Читать книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam - Страница 15

Netop dominans og konflikt – især mellem sociale klasser – er et tilbagevendende tema i en civiliseringsdiskussion. Her er det vigtigt at forstå klassebegrebet relationelt og processuelt snarere end ud fra på forhånd fastlagte parametre.⁹ Både klasseafgrænsninger og -relationer ændrer sig løbende i de spændinger og konflikter, der udspiller sig mellem individer og forskellige grupper. Der er således ikke tale om en stabil struktur, men om skiftende dominansrelationer, der udtrykkes og opretholdes gennem forskellige distinktionsmarkører.

Når den diskussion er vigtig her, er det, fordi sociale distinktioner, og de mere eller mindre subtile måder, de henviser til og medkonstruerer social klasseposition på, spiller en rolle i institutionel opdragelse, selvom institutionshverdagen er præget af en udtalt egaliseringsbestræbelse. De opdragelsesnormer, børn mødes med i institutionerne, reflekterer bestemte forståelser af, hvad der er ordentlig opførsel, hvordan man skal udtrykke sig og optræde. Sådanne forståelser er imidlertid ikke værdineutrale; de er udtryk for bestemte gruppers eller klassers opfattelser, der har vundet hævd i en grad, så de er institutionaliseret og accepteret som rimelige dannelsesfordringer for alle. Dominante grupper har en tendens − og symbolsk magt − til at tage monopol på anerkendte adfærdsformer. Konsekvensen viser sig f.eks. i situationer, hvor et barn med anden klassebaggrund (som eufemistisk kaldes ‘ressourcesvag baggrund’, se diskussion i kapitel 6), opfører sig eksemplarisk eller skiller sig ud ved sin dygtighed. Her vil opførslen ofte blive fortolket som et udtryk for barnets overskridelse af klassebegrænsninger snarere end give anledning til revision af forholdet mellem klasse og civilisering (på samme måde som et etnisk minoritetsbarns gode opførsel fortolkes som udtryk for barnets integration i den danske kultur snarere end minoritetsgruppens civiliserede karakter) (Gilliam 2006/2009, s. 73). Opførslen udfordrer således ikke de dominerende gruppers monopol på anerkendelsesværdige former eller deres klassifikationer, og således tenderer relationen mellem civilisering, klasse og majoritetsetnicitet til at virke selvopretholdende i forhold til definitionsmagten over det civiliserede.

Denne forbindelse mellem ‘ordentlig’ adfærd og klassetilhørsforhold knytter den institutionelle opdragelse uadskilleligt til forhandlingen af social position ikke bare i institutionerne, men i et større perspektiv også til samfundets stratificering i klasser, køn og etniske grupperinger. Som vi vil komme tilbage til, har præcis denne sammenhæng mellem dominans og opførsel betydning for nogle børns villighed til at efterleve de institutionelle opdragelsesfordringer, ligesom det kan have betydning for forældres lyst til at samarbejde med institutionerne. Både forældre, personale og børn kan have andre opfattelser af rigtig opførsel end de dominerende, og her kan afvisning af klassiske civiliseringsindikatorer som manerer og ‘pænt’ sprog fungere som oppositionelle markører i forhold til dem, der har monopol på de civiliserede omgangsformer.

Det er præcis sådanne relationelle, subjektive og kulturelle aspekter ved klasseforhold, som interesserer os her. Klasser er ikke bare et abstrakt eller objektivt udtryk for økonomisk, materiel eller uddannelsesmæssig position, men rummer også en subjektiv erfaring og en udtalt kulturel og moralsk dimension. For analytisk at inddrage denne dimension trækker vi på både Bourdieu og Elias, der begge påpeger, at klasser fastholdes og reproduceres i stadige symbolske kampe om, hvis forståelse af anseelse og opførsel der er gældende (Bourdieu 1987; Elias 1939/1994, s. 382-383). I en stadig spænding mellem forskellige strata defineres og udfordres forståelser og positioner. Med begreberne “spurts and counterspurts” (måske bedst oversat ved bevægelse og modbevægelse) indfanger Elias (ibid.) disse spændinger, der næres af magtulighed mellem samfundslag, og som gennem historiens lange løb ændrer normer og forståelser. Med begrebsparret “ortodoxi” og “heterodoxi” søger Bourdieu (1977, kap. 4) på lignende vis at pege på, hvordan den gældende, men ikke nødvendigvis diskuterede orden (doxa) kan blive genstand for konflikt mellem forskellige sociale grupper, der kæmper om definitionsrummet. I konflikten formuleres de dominerende opfattelser (ortodoxi) af grupper, der søger at fastholde dem over for andre – hidtil dominerede − grupper, der udfordrer ved at gøre andre opfattelser (heterodoxi) gældende. I begge teoretiske tilgange ligger fokus på de sociale magtbalancer og definitionskonflikter, der udspiller sig mellem forskellige sociale klasser, der søger at sikre eller forbedre deres egen position ved at få deres opfattelser etableret som de gældende.

Det skal understreges, at selvom klasser er en meget vigtig social stratifikationsform, så er den ud fra et Elias-perspektiv blot en af flere. Således kan de konflikter og gensidige positioneringer, som vi har beskrevet ovenfor, spille sig ud mellem grupper, der defineres på andre måder – som etniske grupper, alderssegmenter, kønsopdelinger, nabogrupper eller lignende. Med begrebsparret “the established” og “the outsiders” (“de etablerede” og “de udenforstående”), introducerer han en generel betegnelse for relationer mellem dem, der behersker eller ligefrem etablerer koderne, og dem, der ikke gør i den konkrete sammenhæng (Elias 1939/1994; 1994) – uden dermed at ville reducere spændingerne til en dikotomi. Hermed retter han fokus mod de grænsedragninger, som enkeltindivider og grupper foretager i forhold til andre i deres forsøg på at opnå eller fastholde tilhørsforhold, definitionsmagt, kulturel dominans og social legitimitet. Denne tilgang har vi fundet inspirerende i vores behandling af materialet fra de danske børneinstitutioner, hvor vi ser flere former for social grænsedragning f.eks. stigmatisering, lighedsmarkeringer og eksklusioner både blandt voksne og børn. Det gælder for eksempel i forbindelse med etniske minoriteter, der ofte synes at indtræde i en rolle som ‘outsidere’ i forhold til den etablerede majoritet. De sociale grupperinger defineres i samspillet, og subtile distinktionsmarkeringer og grænsedragninger kan her iagttages – om end netop etnicitet er en af de forskelle, som nedtones og tabuiseres i flere af de undersøgte institutioner. Her vidner vores iagttagelser om latente konflikter over gruppetilhørsforhold og definitionsmagt, hvor ulighed i indflydelse og anerkendelse markeres subtilt og indebærer en latent social ustabilitet. Det er et tema, der vil blive berørt i flere af bogens kapitler