Читать книгу Civiliserende institutioner - Laura Gilliam - Страница 19

Laura Gilliam og Eva Gulløv

Fra et civiliseringsperspektiv bidrager velfærdsinstitutioner som vuggestuer, børnehaver og skoler til borgernes opvækst og fredelige sameksistens. Det er i disse institutioner, børn skal lære at begå sig uden for familien, og her de skal tilegne sig viden og kundskaber, der er vurderet som nyttige og relevante for dem. Det er her, de skal dannes og udvikles, så de kan indgå i samfundet som velintegrerede borgere. Hverken dannelsesidealer eller -processer er imidlertid statiske. Det fremgår klart, når man betragter det danske samfund i historisk perspektiv. Gennem de sidste 150 år har forskellige opfattelser af børn og barndom, kundskab og normer og forholdet mellem dannelse og tilegnelse præget den offentlige debat og den institutionelle tilrettelæggelse. Opdragelsesformer har skiftet karakter og er i vid udstrækning professionaliseret. Generationerne er blevet mere adskilte, og samtidig er relationerne mellem voksne og børn blevet demokratiseret og emotionaliseret. I forlængelse af forrige kapitels diskussion af civiliseringsperspektivet vil vi i dette kapitel rette fokus specifikt mod de forandringer, der er sket i det danske samfund i forhold til børneopdragelse og generationsrelationer. Med en særlig opmærksomhed på de civilisatoriske dimensioner vil vi vise, hvordan børn, barndom og opdragelse langsomt har bevæget sig fra periferien af den almene interesse til at være centrale og debatterede samfundsanliggender. I denne proces har børneinstitutionerne – specielt skolen – spillet en betydningsfuld rolle og, som vi vil argumentere for, også medvirket til at ændre ideer om, hvad der kendetegner et civiliseret menneske. På grund af dette fokus vil vi i kapitlet primært beskæftige os med de offentlige institutioner og kun i mindre omfang berøre familien og dens relation til de øvrige børneinstitutioner.