Читать книгу Steder i Europa - Niels Kayser Nielsen - Страница 10

En væsentlig faktor i den forbindelse er fænomenet topofili. Dette begreb – kærlighed til et sted – er oprindeligt lanceret af den franske fænomenologiske filosof Gaston Bachelard i hans bog om rummets poetik, men er senere gjort til genstand for en større tematisk behandling af Yi-Fu Tuan. Det er en vigtig pointe hos Tuan, at topofili som hjemstedstilknytning er knyttet til ens materielle afhængighed af eller symbiose med naturen og omgivelserne. I landbrugssamfund sker dette i form af bearbejdning af naturen gennem arbejde, men topofili kan også være knyttet til urbane omgivelser, for så vidt som der også her foregår interaktion med omgivelserne. Topofili er ikke betegnelse for hverken landsbydyrkelse eller hjemstavnsromantik. Tværtom er det den nøgterne pointe hos Tuan, at der via interaktion med omgivelserne skabes en psykologisk relation til disse, der både omfatter fortidserfaring og fremtidsforventninger (Tuan 1990: 96 f.).

Denne stedstilknytning kan af samme grund ikke reduceres til en rent følelsesmæssig affære. Tværtom er topofili at forstå som et integrativt fænomen, der omfatter bånd mellem mennesker og sted, som er baseret på både følelse, kognition (tanker, tro og viden) samt praktisk know how og kropslige handlinger og gøremål. Men netop på baggrund af denne flerdimensionalitet turde det også være klart, at der til det sted, som topofilien gælder, kan være tale om såvel en fysisk som en symbolsk tilknytning (Milligan 1998). Ligesom det også turde være klart, at topofili også kan være knyttet til urbane omgivelser.

Som den finske etnolog Pia Olsson, der har foretaget feltarbejde i forskellige kvarterer i Helsingfors, har gjort opmærksom på, var begrebet hjemsted (på finsk »kotiseutu«) indtil ca. 1960 først og fremmest et finsk ruralt fænomen, men at det derfra også blev brugt i forbindelse med byer og bylignende bebyggelser (Olsson 2003). Andre undersøgelser af kvarterslivet i Helsingfors understøtter formodningen om, at topofili kan være et urbant fænomen, samt at det i udpræget grad er et rumsligt fænomen, der hviler på aktivitet, handlinger og interaktioner. Adskillige af Anna-Maria Åströms informanter fra arbejderkvartererne nord for Långa Bron i Helsingfors, dvs. den nordlige del af centrum i kvartererne Berghäll, Sörnäs, Åshöjden og Alphyddan, gør gældende, at det ikke kun var livet inden døre i lejlighederne, men gadelivet og »bandelivet«, der gjorde, at man følte sig hjemme i kvarteret. Der blev her skabt en urban livsstil, der trak grænser til henholdsvis det borgerlige Helsingfors og til landbokulturen og dens beboere. At være »landelainen«, »landebugi« og »landebonde« blev set på med foragt, medens det urbane – på slang kaldet »stadilaisuus« – evalueredes positivt. Allerede i 1930’erne synes begrebet »stadin kundit« at være rodfæstet som betegnelse for ægte mandlige arbejdergutter fra Helsingfors midtbys kvarterer (Åström 2000: 154 ff.). Topofili er med andre ord også et byfænomen.

Kampen i 1980’erne om Londons Docklands og modstanden mod at gøre området til et karakterløst homotopia er et andet eksempel herpå. Modstanden knyttede sig ikke mindst til stedets fysiske dimension, nemlig floden Themsen. I den forbindelse greb én af modstandsgrupperne i 1985-86 til historien og organiserede indtil flere »People’s Armadas« af flodpramme (Keith og Pile 1993: 15). Londons Dockland blev et omstridt sted.

At denne kamp om stedet på baggrund af en distinkt topofili ingenlunde er et ny fænomen, kan man fx aflæse af Lubomir Liptaks gennemgang af, hvem der gennem tiderne har brugt det centrale torv Hviezdoslavovo namesti i Bratislava som samlingssted. Det spænder fra ungarerne omkr. 1848, czekoslovakister efter 1918, slovakiske separatister og fascister i årene omkring 1940, czekoslovakister igen efter 1945, indtil kommunisterne efter 1948 indskrænkede de spontane massesamlinger, der var for vanskelige at kontrollere, og lod stedet bruge som scene for »statsoptog«. Torvet skulle ikke være medspiller i en symbolsk historieproduktion og i en markering af et kollektivt hjemsted, der ikke lod sig styre (Lipták 1999). Denne kamp om bymidten har således ikke kun drejet sig om opførelse af monumenter for berømte mænd, navngivning af gader og pladser og omdøbelse af samme, når andre magthavere kom til, men også om at »tage plads« og »finde sted«, dvs. tilegne sig rummet ved at gøre brug af det, ved at færdes der og samles. I Slovakiet blev det i 1940 jøder forbudt at bo i gader, der var opkaldt efter Hitler eller den fascistiske landsfader Andrej Hlinka (ibid: 135). Steder er ikke uskyldige. Steder skaber folk; eller ødelægger dem.

For at gøre topofili til en historisk brugbar kategori må den forbindes ikke kun med nutiden, men også fortiden. Det kan ske ved at knytte den til fænomenet længsel, nærmere bestemt længsel efter et sted, en lokalitet, en egn. Det kan betegnes som nostalgi, for så vidt som nostalgi etymologisk er sammensat af de to dele »nostas« (hjem) og »algia«, der betyder længsel. Dette begreb er ikke kun betegnelsen for sentimentalitet og rørstrømskhed, men drejer sig også om et ønske om kontinuitet og traditionsoverførsel og heling af de sår, der skabes ved brud i form af geografisk eller kulturelt opbrud, flytning, fordrivelse etc. (Milligan 2003). Melinda J. Milligan taler i den forbindelse om, at nostalgi skaber »generationer« ved at installere en fornemmelse af identitet hos individer på baggrund af deres erkendelse af fælles fortidige erfaringer. Uden denne »generations-bevidsthed« ville man, i tilfælde af opbrud, flytning eller kulturskift, være reduceret til blot at være en demografisk kohorte (ibid: 384). Her kan vi så trække tråden tilbage til Jonas Frykmans ovenfor refererede ideer om, at europæiske mennesker i dag i stigende grad lever genealogisk. I den forbindelse er det ikke uinteressant, at polakken Czeslaw Milosz i forbindelse med refleksioner vedrørende sin hjemby Vilnius stiller spørgsmålet: hvorledes indføjer man sig i denne bys »generationskæde«? Både fornemmelsen af fordrivelse og topofilisk tilhørsforhold er her til stede (Milosz 2002: 1170).

Men samtidig er det i tilfældet Milosz også tydeligt, at vi ikke har med sentimentale begrædelser af tab at gøre, men med det der er blevet betegnet som refleksiv nostalgi, dvs. en tankefigur, der er både kritisk afsøgende og selvbevidst (Timm Knudsen 2004). Den refleksive nostalgi søger ikke at restaurere fortiden, i form af hverken sandhedssøgende historievidenskab eller sentimental opgåen i fortiden, men derimod at bruge den til at skabe et tilværelsesrum, hvori er inkluderet både bevidsthed om tabet og ønsket om at op-hæve dette tab ved at gøre fortiden til ens egen; om man vil, handler det også her – som ved rumstilegnelse – om appropriering. Tid og rum bliver tilegnet på samme måde og i samme hug.

Med Milosz som eksempel kan vi da påpege, at for at gøre nostalgi til andet og mere end blot og bar erfaringsbaseret længsel og ønske om personlig og livshistorisk kontinuitet må nostalgibegrebet udvides og udstrækkes fra livshistorisk og privat erfaring til også at omfatte historie. Nostalgibegrebet skal netop ikke reduceres til individuel og privat hukommelse, men må omfatte en sanselig kollektiv kropsliggjort erindring. Det kan ske ved at udvide nostalgibegrebet til ikke kun at omfatte en levet fortid, men også en ikke-erfaret, forestillet og måske endog imaginær fortid; som fx i Wolfgang Becker-filmen Good Bye, Lenin! om livet i den hedengangne DDR (Timm Knudsen 2004). De tragikomiske scener heri handler netop ikke om at vise »wie es eigentlich gewesen …«; ej heller om en sentimental begrædelse af, hvor hyggeligt, jovialt og retfærdigt livet i det »kommunistiske arbejder- og bondeparadis« var, men om at vise, hvorledes DDR-borgerne har særlige fælles erfaringer, der om ikke andet så udmærker sig ved at være deres. Nostalgi nok, men i refleksiv udgave. I nostalgien er der inkluderet både erindring og glemsel; dvs. aktiv indgriben (Åström og Korkiakangas 2004: 11).

Herved åbnes der for en tilknytning til sted og landskab som ikke kun fysisk materialitet og lokalisering, men også til stedets og egnens værdier, mening og betydning, der som vi har set i det foregående hos forskere som sociologen Gieryn, geografen Cresswell og etnologen Häggström er kendetegnende for sted og landskab: at de også får og har realitet som »Denkgebäude« og mental forestilling.