdel af 1800-tallet. Stærke klassekontraster, øget social mobilitet og intern afhængighed nødvendiggjorde stærkere bevågenhed på tilhørsforhold og klassestratifikation, samt, som sociologen Cas Wouters påpeger i sin diskussion af sociale ændringer i Holland, større krav til at være repræsentabel og moralsk pålidelig (Wouters 2004, s. 202). Blandt borgerskabet bragte dette familien og især børnenes opførsel i fokus. Mænd kunne og måtte demonstrere deres position og moral igennem deres hjem, koner og børn, og disses fremtoning i selskabslivet, i private hjem og det offentlige rum havde derfor stor social betydning.

Wouters påpeger, at denne opmærksomhed reelt betød en forskydning af køns- og generationsbalancerne. Kvinderne fik større indflydelse som ansvarlige for familiens respektabilitet, men det betød samtidig, at der var større forventninger til deres opførsel og fordringer til deres kontrol over børnene (ibid., s. 201-203). Børnene blev derfor genstand for en udtalt bevågenhed, men ikke nødvendigvis opmærksomhed i nogen jævnbyrdig forstand. Tværtimod var en del af det, der kendetegnede den voksne, ærværdige borger, netop en distance til enhver form for infantilitet. Det barnlige skulle vise sig på særlige måder (det legende og naturlige), ikke som snavsede eller uregerlige børn.

Dette beskrives indgående af etnologerne Jonas Frykman og Orvar Löfgren i deres bog Den kultiverade människan (1979). De viser her, hvordan standsfornemmelse og anstændighedsnormer omkring år 1900 i Sverige etablerede en høj grad af distance mellem det bedrestillede borgerskabs voksne og deres ukultiverede børn. Forhold omkring hygiejne, toilette og fødeindtagelse blev f.eks. varetaget af en hushjælp, så kun de civiliserede (og man kunne tilføje romantisk barnlige) sider ved barnet var synlige for forældrene og eventuelle gæster. Især de kropslige sider af de ukultiverede børn var nærmest frastødende for anstændige mennesker, og man skulle derfor sikre sig børnenes evne til beherskelse, før de fik lov at deltage i mere væsentlige sociale sammenkomster (ibid., s. 91-117). I et sådant miljø præget af social bevågenhed – og reel risiko for social deroute − var opdragelse forståeligt nok et centralt anliggende, om end det i vid udstrækning blev uddelegeret til tyende, guvernanter og skoleinstitutioner konkret at forestå børnenes dannelse.

Som vi vil diskutere senere i kapitlet, er denne form for distance mellem generationerne som bekendt reduceret væsentligt, i takt med at forskelle i samfundet er blevet udjævnet og opførselskoder generelt mere uformelle. Ikke desto mindre er aspekter ved billedet genkendeligt også i dagens Danmark, hvor det fortsat er en social nødvendighed at oplære børn i civiliserede koder (og f.eks. kontrollere, hvor de er hvornår), ikke bare for privilegerede familier, men som en del af den generelle sociale orden. Transmissionsprocessen fra barn til voksen er ikke blevet mindre omfattende, og god opdragelse er fortsat essentiel for social anseelse − et tema der kommer tydeligt frem i flere af bogens kapitler. Det barn, der ikke tilegner sig anerkendte omgangsformer, falder igennem socialt, men det gør dets opdragere også. I takt med civiliseringsprocessens øgede krav til opførsel udbredes også fordringerne til børn og dermed til opdragere, om end på andre måder i dag end i det stratificerede klassesamfund i slutningen af 1800-tallet.

Selvom graden og formen således varierer, indebærer civiliseringsprocessen generelt en øget adskillelse mellem generationerne, hvor det at være barn i stigende grad forbindes med at skulle gennemgå en læreproces i civiliseret opførsel. I lyset af Elias’ argumentation kan man se børneinstitutioner som skabt til denne læreproces; det er her, børn skal transformeres, før de kan tage del i samfundets interaktioner. I sit klassiske værk om ændrede barndomsopfattelser i Vesteuropa argumenterer den franske historiker Philippe Ariès i tråd hermed for, at udbredelsen af almen skolegang fik konsekvenser for synet på børn. Barnet blev ikke længere betragtet som en lille voksen, der var parat til at tage del i voksenlivet, og blev derfor henvist til en speciel behandling i professionelle miljøer – skolen blev en slags karantæne (Ariès 1962, s. 412-413). Det betød imidlertid også, at barnet fik en form for selvstændig status som barn adskilt fra voksne. Barndommen blev en særlig kategori, som samfundet og ikke bare familien havde interesse i. I sin diskussion af relevansen af Elias’ værk i en svensk sammenhæng argumenterer sociologen Lorentz Lyttkens ligefrem for, at barndommen i det hele taget betragtes som en social karantæne, der er opstået som et resultat af civiliseringsprocessen (Lyttkens 1985, s. 45ff). I forbindelse med samfundsmæssige ændringer inden for det sidste århundrede, der har krævet kvinderne ud på arbejdsmarkedet og ændret familiens og hjemmets rolle, har denne karantæne taget form af en stadig mere omfattende og differentieret institutionalisering. Dette ses især i dagens skandinaviske samfund, hvor den omfatter stort set alle børn og et stort antal institutionstyper rettet mod forskellige grupper og med forskellige formål og tilbud. Distancen mellem generationerne er således ikke forsvundet. Den er tværtimod institutionaliseret og materialiseret i særlige bygninger for børn, og det er i en vis udstrækning blevet en opgave for specialister at transformere børn til civiliserede deltagere i samfundet.