Читать книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam - Страница 7

Bogen er en antologi, da kapitlerne er skrevet af flere forfattere og bygger på forskellige undersøgelser foretaget i forskellige institutioner. Kapitlerne kan derfor læses hver for sig. Ikke desto mindre er det vores ambition, at bogen kan læses i sin fulde længde som en samlet analyse af det opdragende arbejde, der aktuelt finder sted i danske børneinstitutioner. I den forstand betragter vi det selv som en monografi. Forfatterne er alle antropologer, og etnografiske metoder ligger til grund for analyserne. Det vil sige, at materialet er indsamlet gennem længere tids feltarbejde med observationer, kvalitative interviews og samtaler i hverdagen i de udvalgte institutioner. Vi har bogen igennem prioriteret nærværet af det empiriske materiale ganske højt, specielt i bogens seks empiriske kapitler. Det kommer frem gennem en udbredt brug af situationsbeskrivelser, referater af samtaler og direkte citater. Alle ord, der stammer fra det empiriske materiale, er gengivet med kursiv, og direkte citater markeres udover kursiv også ved citationstegn. Da alle personer og institutioner er anonyme, er de anvendte egennavne pseudonymer.

De to første kapitler, ‘Civilisering. Et perspektiv på opdragelse, omgangsformer og distinktioner’ og ‘Samfundets børn. Civilisering, barnesyn og institutionalisering’, er skrevet af Laura Gilliam og Eva Gulløv. De udgør tilsammen en indføring i og diskussion af bogens teoretiske perspektiv på institutionel opdragelse. I kapitel 1 præsenterer vi Elias’ civiliseringsbegreb og giver vores bud på en fortolkning og anvendelse af hans teoretiske pointer i forhold til en analyse af civilisering som ideal, proces, forskelsmarkør og opdragelsesprojekt. Her diskuterer vi også begrebets forhold til relaterede begreber og teorier. I kapitel 2 vender vi blikket mod børneinstitutionerne i Danmark og diskuterer institutionaliseringen af barndommen og opdragelse fra det civiliseringsperspektiv, vi har præsenteret i kapitel 1. Vi beskriver udviklingen af det syn på børn og opdragelse, som har præget danske daginstitutioner, skoler og familier siden 2. verdenskrig, og diskuterer, hvordan de vekslende opfattelser reflekterer forskellige forståelser af det civiliserede menneske.

Efter denne indføring følger bogens seks empirisk funderede kapitler. Kapitel 3, ‘Den tidlige civilisering. En flertydig bestræbelse’, der er skrevet af Eva Gulløv, omhandler civiliseringsarbejdet i de første offentlige institutioner, børn selvstændigt agerer i – nemlig vuggestuer og børnehaver, her belyst gennem to integrerede institutioner og to børnehaver. Det vises, hvordan der i det pædagogiske arbejde gøres brug af en række civilisatoriske modpoler (det naturlige, det dyriske, det vilde, det barbariske), der virker civiliserende ved at bevidstgøre børnene om grænserne for deres udfoldelser, og hvad der kendetegner det ordentlige menneske. Det vises imidlertid samtidig, at det ikke er helt entydigt, hvor det lille barn selv skal placeres i forhold til disse kontraster. Barnet opfattes nemlig på én gang som beundringsværdigt naturligt og som et stykke natur, der skal tilpasses og kultiveres. Denne tvetydighed betyder en vekslen i omgivelsernes reaktioner og en utydelighed i deres forventninger, som på den ene side giver børnene et vist råderum, men på den anden side rummer indirekte formulerede vurderinger og krav, som ikke alle børn mestrer lige godt.

I tråd hermed, men belyst fra børneperspektiv, viser Karen Fog Olwig i kapitel 4, ‘Børns socialitet. Fortolkning og forhandling af civiliseringsprojektet i børnehaven’, hvordan børnene i børnehaven kan ses som ‘endnu ikke civiliserede’. Dette er ikke kun begrænsende, men giver også muligheder for kropslige og følelsesmæssige udtryk (f.eks. at lege med maden og bruge toiletterne som legesteder), som ikke er socialt acceptable for voksne. Olwig viser, hvordan børnene således udnytter deres særlige position uden for det civiliserede til at omdanne institutionen til deres eget sted og danne forskellige midlertidige eller mere varige fællesskaber. Kapitlet er baseret på en række interviews med unge mennesker, der ser tilbage på deres tid i børnehaver og forholder sig til de opdragelsespraksisser, de her mødte.

Fra disse tidlige institutioner tager de tre næste kapitler fat på samfundets socialiseringsinstitution nr. ét, nemlig skolen. Kapitel 5, ‘Sociale børn og gode klasser. Konstruktionen af civiliserede fællesskaber i skolen’, kapitel 6, ‘Den umulige klasse. Skolens identitetslektioner for ressourcesvage¹ børn’ og kapitel 7 ‘De gode borgere. Skolens identitetslektioner for privilegerede unge’ er skrevet af Laura Gilliam og udforsker børn i forskellige aldre og forskellige sociale og etniske grupper i den danske skole. Baseret på feltarbejde i to 0. klasser og deres parallelklasser på to folkeskoler viser kapitel 5 det omhyggelige arbejde, der foregår med at lære de yngste skolebørn at være sociale, det vil sige, hvordan de skal tilpasse sig hinanden, skolens rutiner og normer og samtidigt have plads til at være sig selv. Det vises samtidig, at dette arbejde på én gang afspejler et hensyn til institutionens virke og funktionalitet og en ambition om at skabe civiliserede fællesskaber i skolen, der på længere sigt vil afspejles i samfundet. Dette dobbelte fokus har betydning for, hvordan børnene vurderes, men også for de fællesskaber og identiteter, som børnene selv skaber i skolen.

Det referentielle forhold til ‘samfundet’ uden for skolen kommer endnu klarere frem i forhold til de større børn, som beskrives i kapitel 6 og 7. I kapitel 6 analyseres samspillet mellem elever og mellem elever og lærere i en 4. (sidenhen 6. klasse) på en etnisk sammensat skole i et tidligere arbejderkvarter i København. Analysen demonstrerer et omfattende arbejde med adfærd, moral, fællesskaber og identiteter, som både lærere og elever deltager i, og som har betydning for konstruktionen af de sociale kategorier, som børn identificeres med – såsom køn, klasse, etnicitet og religion. I disse sociale processer etableres både standarder for opførsel og hierarkier for det anerkendelsesværdige, som kommer til at inkludere nogle børn og fortælle andre, at de ikke hører til i den civiliserede kategori.

Denne tematik fortsættes i kapitel 7, som på baggrund af materiale fra en 9. klasse i et økonomisk, socialt og uddannelsesmæssigt privilegeret miljø belyser sammenhængen mellem omverdensforståelse, identitetskonstruktion og skolens civiliseringsprojekt. Analysen viser, hvordan skolen gennem arbejdet med at lære de unge om civiliserede adfærds- og samfundsformer og udvide deres omverdensforståelse (f.eks. med repræsentationer af andre lande, perioder, folk og klasser) præsenterer dem for et moralsk hierarki over mennesker og samfundsformer, som de kommer til at placere sig selv og deres slags i den øvre ende af.

I kapitel 8, ‘Det civiliserede familieliv. Opdragelse i velstående familier’ analyserer Dil Bach familieopdragelse. Baseret på et feltarbejde udført i en række bedrestillede hjem viser hun, hvordan forældrene – i særdeleshed mødrene – har en stadig opmærksomhed på børnenes udfoldelser og optræden. Det synes at være en højt prioriteret opgave at lære børn at deltage i sociale sammenhænge, omgås forskellige mennesker og afbalancere et hensyn til andre med en fornemmelse for sig selv. Det er på én gang et psykologisk og et socialt projekt. Analysen viser, hvordan børnene fungerer som kapital for forældrene ved på én gang at være centrale i familiernes sociale netværksdannelse og være levende udtryk for familiens civiliserede formåen og position.

I det afsluttende kapitel 9, ‘Civiliserende institutioner. Børneopdragelse i det danske velfærdssamfund’, diskuterer Laura Gilliam og Eva Gulløv, på tværs af de empiriske kapitler, de opfattelser af opdragelse og opførsel, som er kommet frem i kapitlernes analyser. I kapitlet vil vi dels se nærmere på betydningen af statens koordinering af børneinstitutionerne og deres pædagogiske praksis, dels identificere en række gennemgående prioriteringer i den opdragelse, danske børn møder i familier og børneinstitutioner. Dette påpeger en vis konsistens i karakteren af institutionel socialitet og den opdragelsesform, som man mener fremmer civilisering i de danske børneinstitutioner. Samtidig viser kapitlet også, at de institutionelle prioriteringer ikke nødvendigvis indfries, fordi forskellige børn omfattes forskelligt af de opdragende tiltag og i forskellig grad føler sig inkluderet i projekterne. Afstandtagen og modreaktioner står også stærkt i en del af det empiriske materiale, og bogen vil derfor ende med en diskussion af, hvad der karakteriserer institutionel civilisering i dagens samfund, og hvilke sociale konsekvenser de civiliserende bestræbelser har.